Annonce
Annonce

Dave Bowen byggede et mirakel - og så kollapsede alt på rekordtid

07.06.2026 Kl. 16:27

Northampton Town blev stiftet i 1897 og spillede i mange år i Southern League, hvilket niveaumæssigt svarede til 3. division. I industrialiseringen specialiserede man sig i produktionen af fodtøj og lædervarer, og derfor kaldes den lokale fodboldklub The Cobblers – skomagerne.

I 1960’erne kom Northampton for alvor på fodboldlandkortet. The Cobblers fik kridtet skoene.

Opstigning i raketfart

Manden bag den sportslige succes og eksplosive sportslige udvikling var waliseren Dave Bowen (født på denne dag i 1928).

Han var en klog og dygtig halfback, der startede sin aktive karriere i Northampton og bevarede en tæt tilknytning til byen og klubben gennem hele sit liv. 

Arsenal skrev kontrakt med Bowen i 1950 og han var i nogle år reserve for legendariske Joe Mercer. I 1954 erobrede Dave en fast plads på The Gunners’ midtbane og spillede 146 ligakampe for Arsenal frem til 1959. Han blev anfører på det walisiske landshold der gjorde en overordentlig hæderlig figur ved verdensmesterskabsslutrunden i 1958 i Sverige, hvor Wales nåede kvartfinalen. Den aktive karriere afsluttedes som spillende manager i Northampton i 1959.

Bowen havde tæft for jobbet og sikrede The Cobblers oprykning til 3. division i 1961 og endnu en oprykning til det næstbedste lag to år senere. Allerede i 1965 avancerede Northampton for første gang i klubbens historie til 1. division. Den overraskende og kometagtige opstigning skete på baggrund af små budgetter og managerens mange billige og kløgtige handler.

Dave Bowen byggede et mandskab op med relativt ukendte nøglespillere. To af dem, forsvareren Theo Foley og halfbacken Graham Moore opnåede landskampe for henholdsvis Irland og Wales, men ellers var det småt med profiler. Fra egen avl hentede Bowen forsvarsklippen Terry Branston, midtbanemanden Graham Carr og wingen Billy Best, og i småklubber krejlede manageren folk som Derek Leck, Joe Kiernan og keeperen Bryan Harvey. Holdet hang godt sammen som kollektiv og det blev Northamptons store force.

Spottede ”King Bobby”

I angrebet rådede man over den tidligere amatørlandsholdsspiller Bobby Brown. Han var en spændende forward, der havde repræsenteret Storbritannien ved de Olympiske Lege i Rom i 1960. Briterne mødte først Brasilien og tabte knebent med 4-3. Den senere verdensstjerne Gerson scorede tre gange for brasserne, og Bobby Browns to kasser for UK var lige præcis ikke tilstrækkeligt. Derefter skabte briterne sensation ved at spille 2-2 mod værtsnationen, anført af en ung Gianni Rivera. Atter nettede Brown, og det gjorde han også i den sidste puljekamp, hvor Taiwan blev slået med 3-2. Det var dog ikke nok til at gå videre i turneringen, hvor Danmark jo i øvrigt vandt sølv. 

Den italienske olympiske coach, Giuseppe Viani, var stærkt imponeret over Bobbys præstationer og tilbød prompte en guldrandet kontrakt med AC Milan, hvor Viani var træner, og Bobby lovede at komme til Milano så snart han havde været på turné i Australien og Oceanien med et udvalgt engelsk ligalandshold. Trist nok blev det italienske eventyr aldrig til noget, for da Brown vendte hjem fra den oversøiske rundrejse, havde Viani fået et hjerteanfald og stoppede i Milan. I stedet spillede olympieren et par sæsoner for Fulham og Watford, men uden at få det helt store gennembrud som professionel. Men Dave Bowen spottede Browns potentiale, og han blev en vigtig brik i Northamptons opstigning til the top flight. Tilskuerne på County Ground elskede ham og kaldte ham “King Bobby”.

Bowens Babes bed fra sig

Træerne voksede dog ikke ind i himlen. Northamptons start i 1. division blev ikke som håbet. Efter et indledende 5-2-nederlag til Everton på Goodison Park spillede The Cobblers to mere end godkendte uafgjorte kampe mod Arsenal og Manchester United. Men derefter lykkedes det ikke at vinde de næste 10 opgør, så der gik altså 13 kampe inden man endelig fik hul på bylden med en 2-1-sejr over West Ham.

På trods af den nærmest katastrofale begyndelse, og nogle drastiske klø mod Leeds (6-1), Liverpool (5-0), Stoke (6-2), Manchester U. (6-2) og Blackburn (6-1), så opgav Bowen og co. ingenlunde.

Fra februar til midt i april spillede Northampton 10 kampe og tabte kun 1. The Cobblers havde endelig fået snøret støvlerne og bed fra sig. Sejre mod Leeds, Newcastle, Stoke og Aston Villa (på Villa Park endda), betød at Bowens opkomlinge havde redningen i egne hænder med 3 turneringskampe resterende.

Et rekordstort publikum på over 24000 sjæle flokkedes til County Ground for at bakke det bordeauxklædte hjemmehold op. Modstanderen i den direkte duel om nedrykning var Fulham med Johnny Haynes, Allan Clarke, Bobby Robson og George Cohen. Det blev et episk brag, et veritabelt slag med nerve og intensitet og drama. Til supporternes jubel kom Northampton foran med 2-0 på mål af Joe Kiernan og centerforwarden George Hudson (som Bowen med sædvanlig rettidig omhu havde hentet relativt billigt i Coventry som afløser for den skadede Bobby Brown). Men en reducering af den senere landsholdsmanager Bobby Robson skabte fornyet ængstelighed på lægterne. Og tilsyneladende også inde på grønsværen, hvor alt begyndte at gå skævt for Northampton. Fulhamforwarden Steve Earle nettede tre gange og folk måtte gå nedslåede og slukørede hjem.

I den næste kamp slog The Cobblers Sunderland med 2-1, men man måtte se i øjnene, at det ikke rakte. Et 3-0-nederlag i Blackpool cementerede enden på Northampton eventyr i 1. division. Bowens drenge opnåede nok nationens respekt for heroisk fight, men nedrykningen kom desværre til at varsle en voldsom deroute.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Hastig nedtur

Dave Bowen forsøgte at få banket optimisme ind i sin trup, men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Northampton spillede en ualmindeligt ringe sæson i 1966-67 og måtte belave sig på endnu en nedrykning.

Dave Bowen følte sig magtesløs og kvittede managerjobbet. I de næste mange år helligede han sig primært stillingen som landsholdstræner for Wales, men han slap dog aldrig helt Northampton Town. I en halv menneskealder beklædte Bowen forskellige betydningsfulde poster i klubben, og i dag er en af tribunerne – fortjent – opkaldt efter ham. Han blev boende i Northampton og gik bort i 1995.

I 1969 rykkede The Cobblers ned i 4. division, og dermed havde klubben taget turen fra 4. til 1. division og retur på blot 9 år! Det er en rekord i engelsk fodbold der – forhåbentlig – ikke bliver overgået.

Derouten var massiv og tilsyneladende uendelig. I 1970 ydmygede Manchester United Northampton med en 8-2-lektion i FA Cuppen. George Best scorede 6 gange.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce