Hans klubskifte udløste en af dansk fodbolds største skandaler
Dette er historien om et ”forbudt” klubskifte fra dengang da DBU’s amatørisme gennemsyrede normerne i dansk fodbold.
Carl Niels Jim Stoltz blev født på denne dag i 1905. Han var søn af en slagter i Sankelmarksgade og spillede fodbold i Boldklubben Frem, ligesom mange andre arbejderknægte fra Vesterbro på den tid.
Stoltz var en hurtig og teknisk dygtig angriber, der havde den force at han sparkede lige godt med begge ben. Det betød at han nærmest var selvskreven som venstre wing, for det var en plads hvor der altid var mangel på kvalificerede folk i lille fodbold-Danmark.
I 1925 fik Stoltz chancen på A-landsholdet. Det var i forbindelse med DBU’s allerførste landskamp mod Finland. Unionen tog ikke opgaven ret alvorligt og afviklede matchen samtidig med semifinalerne i KBU’s pokalturnering. Dermed var der ingen spillere fra B.93, B.1903, KFUM og AB til rådighed. Det blev også første gang at man henlagde en landskamp til provinsen (Aarhus). Carl Stoltz kom på banen som reserve for den skadede forsvarsklippe Steen Steensen Blicher i første halvleg, hvilket afstedkom nogle justeringer i opstillingen, men Stoltz røg imidlertid ind på sin favoritplads som venstre wing. DBU’s noget arrogante holdninger til finnerne blev gjort til skamme, for danskerne havde nær tabt, men klarede uafgjort 3-3, på to scoringer efter pausen af den debuterende Pauli Jørgensen.
Det kontroversielle skift
I 1928 foretog Stoltz imidlertid et bemærkelsesværdigt og kontroversielt klubskifte. Han tog, sammen med angrebskollegaen Kai Uldaler, fra Frem til B.93. Klubskifter dengang var sjældne, for de udløste automatisk et halvt års karantæne. De hang ofte sammen med at bejlernes bestyrelse, via kontakter i erhvervslivet, kunne tilbyde spilleren et mere vellønnet job. Vi kender et tidligt eksempel fra 1919, hvor Sophus ”Målmand” Hansen meddelte sin bestyrelse i Frem (hvor han selv havde sæde), at han skiftede til B.93, da bestyrelsen dér havde tilbudt ham et forbedret job. En dybt rystet Fremformand, Louis Østrup, bad om nogle dages respit, og fremskaffede så Sophus en ansættelse som forsikringsassurandør. Landsholdsmålmanden kunne så udskifte sin lavtlønnede stilling som postbud, og landets populæreste idrætsmand forblev i Frem.
Artiklen fortsætter efter billedet.
DBU ønskede ikke at penge under bordet eller sådanne lukrative job-ordninger skulle afgøre en spillers klubmæssige tilhørsforhold. Derfor håndhævedes karantæneordningen meget på meget striks facon. Der kunne dog gøres undtagelser. Hvis man kunne påvise at det var nødvendigt at flytte på grund af arbejde eller uddannelse, stillede sagen sig naturligvis anderledes. Det var jo dog ikke tilfældet for Stoltz og Uldaler, for der var jo ikke ret lang geografisk afstand imellem de to klubber. Men mere spidsfindigt kunne en spiller påberåbe sig at han oprindeligt havde ”tilhørt” den anden klub, og således ”blot” ønskede at komme hjem til sit udgangspunkt.
Det var langt fra den eneste gang, at spillere skiftede imellem de to konkurrerende københavnerklubber. Også stjernespillere som ”Lille-Kaj” Hansen og Helmuth ”Smut” Søbirk foretog det forbudte, eller i alt fald kontroversielle skift. I Helmuth Søbirks tilfælde forsøgte man at påberåbe sig nævnte undtagelsesregel, for Søbirk havde faktisk spillet en overgang i B.93 som ungdomsspiller. Det udløste nærmest en fejde mellem de to klubber. Begge mente at wingen havde spillet i deres ungdomsrækker først. Striden blev afgjort da Socialdemokraten kunne bringe et billede af den 10-årige Helmuth Søbirk i Frem-dress. Avisen skrev: ”Vi ser os i dag i stand til at bringe dette billede af Frems 4. juniorhold, vinder af KBU’s turnering 1925-26. Helmuth spillede som 9-årig sine første kampe i Frem og var der til 1929, da han gik i 93, hvorfra han atter gik i Frem i 1932. Det er jo meget morsomt, men kommer han til at spille til efteråret, eller vil klubberne blive ved med at ligge og skændes om retten til at have lært ham spillet”? Der var ingen tvivl. Helmuth og broren Villy figurerede på det gamle foto. Søbirk måtte bide i det sure æble og æde et halvt års karantæne.
Magtbalancen tippede
Stoltz’ og Uldalers klubskifte i 1928 var en sand bombe i dansk fodbold, for de forstærkede B.93 massivt. De nærmere faktiske omstændigheder er uklare, men det ligger fast at Stoltz, fra at være butiksassistent, nu fik job som repræsentant. For B.93 var de to nye spillere intet mindre end en grube af guld. De udgjorde tilsammen landets mest giftige venstre angrebsflanke, og i løbet af det næste tiår var 93’erne Danmarks stærkeste klub. Carl Stoltz opnåede i den periode 5 mesterskaber med ”Champagneholdet”, som det sejr-og succesrige mandskab blev kaldt i folkemunde.
I efteråret 1928 havde Carl Stoltz udstået sin obligatoriske karantæne, og blev udtaget til landsholdet mod Tyskland. Den velspillede kamp i Nürnberg endte med et knebent 2-1-nederlag til danskerne. Men herefter gik der 6 år inden DBU atter kaldte.
Carl Stoltz og Kai Uldaler udgjorde venstresiden af offensiven i en række landskampe, men eliteniveauet var i deroute, og først i Stoltz’ 7. landskamp, i 1935 mod Norge, lykkedes det at få en sejr (på et norsk selvmål). Året efter fik Stoltz dog en flot exit på landsholdet, da han – som 31-årig – scorede begge danske mål i en fin 2-1-sejr over Polen i Idrætsparken. I sin sidste optræden i rød-hvidt spillede Stoltz højre wing og blev suppleret af AB’s fremragende tekniker, Eyolf Kleven, som innerwing.
Samlet spillede Carl Stoltz 187 kampe og scorede 85 mål for ”Champagneholdet” (kilde: Palle Banks Jørgensen). Han takkede endeligt af i 1938.
Dagens landsholdsfødselar døde i 1977 i Solrød Strand.
