Seedorf åbner for et Premier League-job
Italienske Calcio Mercato meldte forleden, at Newcastle United er interesserede i at hente Clarence Seedorf til klubben for at erstatte den nuværende manager, Steve McClaren.
Rygtet går på, at Newcastle United allerede har holdt uformelle samtaler med Milan-legenden og selvom han ikke kommenterer direkte på rygterne omkring Newcastle, så indrømmer han nu, at et Premier League-skifte ville være interessant.
– England og jeg har en speciel fortid. Jeg var meget tæt på at skifte dertil flere gange, siger Seedorf til BBC Sport og uddyber:
– Det skete som bekendt aldrig. Som træner ville det derfor være fantastisk at kunne komme til engelsk fodbold og opleve det hele på daglig basis. Hvis der er et godt projekt (I Premier League), så vil jeg meget gerne overveje det, fortæller hollænderen.
39-årige Seedorf, der har taget sine trænerlicenser, har indtil videre begrænset praktisk erfaring. Seedorf var træner for hjerteklubben AC Milan i en kort periode i 2014, men blev efter fire måneder i jobbet fyret i juni 2014.