Annonce
Annonce

AGF-ikonets vilde rejse: Fra kraniebrud til mesterskabsmål

14.06.2026 Kl. 10:07
Den snu og teknisk dygtige forward, Lars Lundkvist fylder 69 år i dag.

Lars Lundkvist kom oprindeligt fra Skovbakken og udgjorde et særdeles farligt angriber-tandempar med Per Beck Andersen i slutningen af 70’erne, hvor Vejlbyklubben lavede ravage og kom helt op i 1. division i 1977. Lundkvist hjalp pænt til med oprykningen med 26 mål i 2. division. Rolf Hjernøes hold sikrede oprykningen med en 2-1-sejr i Vanløse Idrætspark. Lars Lundkvist scorede begge Skovbakkens mål. Den opportunistiske og teknisk velfunderede angriber blev udtaget til Tommy Troelsens talentfulde U-landshold og spillede to kampe i et angreb med Gert Jørgensen fra B.1901 og Køges Jesper Rasmussen. Lundkvist scorede i den ene (mod Holland). 

I princippet var Skovbakkens kolossale fremgang en slags attentat på den førende og dominerende position, som AGF ellers altid har hævdet i Smilets By. Skovbakken havde fine træningsfaciliteter i Vejlby og kom ind i betalingsfodboldens æra med et godt afsæt og et stærkt hold. 

Året efter oprykningen blev den unge forward topscorer for sin klub i 1. division med 19 kasser. Det vakte opsigt. Landstræner Kurt Nielsen gav århusianeren debut på A-landsholdet i en dødssejler af en 0-0-kamp i Reykjavik. Gennembruddet på topplan var så meget mere imponerende fordi Lundkvist i december var kommet særdeles galt afsted i en indendørsturnering i Vejle, hvor et voldsomt sammenstød med en modspiller medførte kraniebrud. 

Skovbakkens fremgang stagnerede imidlertid i 1979, hvor de gul-blå rykkede ud af 1. division, og AGF hentede de bedste spillere til Fredensvang, og så var det slut med den udfordrer.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Skovbakken 1979. Lars Lundkvist står som nummer 3 i bagerste række.

I 1981 skiftede Lars Lundkvist til byens ”storebror”, og det næste tiår blev han kulturbærer, anfører og nærmest en institution i klubben.

10 A-landskampe

Samme år fik Sepp Piontek et godt øje til Lundkvist. Der blev arrangeret en ret speciel udtagelseskamp mellem ”Danmark Øst” og ”Danmark Vest”. Jyder og fynboer mod sjællændere, Lolland-falstringer og københavnere. Lundkvist excellerede med to mål, og drev gæk med KB’s stærke Henrik Eigenbrod. Piontek gav Lars Lundkvist comeback på landsholdet mod Sverige, Finland og Island, og det blev til en scoring mod sidstnævnte. I alt opnåede Lundkvist 10 A-landskampe. Det kunne såmænd have blevet mange flere, hvis Lars var kommet afsted til en udenlandsk klub. Men skolelæreren havde ikke lysten sådan rigtig for alvor. 

For AGF formede perioden sig som et konstant attentat på DM-titlen. Århusianerne var stort set med i mesterskabskapløbet hvert eneste år, og Lundkvist gav sit tydelige besyv med som nærmest fast topscorer. Endelig i 1986 kom forløsningen med det danske mesterskab. AGF sluttede 4 point foran Brøndby, der i de år udviklede sig til lidt af en arvefjende for ”gymnastikforeningen”, og 6 foran Næstved.

De følgende to år kunne Lars Lundkvist løfte DBU’s pokaltrofæ, efter finalesejre på henholdsvis 3-0 over AaB og 2-1 over Brøndby. I den sidstnævnte dyst scorede den rutinerede målræv sejrsmålet i den forlængede spilletid. 

Sluttede af mod Skovbakken

Med tiden og alderen fik Lundkvist tilnavnet ”Lundberg”, hvilket især var en afspejling af hans fornemme spilintelligens. Selv i sin karrieres efterår var Lundkvist nemlig hurtigere på fødderne end den gamle fodboldprofessor…

AGF’s sportslige fremgange havde imidlertid sin pris. Økonomien kunne ikke følge med, og i slutningen af 80’erne måtte ambitionerne sættes kendeligt ned. Lars Lundkvist skulle egentlig have været takket af ved indgangen til 1989. Den gamle klub, Skovbakken, lokkede med en aftale om at tilknytte Lundkvist som spillende træner, men man sprang i målet til forwardens store skuffelse, og så tog han i stedet en sæson mere for trængte AGF. 

I september 1990 spillede han sin sidste førsteholdskamp – meget passende – i pokalturneringen mod Skovbakken. AGF vandt med 4-0 og Lars Lundkvist fik sat punktum for karrieren med et mål. Tilsammen blev det til 97 scoringer i 284 kampe for De Hvii’e. 

Siden virkede Lundkvist som træner, bl.a. i AGF, Randers, Skovbakken og Brabrand.

I 2023 blev han fortjent optaget i AGF’s eksklusive ”klub” af Legender. 

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce