I de sidste par årtier har Michel Platini været gransket godt og grundigt for sine gøremål i forbindelse med rollen som præsident for UEFA (2007-15). Det har ikke set lige godt ud alt sammen. Anklager for korruption, magtmisbrug mm. har klæbet til den tidligere spillerprofil og landsholdstræner. Men det ændrer ikke på, at han på grønsværen var en elegantier, en feltherre, et geni. 

Platini fylder i dag 71 år. Han blev født i en lille nordfransk by med det sære navn Jæuf, hvor han startede med at spille fodbold som ung. I 1972 fik han kontrakt med Nancy-Lorraine og etablerede sig som offensiv og målfarlig midtbanespiller. Han imponerede med sin fuldendte sparketeknik og et overblik der var absolut og aldeles ekstraordinært. 

Fra nationalhelt til paria 

Som 21-årig var han den store profil på det franske OL-hold, der deltog ved de Olympiske Lege i Montreal i 1976 og nåede kvartfinalen. Samme år debuterede han på det franske A-landshold og optrådte for første gang mod et dansk landshold.

 Kurt Nielsen havde en fantastisk første sæson som landstræner, og i venskabsopgøret mod Frankrig i september 1976 havde danskerne gæsterne alvorligt på hælene. Udover Platini stillede franskmændene ellers med et uhyre lovende mandskab med folk som Dominique Rocheteau, Didier Six, Bernard Lacombe Marius Tresor og Maxime Bossis. Men Danmark dominerede, og det lignede en overraskende sejr på Per Røntveds føringsmål indtil blot to minutter før tid, hvor Platini sendte en udlignende træffer ind bag Benno Larsen. 

Der var virkelig tale om en international lynkarriere. Allerede i 1977 havde rygtet om Nancys stjerne i svøb bredt sig så kraftigt ud over kontinentet, at den spinkle midtbanestrateg blev en imponerende nummer 3 i årets Ballon d’Or kåring, blot 4 point efter Allan Simonsen og 1 efter Kevin Keegan. 

I 1978 førte han Nancy til triumf i den franske pokalturnering, men VM-slutrunden i Argentina blev et negativt klimaks i karrieren. 

Der var stillet store forventninger til det franske landshold ved VM, og Michel Hidalgo havde da også et særdeles talentfuldt mandskab under udvikling. Men forventningerne var skruet urealistisk op. Les Bleus var i en ren ”dødsgruppe” med VM-værterne Argentina, Italien og Ungarn. Frankrig tabte (knebent) til de to førstnævnte, og så var den potte ude. Folkekravet om succes blev altså en fuser, og konsekvensen blev, at landsholdet måtte vende hjem til skam og hån. Ret ufortjent, for Frankrig havde egentlig ikke spillet dårligt. Platini blev legemliggørelsen af fiaskoen og i lang tid var han fransk fodbolds paria. Han blev buh’et af på alle stadions, nedgjort og forhadt. 

Problemer i privaten

I 1979 løb kontrakten med Nancy ud, og Platini ønskede en frisk start. Det skortede ikke på tilbud, heller ikke fra store europæiske klubber, men han ønskede at samarbejde med karismatiske Robert Herbin i St. Etienne og fik udvirket et skift til St. Etienne. 

Tiden hos ”Les Verts”, De Grønne, gav et fransk mesterskab i 1981, men blev også en personligt vanskelig prøvelse. Medspilleren Jean-Francois Larios havde en affære med Platinis hustru. Man kan forestille sig den udfordring det må have været at holde gode miner til slet spil udadtil, og samtidig kæmpe for kærligheden på hjemmefronten. På grønsværen opretholdt begge spillere den professionelle attitude, og til sidst valgte Christèle at blive sammen med Michel. Oveni hele den soap-opera lignende ballade blev de forældre til en dreng og en pige. 

Det har nok været en lettelse for Platini, da han skiftede St. Etiennes grønne dragt ud med den zebrastribede Juventustrøje i 1982. Det blev en gigantisk sportslig succes. Sammen med først Liam Brady og siden Michael Laudrup førte Platini Juve til italienske mesterskaber i 1984 og 86, den italienske pokalturnering i 1983, Europa Cuppen for pokalvindere i 1984 og for mesterhold i 1985 (Heysel-katastrofekampen). 

På det franske landshold revancherede han sig med en stærk indsats ved VM i 1982 og den helt store triumf ved EM på hjemmebane i 1984, hvor han manifesterede sit omdømme som verdens på det tidspunkt bedste spiller. Han modtog Ballon d’Or tre år i træk; 1983. 84 og 85. Det var ikke for ingenting at pressen og publikum gav ham tilnavnet Le Roi, Kongen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Kongens Fald

Platini havde utvivlsomt håbet at kunne slutte på toppen med den ultimative VM-succes i 1986 i Mexico, men Frankrig tabte – for andet VM i træk – til Vesttyskland i semifinalen. Året efter stoppede han en brillant karriere. 

Det lå i kortene at han skulle blive landstræner efter Henri Michel, og sådan blev det da også. Efter en dybt skuffende VM-kvalifikation til slutrunden i 1990, stillede franskmændene op til EM i Sverige som et af favoritholdene. Men, som vi ved, kom Lars Elstrup og Richard Møller Nielsens afbudshold i vejen for den franske kampagne. Det foranledigede Platini til at stoppe som ansvarlig for landsholdet. 

Siden blev elegantieren fodbold-politiker og indtog embedet som UEFA-præsident i årene 2007-15. Skandaler og retssager har fyldt avisoverskrifterne og omtalen af det tidligere boldgeni i det seneste årti. Det har været en trist proces at følge, for tilhængere af den smukke og seværdige spillestil som Le Roi var eksponent for. Det har været en slags ”Kongens Fald” i en Johannes V. Jensen terminologi.