Klopp inden City: Ligegyldigt, at de fører
Manchester City har scoret 19 mål i seks Premier League-hjemmekampe i denne sæson, men Jurgen Klopp frygter ikke weekendens modstander. Tyskeren vil ikke snakke om hvilket hold, der fører ligaen – medmindre det er Liverpool.
– Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med, hvem der fører ligaen, så længe det ikke er os, fortæller Klopp til BT Sport og tilføjer:
– De er ret gode. Et tophold med gode spillere. De er meget erfarne, men forskellen på City og Liverpool er, at vi ikke ved så meget om dem. Vi ved ikke, om Sergio Agüero, David Silva eller Wilfried Bony bliver klar.
– Men vi er klar. Vi har set kampe, de har spillet, både med og uden disse spillere.
Med Borussia Dortmund har Jurgen Klopp vundet en gang og spillet uafgjort en gang mod Manchester City, og han håber, at stimen kan fortsætte.
– Jeg har mødt dem to gange med Dortmund og aldrig tabt! Otte af deres spillere fra dengang er stadig med.
– De er af høj kvalitet, men i fodbold kan alt ske, så vi har en chance. Mere har jeg ikke brug for lige nu. Jeg ser frem til kampen. To uger er lang tid efter et nederlag (til Crystal Palace red.).
Kampen bliver ligeledes Raheem Sterlings første kamp mod sin gamle klub efter skiftet til City i sommers.