Annonce
Annonce

Da Danmark mistede otte fodboldspillere på én dag

16.07.2026 Kl. 07:03

21-årige Per Funch Jensen gør sig klar til dét, der skal være den allersidste udtagelseskamp til OL-slutrunden i Rom.

Per er et af Danmarks største keepertalenter i mange år, og han har allerede, trods sin unge alder, opnået 4 A-landskampe. På det seneste har han oplevet en formkrise, der har sendt ham ned som 2. eller 3. målmand i landsholdshierarkiet. Men han er allerede udtaget til den endelige trup. Nu ser han en mulighed for, i den forestående testkamp mellem B- og U-landsholdet, at overbevise omgivelserne om, at formen er på rette vej. Mens han pakker kufferten, sender Per en taknemmelig tanke til konkurrenten Henry From, der har været en ypperlig kammerat og mentor.

Per mødes i Kastrup Lufthavn med en række andre spillere. Matchen er henlagt til Herning, og DBU har chartret to privatfly fra Zonen, der skal befordre aktørerne til det midtjyske. Per hilser hjerteligt på de andre, især selvfølgelig hans to klubkammerater fra KB, Arne Karlsen og Kurt Krahmer. De tre har fulgtes op igennem ungdomsrækkerne og diverse U-landshold. Arne er også udtaget til OL-truppen. Han regnes for et forsvarstalent af en helt særlig kaliber. Wingen Kurt Krahmer er næppe i spil til OL, men han håber at få lov til at vise sin brillante teknik frem for presse og tilskuere i Herning.

Erik Pondal Jensen fra AB bliver hurtigt samlingspunkt for de spændte rejsende. ”Pons” er den ældste og mest rutinerede med sine 20 A-landskampe. Den populære AB’er har blot to dage forinden gennemlevet en personlig tragedie, da hans mor pludseligt døde. Enhver havde kunnet forstå, hvis Erik havde valgt at melde afbud til den, for ham, ret udsigtsløse tur til Midtjylland. Han er nemlig ikke med i den udtagne OL-trup. Men som loyal og pligtopfyldende sportsmand og forbilledlig kammerat, vedkender han sig sit ansvar som anfører for B-landsholdet, og skyder sorgen på afstand.

Den ligeledes 29-årige Børge Bastholm Larsen ankommer til Kastrup fra Køge. Bastholm er udtaget til OL som backreserve. Toldbetjenten fra Køge Bugt har et dansk mesterskab og 11 landskampe på cv’et, og han er den eneste af spillerne der også er far. Børge ser lidt bekymret og mistrøstigt på vejret, da spillerne entrer det lille fly. Regnen pisker ned. Det er ikke optimale betingelser for en flyvning. Men han vil ikke forurolige de yngre medspillere og slår stemningen hen på en munter note.

Det har især Frem’eren Søren Andersen brug for. Søren har fødselsdag og fylder 23. Allerede ude i Valby til den sidste træning, luftede han sin manglende lyst til at tage af sted. Angriberen er reelt uden chance for at kvalificere sig til Rom, og motivationen til at fejre fødselsdag i Herning er til at overse. Men klublederne overtaler ham: ”Du repræsenterer jo Frem, og desuden er det godt for Ib, at du er med”. Det er den blot 19-årige forsvarsspiller Ib Eskildsen, som lederne taler om. Ib skal spille for U-landsholdet, og er taknemmelig over at Søren Andersen alligevel har valgt at tage med. Det er godt at have en at læne sig opad.

Mest spændt af alle er nok rejseselskabets jyde. Den 19-årige forsvarsspiller Erling Spalk fra Ikast er på løjtnantskole på Kronborg og glæder sig usigeligt til at flyve hjem for at repræsentere et dansk landshold for første gang – og så skal det endda foregå på hans egen hjemegn.

De sidste ankommer først da motoren er ved at varme op. Det er DBU’s generalsekretær, Erik Hyldstrup, kaldet ”Generalen”, og Frem-angriberen Erik ”Manne” Dyreborg (Poulsen). Men piloten må gøre ”Generalen” opmærksom på, at flyet er overbelastet. Der skal også fragtes tunge tasker med spillertøj mm., så Hyldstrup og Dyreborg må tage det næste fly. De småløber over landingsbanen i den silende regn og kommer på plads i fly nummer to, hvor også B.93’erne Bjarne Eklund og Bent Jørgensen befinder sig, sammen med den køgensiske fighter Hans Andersen.

Det første fly får take-off, men efter nogle få minutter får piloten i det andet fly en urovækkende meddelelse fra flyledelsen. ”De andre har lidt problemer”, får Hyldstrup at vide. ”Det kan være at de får våde fødder”. ”Generalen” får bange anelser bag den stoute facade. Og pilotens melding er da også en stærk underdrivelse.

Flyet med Funch, Karlsen, Krahmer, Pons, Bastholm, Andersen, Eskildsen og Spalk kommer i alvorlige navigationsproblemer lige fra takeoff. Piloten, Stig Vindeløv, kan ikke orientere sig, da flyet ikke er udstyret med vinduesvisker. I den kraftige regn må han forlade sig på gyroskopet der måler afstanden mellem horisont og overflade. Men noget går galt, og flyet vender om på ryggen og styrter ned med fuld kraft. Det lander i Øresund på få meters vand og ganske tæt på kysten. Spillerne sidder fastklemt og kvæstede, og de drukner da det ødelagte fly tager vand ind. Da redningsmandskabet når frem, er kun Per Funch og piloten i live. Per er så kvæstet at han ikke står til at redde, og han udånder på Rigshospitalet. Piloten Stig Vindeløv overlever, men får bl.a. amputeret det ene ben.

Efterspil

Det er en lamslået nation der modtager meddelelsen om flytragedien. Landstræner Arne Sørensen er knust. Men livet går – hurtigt – videre, og der udtages tre erstatninger til OL-truppen for de dræbte.

I landsholdets sidste kamp inden afrejsen til Rom afholdes der en mindehøjtidelighed under ledelse af ”idrætspræsten” Frode Gaarn Larsen. Stemningen er knuget, selv om Danmark vinder med 1-0 over Ungarn.

Ansvaret for ulykken bliver aldrig helt afklaret. Havarirapporten antyder et mix af tekniske og menneskelige fejl, og at flyet aldrig burde have haft lov at lette. Piloten var tavs resten af livet.

Mindesmærke

Landsholdet triumferede med sølvmedaljer i Rom. Men de 8 omkomne gik stille og roligt i glemmebogen. Det er synd og skam, og det har det fodboldhistoriske Gandil-Selskabet forsøgt at ændre på. Glædeligvis har Københavns Kommunes Borgerrepræsentation velvilligt stillet 1,4 millioner kroner til rådighed til et mindesmærke/kunstværk, der kommer til at blive opstillet i Valby Idrætspark i indeværende år.

De omkomne

Erik Pondal ”Pons” Jensen var, med sine 29 år, den ældste og mest rutinerede. Han var fra Akademisk Boldklub og havde spillet 20 landskampe for Danmark. Den uhyre vellidte ”Pons” var ikke udtaget til den danske OL-trup, men var anfører for B-landsholdet. To dage før ulykken gennemgik han en personlig tragedie, da hans mor pludseligt døde. Enhver havde kunnet forstå hvis AB’eren havde valgt at melde afbud til den, for ham, udsigtsløse tur til Midtjylland. Men som den loyale og pligtopfyldende sportsmand og forbilledlige kammerat han var, tog han alligevel med i flyveren den 16. juli fra Københavns Lufthavn i Kastrup.

Erik Pondal Jensen.

Per Funch Jensen fra KB var blot 21 år og et af dansk fodbolds største målmandstalenter gennem tiderne. Trods sin unge alder havde Funch allerede repræsenteret nationen i 4 landskampe. Han var udtaget til den danske OL-trup før tragedien. Han gik i døden med to nære kammerater.

Per Funch Jensen.

20-årige Arne Karlsen fra KB havde spillet 3 landskampe og var, ligesom Funch Jensen, udtaget til OL. 

Karlsen var et blændende talent som forsvarsspiller. 

Arne Karlsen.

Kurt Krahmer var endnu et strålende fodboldtalent fra KB. Han benævntes på det tidspunkt som en verdensklassespiller in spe. Han havde endnu ikke repræsenteret Danmark på A-landsholdsniveau da han omkom. Kurt blev 21 år.

Kurt Krahmer.

Der findes en mindre mindeplade for de tre KB’ere i KB-Hallens kontorområde.

Søren Andersen og Ib Eskildsen var begge fra Boldklubben Frem. Opdraget i arbejderklubbens ånd og fællesskab var de klar til at tage til Herning til en, for dem, udsigtsløs kamp, idet OL-truppen allerede lå fast, og dermed ikke havde reel sportslig værdi. Men de ønskede begge at repræsentere deres klub i denne, officielle sammenhæng.

Angriberen Søren Andersen var udtaget til B-landsholdet. Han døde på sin 23-års fødselsdag.

Søren Andersen.

Forsvarsspilleren Ib Eskildsen var udtaget til U-landsholdet. Han blev blot 19 år gammel.

Ib Eskildsen.

Der findes i Boldklubben Frems klubhus en mindetavle for de to Frem’ere.

Børge Bastholm Larsen fra Køge Boldklub fulgtes med sine kammerater fra København. Bastholm havde spillet 11 A-landskampe og var udtaget til OL-truppen (ligesom Per Funch Jensen og Arne Karlsen). Backen, der arbejdede ved toldvæsenet i Køge, blev 29 år.

Børge Bastholm Larsen.

Erling Spalk fra Ikast var den 8. spiller. Den unge forsvarsspiller aftjente værnepligt på Sjælland, og har formentligt glædet sig usigeligt til at repræsentere et dansk landshold for første gang på sin egen hjemegn. Erling blev kun 19 år.

Erling Spalk.

Æret være De 8’s minde.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce