Ekspert: Mourinho kan ikke undvære Costa
Paul Merson var med i Englands 0-0-kamp mod Danmark til EM i 1992, men det er næppe den turnering hans aktive karriere vil blive husket for. Han spillede gennem 12 år for Arsenal, mens han senere også var en stor profil i Aston Villa.
I dag arbejder han som højt profileret ekspert på Sky Sports, og han har med bekymring set på søndagens hændelser mellem José Mourinho og Diego Costa, hvor angriberen tydeligvis var frustreret over at være på bænken.
– Mourinho har mere brug for Costa, end Costa har brug for Mourinho. Især når der ikke er andre angribere i klubben, der kan score mål. Det var bekymrende at se, hvordan han smed sin overtrækstrøje efter Mourinho. Det gør man ikke, hvis alt er fryd og gammen. Så der er helt klart et problem mellem dem.
– Costas mål mod Norwich var fantastisk for dem, og nu har Mourinho sat sig selv i en svær situation ved at droppe ham, har Merson fortalt hos Sky Sports.
Diego Costa scorede hele 20 ligamål i kun 28 kampe sidste sæson. Hans form har dog været for nedadgående, og i denne sæson er det kun blevet til tre mål i 12 ligakampe for den 27-årige angriber.