Modsat de mange dommedagsprofetier fra mere eller mindre usaglige kritikere, så er der ikke mere utilfredshed med det danske landsholds præstationer, end at nationens udvalgte trækker fuldt hus på Odense Stadion søndag kl. 1830 mod Ukraine. 

Det er ikke verdens vigtigste landskamp, men modstanderen er velvalgt. Der er ingen tvivl om, at det ukrainske landshold bliver mødt af bred sympati på lægterne i anerkendelse af Ukraines tapre og ukuelige modstand imod de russiske aggressorer, der nu i 4 år har forsøgt at tilrane sig forsvarernes territorium.

Desuden er det ukrainske landshold i samme situation som det danske; de missede lige præcis kvalifikationen til VM-slutrunden, og er i gang med at opruste (det er måske meget symbolsk) forud for de kommende Nations League og EM-kvalifikationsopgør. 

Ukraine under oprustning

Det gør de med en ny træner. Italienske Andrea Maldera kommer fra en baggrund med stillinger som udviklingschef i AC Milan og assistent i Brighton. Han har faktisk aldrig trænet et seniorhold, så de, der mener at Brian Riemers cv er tyndt, de må altså konstatere, at her er et der er tyndere. Til gengæld er Maldera kommet godt fra start i sit nye job. Efter at Ukraine blev besejret af Sverige i VM-playoff, afløste Maldera den tidligere angriber Sergei Rebrov som landstræner, og i italienerens første opgave, den 31. maj, slog hans mandskab Polen på udebane med 2-0. Polakkerne havde, meget sympatisk, lagt opgøret i Wroclaw hvor Ukraine har haft hjemmebane i flere tilfælde de senere år. 

I det ukrainske landsholds historie (siden 1992) har man kvalificeret sig en gang til VM (i 2006) og 4 gange (i træk) til EM, 2012-24. Da man endnu var en del af Sovjetunionen leverede landet mængder af spillere til USSR’s landshold, for eksempel Oleg Blokhin, Olexei Michailichenko, Olexander Zavarov og mange flere. De fleste spillere på den legendariske træner Valeri Lobanovskis mandskab, der dystede mod Danmark i VM-kvalifikationen i 1985, var ukrainere (som Lobanovski selv).

Lige nu er Ukraine nummer 24 på verdensranglisten. Dét på trods af, at det er nogle år siden man sidst har spillet landskampe på ukrainsk jord. I Nations League er man rangeret i 2. lag og skal møde Ungarn, Nordirland og Georgien.

Det nuværende ukrainske hold rummer en blanding af en række rutinerede og særdeles kompetente spillere, kombineret med en flok yngre uden megen erfaring. 

Man er stærkt kørende på keeperpladsen med Benficas Anatoliy Trubin og Real Madrids Andrej Lunin. 

I forsvaret stillede man mod polakkerne med dirigenten Mykola Matvienko fra Shakhtar Donetsk og Evertonbacken Vitalyi Mykolenko, sammen med et par helt urutinerede fyre, Sarapyi og Romanchuk med kun 3 landskampe tilsammen. Men mon ikke der bliver plads denne gang til Paris St. Germains Ilia Zabarnyi?

Midtbanen rummer et par Shakhtarspillere; Ocheretko og Nazaryna, mens den erfarne anfører, 36-årige Andrej Yarmolenko fra Kiev og Gironas Viktor Tsyhankov støtter offensiven sammen med den 23-årige Sudakov fra Benfica. Kaptajnen Yarmolenko er nummer 2 på listen over flest landskampe i nationens historie med 126, kun overgået af Anatoly Tymochuk (144), mens stjernen Andrej Shevchenko opnåede 111 (han har rekorden for flest mål med 48, kun 1 mål bedre end Yarmolenko).

Maldera spiller kun med 1 angriber, og han vælger nok erfarne Roman Yaremchuk fra Lyon, men der kan også blive mulighed for at se den tidligere FCM- og Sønderjyske forward Artem Dovbyk, der nu slår sine folder i AS Roma. Måske bliver der plads til den, efter sigende, meget lovende Kievangriber, Ponomarenko. 

Klam kritik fra kærligheds-fortaleren

Danmark har mødt Ukraine tre gange tidligere i historien.

I 2003 vandt danskerne med 1-0 i en testmatch i Parken på et mål af Thomas Gravesen. Men Ukraine fik revanche i VM-kvalifikationen i 2004 og 05, hvor det blev 1-1 i Parken og 1-0 til ”De Blå-Gule” i Kiev. Det betød, at Danmark ikke kom med til VM i 2006, hvor Ukraine til gengæld nåede helt frem til kvartfinalen.

For begge lande står der kun verdensranglistepoint på spil, og det må forventes, at der bliver prøvet nye kræfter. 

Danmark spillede 0-0 mod DR Congo i Christian Eriksens 150. landskamp i onsdags. Spillet i den halvtriste testkamp blev lidt mindre frigjort end man kunne have ønsket sig, men resultatet var, nøgternt betragtet, fint. Congoleserne er på vej til VM, mens danskerne nok helst vil på tiltrængt ferie. To skud på stængerne kunne nemt have givet en 1-0-sejr, og så havde alt jo været godt, men alligevel foranledigede den – for Danmarks vedkommende – relativt ligegyldige kamp, Bo Henriksen til at udbasunere en ret eftertrykkelig kritik overfor landsholdet og landstræneren på direkte tv. Helt ude af proportioner. At den pt. arbejdsløse ”kærlighedsfortaler” således vælger at henvende sig til laveste fællesnævner, forekommer meget mærkværdigt. Fagligt kvalificeret synes jeg ikke at det var. Hvis man er så skuffet over landsholdets præstation, at man benytter så voldsom en retorik, så har man enten indstillet forventningerne urealistisk, eller lufter et ”alternativt motiv”. Det er ærligt talt kvalmende.

Andre ”eksperter” har tilsyneladende (også) tabt sutten og bjæffer med på omtrent samme melodi. Forventer de i alvor at Brian Riemer skal afskediges på baggrund af en næsten helt ligegyldig testkamp? 

Jeg ser frem til at landstræneren bringer flere af de nyindkaldte kræfter i truppen i spil Ukraine. Det var overraskende, at Adam Daghim spadserede direkte ind i startopstillingen mod Congo, selv om han var efterudtaget. Den slags dispositioner plejer ikke at gøre noget godt.