Danmark har haft mange dygtige all-round spillere. Tænk bare på Kim Vilfort, der var omtrent lige så brugbar som angriber, wing, central midtbanespiller eller forsvarer. Og hvad med Klaus Berggreen, der egentlig var angriber, men viste sig anvendelig – ikke mindst på landsholdet – i flere forskellige positioner. 

Den mest vindende AGF’er i historien

Dagens landsholdsfødselar, John Amdisen fra AGF, nåede vist nok at spille samtlige positioner for de Hvi’e, med undtagelse af målmand. Han blev født på denne dag i 1934 i Århus som søn af en smed fra Hasle og en skorstensfejerdatter fra Vestergade. 

Amdisen var med for AGF i hele klubbens storhedstid, og han medvirkede til at vinde 4 mesterskaber og 5 pokaltitler for gymnastikforeningen. Pokaltitelantallet er dansk rekord. Han blev endda to gange kåret til Årets Pokalfighter – som den eneste i historien. Dermed er han den mest vindende spiller i AGF’s historie. 

AGF’s første mesterskab i 1955 var virkelig en milepæl. Det var første gang nogensinde, at titlen landede i Jylland, og kun anden gang i historien, at en klub fra provinsen var i stand til at gå helt til tops.

Triumfen kom i hus med et forspring på 2 point til AB og 4 til Frem. Det var også en manifestation af træner Geza Toldi, der sammensatte og organiserede et forsvar med pondus. AGF var det hold, der gik færrest mål ind på, et billede der gentog sig de næste to sæsoner. Mest markant var nok 1956-57, hvor der kun røg 31 mål ind på Henry From i 27 turneringskampe. 

Efter tre mesterskaber i træk blev AGF nummer 6 og 5 de to næste år (1958 og 59), inden Geza Toldi vendte tilbage til Aarhus og vandt mesterskabet igen med AGF i 1960. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Spillede aldrig favoritpladsen på landsholdet

John Amdisens bedste position var – trods sin multianvendelighed – nok som højre halfback. I slutningen af 50’erne udgjorde han en fremragende halfbackkæde sammen med fyrtårnet Hans Christian Nielsen og løbefænomenet Jørgen Olesen. De tre spillede 76 A-landskampe tilsammen, og det er ikke for meget at påstå, at denne supersolide og pålidelige treenighed var en meget stor del af fundamentet under AGF’s dominans. 

Amdisen debuterede på landsholdet i 1955 i en venskabskamp mod Holland i Amsterdam, hvor Danmark overraskende fik 1-1. Da spillede Amdisen højre back, og det blev faktisk også den plads han udfyldte i sine øvrige 8 landskampe. Han spillede altså aldrig sin bedste plads i landsholdssammenhæng. 

Den værste var mod England i Idrætsparken i 1957, hvor fabelagtige Tom Finney fra Preston gav Amdisen noget at se til. Danmark tabte med 4-1. 

Men man kunne altid regne med en dedikeret fighterindsats fra AGF’eren. Således også i hans sidste optræden i rød-hvidt, i 1961 mod DDR, hvor han med en karakteristisk solid præstation var med til at klare 1-1. Det var første gang i fire år at der var bud fra UK efter Amdisen, men tre år senere blev AGF’eren indkaldt til EM-truppen til slutrunden i Spanien. All-rounderen fik dog ikke spilletid. Foruden de 9 A-landskampe spillede John 6 gange på B-landsholdet. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

”Lup”

Amdisen stoppede i 1965, men blev overtalt til et kort comeback året efter. Det blev til imponerende 291 kampe for AGF. 

Som ægte, uforfalsket klubmand fortsatte han efter den aktive karriere i en årrække som leder i AGF. Hans barnebarn, der også hed John, opnåede enkelte kampe for AGF og spillede ellers for Brabrand i 0’erne.

I det civile liv var Amdisen uddannet optiker og senere kaffehandler, og han kaldtes ”Lup” ifølge bogen ”Legenderne”. En AGF-fortælling om de 50 største profiler i klubbens historie, skrevet af Hans Petersen, Steffen Olesen og Peter Vestergaard.

John Amdisen døde i 1997, kun 62 år gammel.