Officielt bekræftet i nat: Stjerne bryder tavsheden og skifter til Chelsea
Transferspekulationerne har raset i månedsvis, men nu er der ikke længere nogen tvivl. Den argentinske landsholdsspiller Valentín Barco har officielt bekræftet, at han forlader franske Strasbourg til sommer for at fuldføre sit skifte til Chelsea.
Den 21-årige venstreback bliver dermed en del af en historisk stor transferoffensiv på Stamford Bridge. Barco står nemlig til at blive Chelseas femte officielle signing til den kommende sæson, efter klubben allerede har sikret sig stortalenterne Geovany Quenda, Emmanuel Emegha, Dastan Satpaev og Denner.
Tog rørende afsked på Instagram
Skiftet har reelt været i støbeskeen siden marts, hvor Chelsea var “ekstremt tæt” på at lukke handlen. I april faldt de sidste detaljer på plads, og transferjournalisten Ben Jacobs kan nu fortælle, at Chelsea vil offentliggøre handlen i samme sekund, som sæsonen rinder helt ud.
Efter Strasbourgs hæsblæsende 5-4-sejr over AS Monaco i sæsonens sidste kamp, tog Barco en følelsesladet afsked med de franske fans på stadion, inden han mandag aften lagde kortene på bordet i et stort opslag på Instagram:
– I dag siger jeg farvel til denne klub, som jeg har holdt uendeligt meget af. På disse halvandet år har vi haft fantastiske stunder, inklusive den bedste dag i vores liv, da Gemma blev født. Jeg har altid lagt alt på banen i hver evig eneste kamp for denne trøje. Tusind tak for alt, Strasbourg.
Meddelelsen markerer det endelige punktum for backens franske eventyr, hvor han i denne sæson har spillet 43 kampe med tre mål og ni assists til følge.
TV-guide: Hvor vises Europa League-finale: Freiburg mod Aston Villa?


















