Gjort til grin af landsholdet og udpeget som syndebukke: Da B.1903 tog den ultimative hævn
B.1903’s Børge Havn blev født på denne dag i 1902. Faderen var en maskinarbejder fra Glostrup og moderen var fra Århus. Som så mange andre på den tid tog de til København og bosatte sig i brokvartererne. Børge gik i sin fars fodspor og blev maskinmester på den store Atlas-fabrik på Nørrebro. Han giftede sig med Gerda Sofie og stiftede familie i Sjællandsgade.
Børge var en slidstærk og fysisk betonet fløjhalfback, der – som mange andre arbejdere – spillede i B.1903.
En ægte arbejderklub
Begrebet ”arbejderklub” forbindes nok oftest med Boldklubben Frem. Men det kan faktisk med lige så stor ret hæftes på B.1903. I 1910’erne var 03’erne ”klassens frække dreng” der udfordrede de 4 store gamle klubber: KB, B.93, AB og Frem. De fire var alle baneejende klubber, hvilket gav dem et solidt økonomisk fundament og sikrede en placering i toppen af dansk fodbolds hierarki. Men opkomlingene fra Fælleden fik, med fokus på stærke værdier som fællesskab og sammenhold, efterhånden skabt et konkurrencedygtigt hold. Det var ikke uproblematisk. Da den første 1903’er (Axel Dyrberg) blev udtaget til landsholdet i 1912, blev han gjort til grin da en af holdkammeraterne foregav at selveste kongen havde sendt ham et telegram og ønsket tillykke med indsatsen. Dyrberg forstod selvfølgelig ikke et kvæk, da han ikke havde været på banen.
I 1916 kom en 03’er for første gang på banen i en landskamp. Det var den skudstærke forward Harry Hansen. Timingen var meget uheldig, for Danmark tabte chokerende med 4-0 til Sverige i Stockholm, og det blev nærmest regnet for en national katastrofe. Harry blev – helt urimeligt – udpeget som syndebuk for det pinlige nederlag. Det var let at falde over en spiller fra ”underdog-klubben”. Men i 1920 kom så sensationen: B.1903 med en forrygende Carl Skomar’ i spidsen vandt det danske mesterskab og brød dermed ”de gamles” monopol på titlen. Spillestilen var anderledes end det fine tekniske short passing, der kendetegnede de andre tophold. 03’erne spillede på ægte ”arbejdermanér”, fysisk betonet og med simple dyder.
Brød ”de stores” monopol
03’erne havde et formidabelt hold i 1920’erne. Foran målmanden Poul Christiansen dannede Børge Havn og Svend Aage Møllnitz kanterne, mens holdets samlingspunkt, Erhard ”Bessefar” Jensen, der spillede for B.1903 i hvad der føles som en menneskealder, organiserede defensiven sammen med først Vilhelm Jørgensen og siden (efter 1923) Knud Andersen. Angrebskæden var frygtindgydende. Henry ”Lillebror” Hansen, Ernst Nilsson, Karl Vilhelmsen, Viggo Jørgensen og Frithjof Steen var en helt ualmindelig stærk kadre. Samtlige de nævnte spillere var på landsholdet, og det er svært at konkludere andet end at dette hold var B.1903’s stærkeste i historien.
Det blev da også til to mesterskaber, i 1924 og 26. Begge gange var 03’erne dog i svære vanskeligheder i DM-finalerne mod Provinsmestrene fra henholdsvis B.1913 og B.1901. Der skulle omkampe til for at placere mesterskabet hos storfavoritterne.
Også i KBU’s gamle, hæderkronede pokalturnering viste 03’erne formatet. Det blev til pokaltriumfer i 1920, 21, 24 og 28.
Klassisk skisma: håndværker versus kunstner
Fløjhalfback svarede i det gamle 2-3-5 system til nutidens wingbacks. Man skulle have hurtighed og udholdenhed til at være med til både at angribe og forsvare, og det hjalp på tingene hvis man havde overblik og teknik.
Valdemar Laursen fra KB var 1920’ernes og 30’ernes store forbillede som venstre fløjhalf. Laursen var hurtig, smart og helt usædvanligt teknisk begavet. Han og Børge Havn konkurrerede om pladsen på det danske landshold. De var langt fra ens. Pressen havde – som man ofte har set det i dansk fodbolds historie – en forkærlighed for den simple fighter, frem for den delikate tekniker. Man foretrak langt hen ad vejen den store, stærke Børge Havn på grund af hans driftssikkerhed og gode fysik. Men Laursens kvaliteter var vanskelige at komme uden om, selv om store dele af de skrivende gentlemen havde en tendens til at ærgres mere end glædes over Valdemar Laursens mere risikobetonede og polerede stil.
I en historikers synsvinkel er det et interessant skisma. Duellen mellem håndværkeren og kunstneren. Fighteren og elegantieren. Hver har deres tilhængere. I pressen blev Laursen ofte udskældt og gjort til syndebuk. Men han var alligevel så dygtig, at han opnåede 44 landskampe, hvilket på det tidspunkt var rekord. De fodboldfaglige folk havde et anderledes syn på hans værd end lægmænd og journalister. Godt det samme. Børge Havn måtte nøjes med 8. I forhold til hans flid og stabilitet var det få.
I maj 1927 fik Børge Havn debut på landsholdet. UK foretrak i dette tilfælde den mere sikre Havn fremfor ekvilibristen Laursen. Sidstnævnte blev i stedet rykket frem i angrebet. Landskampen på Ullevaal i Oslo blev spillet i anledningen af det norske fodboldforbunds 25-års jubilæum, og danskerne var ufine nok til at spolere festivitasen ved at tage en 1-0-sejr, der blev sikret kort før tid af tidens største angrebsstjerne, Kai Uldaler fra B.93.
Havn spillede landskampene i 1928 og 29. Han blev dog rykket lidt rundt på forskellige positioner, og nåede også at spille både højre og venstre back. Mod Tyskland i september 1928 var han endda anfører.
Ved udgangen af 1920’erne havde Danmark et udmærket landshold, der burde have fået lov at spille med ved OL i Amsterdam i 1928. Børge Havn spillede sin 8. og sidste landskamp mod Finland i oktober 1929. Danskerne, med Svend Jensen, Valdemar Laursen, Fritz Tarp, Poul ”Pølse” Jensen, Henry Hansen, Pauli Jørgensen, Kai Uldaler og veteranen Michael Rohde, smadrede modstanderne med 8-0.
Børge Havn døde i 1958. Han boede da i en lejlighed på Bispebjerg lige ved siden af Grundtvigskirken.
