Han ændrede fodboldhistorien - alligevel bliver han alt for ofte glemt
I 1950’erne var der ikke mange raske fodbolddrenge der var i tvivl om, hvem der var verdens bedste fodboldspiller. Bevares, Ferenc Puskas og Stanley Matthews havde deres tilhængere. Lev Jashin var også populær, især hvis éns forældre holdt Land og Folk… Men Alfredo di Stefano var fodboldens ukronede konge.
Produkt af international smeltedigel
Alfredo Stefano di Stefano Laulhé blev født på denne dag i 1926 i en forstad til den argentinske hovedstad, Buenos Aires. Faren var en italiensk immigrant og moren havde fransk/irsk afstamning. I mellemkrigstiden var Argentina et samfund i blomstrende økonomisk fremgang. Blandt andet var landets minedrift i vælten, og der var en optimisme og eventyrlyst der kan sammenlignes med USA’s ekspansion og udvikling i 1800-tallet. Det tiltrak mange tilflyttere fra Europa og det satte naturligvis også et præg på landets fodboldkultur. Den fremstod som en spændende smeltedigel med mange forskellige etniske aftryk. Di Stefanos far kom oprindeligt fra Capri og havde spillet for storklubben i Buenos Aires, River Plate. Han havde observeret knægtens fodboldpassion og evner når han rendte rundt på gaden og spillede med nabolagets drenge, barfodede og med kludebolde. Senior skrev et brev til sin tidligere klub og anbefalede dem at prøve Alfredo af. Sådan blev det. River Plate udlejede det 19-årige talent ud til Huracán det første år, men derefter etablerede han sig i Rivers angreb som en dygtig målscorer. Med topscorertitel og 27 kasser hjalp han ”La Maquiná” (Maskinen) til det argentinske mesterskab i 1947.
Spilleroprør
Alfredo var i besiddelse af en sublim teknik og en frygtindgydende skudkraft. Men det var måske hans overblik, der imponerede mest. Han vidste instinktivt hvordan han skulle placere sig for at bringe sig i fordelagtige positioner, og han havde et nærmest radaragtigt blik for medspillernes løb. Han var en komplet angriber, der både mestrede målscoringens svære kunst såvel som oplæggerens mindst lige så vanskelige.
Di Stefano kom naturligvis på det argentinske landshold og scorede 6 gange i 6 kampe. Argentina blev sydamerikansk mester. Men året efter gik der bøvl i den i ligaen. De argentinske elitespillere ønskede ordnede professionaliserede forhold og rettigheder, og Alfredo var forrest på barrikaderne da de aktive aktører foranstaltede en strejke. Den varede hele 8 måneder og situationen var totalt uholdbar for både spillere og klubber. For di Stefano kom ”oprøret” til at få vældig betydning for forholdet til klubben og hjemlandet. Han spillede aldrig mere for ”Albiceleste”, og rykkede til teltpælene til Colombia.
Bogotábaserede Millonarios lokkede på den tid en mængde dygtige spillere til fra andre ligaer. Colombia havde indført professionel fodbold i 1948, men landet og ligaen fremstod som en paria i FIFA. Andre forbund klagede over at colombianerne tilbød kontrakter til spillere, der allerede var bundet andetsteds, og som endda havde den frækhed at opsige ansættelsesforholdene og tage til Colombia. Det gjaldt for eksempel den engelske landsholdscenterhalf Neil Franklin, der kom på kontrakt i Millonarios, hvor han tjente langt mere end hjemme i Stoke City. Han blev efterfølgende totalt frosset ud i engelsk fodbold, hvor man så med stærk bekymring på den slags ”faneflugt”.
Gyldne tider i piratliga
Colombia blev simpelthen udelukket af FIFA, men folk strømmede til stadions og spillet oplevede en rivende udvikling – en såkaldt ”El Dorado” (gylden) periode.
Di Stefano brillerede med næsten ufattelige 267 mål i 292 kampe, og Millonarios blev nationale mestre tre gange. Faktisk blev han så glad for tilværelsen i Bogotá, at han stillede op for det colombianske landshold (4 landskampe). Men festen havde en udløbsfrist. FIFA blandede sig ideligt i colombiansk fodbolds ”piratliga”, og i 1953 blev der indgået en aftale om, at alle udenlandske spillere skulle rejse hjem til deres hjemlande ved sæsonens udløb. Revolten imod kontraktsystemets slavebinding blev kvalt og det glade ”El Dorado” blev lukket og slukket.
Di Stefano måtte belave sig på at tage tilbage til Argentina, men Millonarios gik ned med fanen højt hævet, for man tog på turné til Europa og bankede både Real Madrid og det ungarske landshold i opvisningskampe. Det fik Reals legendariske præsident, Santiago Bernabeu, til at hoppe en ekstra gang i sit tilskuersæde i æreslogen. Di Stefano fik tilbudt en kontrakt med madrilenerne, men FC Barcelona havde også set en kommende verdensstjerne i ”Saeta Rubio”, Den Blonde Pil. Barcas forretningsførere fløj til Buenos Aires og forhandlede en overgangssum med River Plate, der – i FIFA’s optik – ejede rettighederne til di Stefano og hans licens. Det afstedkom en strid mellem de to storklubber, der endte med den groteske salomoniske løsning, at angriberen skulle spille to sæsoner for Real først og derefter to for Barcelona. Senere købte Bernabeu og co. imidlertid cataloniernes halvpart i spilleren.
Reals største gennem tiderne
Di Stefanos æra i Real Madrid står i et fuldkommen mytisk skær. Der er ikke skygge af tvivl om, at Alfredo er Reals største spiller gennem tiderne. Selv en Christiano Ronaldo når ikke op på di Stefanos niveau.
Han blev spansk mester 8 gange med Real, og da Europa Cup turneringen for mesterhold kom på skinner midt i 1950’erne, triumferede madrilenerne 5 gange i træk. Di Stefano blev ligatopscorer 5 gange og vandt Ballon d’Or 2 gange (og 2 andenpladser).
Real blev en beundret og nærmest forgudet institution i international fodbold, og der blev bygget et stjernebesat mandskab med fantastiske spillere som Gento, Puskas, Didi og Kopa. Di Stefano var holdets indiskutable lederskikkelse og største profil.
I 1956 blev Saeta Rubio spansk statsborger og stillede op for Spanien i kvalifikationen til VM i Sverige. Det var altså den tredje nation, Alfredo repræsenterede internationalt. Spanien tabte overraskende til Skotland og missede slutrunden. I 1962 var han skadet ved VM i Chile og fik ikke spillet, men overværede fra tilskuerpladserne et spansk hold med de naturaliserede klubkammerater Ferenc Puskas og José Santamaria ryge ud i det indledende gruppespil.
I 1964 afrundede di Stefano som aktiv La Liga med to sæsoner i Espanyol, og påbegyndte så en lang trænerkarriere. Højdepunkterne var argentinske mesterskaber med River Plate og Boca Juniors og et ret overraskende spansk mesterskab med Valencia i 1970. Han vandt også Europa Cuppen for pokalvindere med Valencia i 1980.
Da den 88-årige Alfredo di Stefano døde i 2014, blev hans lig lagt på lit de parade på Estadio Bernabeu, hvor tusinder defilerede forbi i respekt og sorg.
