300.000 tilskuere og en hvid hest: Den dag Wembley nær endte i en katastrofe
Det gamle Wembley var i sandhed et fodboldens tempel. Med de smukke, hvide Twin Towers knejsende over Wembley Park, var stadion et imponerende og ærefrygtindgydende syn.
Pelé sagde engang: ”Wembley er fodboldens katedral. Det er fodboldens hovedstad og hjerte”. Det største en professionel engelsk fodboldspiller kunne opnå, var at betræde den fine grønsvær for at deltage i en FA Cup finale, eller for at repræsentere sit land. Når ”Abide with me” blev afsunget fra 100000 struber var der ikke et øje tørt. Jeg har engang talt med nu afdøde Hans Grønfeldt, der kommenterede en af pokalfinalerne fra London, og han blev så grebet af stemningen under salmen, at han måtte dække for mikrofonen.
Når spillerne til sidst gik de berømte 39 trin op til trofæ og medaljer, var det som at gå op ad Jakobsstigen til Himlen – i alt fald hvis man var på det vindende hold…
Wembleys dimensioner var kolossale. Banen var konstrueret efter de absolut maksimale mål ifølge fodboldloven: 110 meter i længden og 90 meter i bredden. Der var plads til at spille teknisk fodbold, til driblinger osv., men det var almindeligt at aktørerne var segnefærdige efter en hård, tæt finaledyst.
Stadion blev opført af den berømte ingeniør Robert McAlpine i 1923 på en grund i Wembley Park hvor der tidligere havde stået et ståltårn, kaldet Watkin’s Folly, der skulle have været næsten dobbelt så højt som Eiffeltårnet, men som aldrig blev færdiggjort. Da der blev gravet ud til stadion, fandt man imidlertid stålkonstruktionens enorme base. Wembley hed fra begyndelsen British Empire Exhibition Stadium, men i folkemunde blev det hurtigt omdøbt til Wembley.
Var nær endt i katastrofe
I 1923 lagde det nyopførte stadion for første gang græs til en FA Cup finale, og den blev et så populært tilløbsstykke at det nær var endt i en katastrofe. En enorm menneskemængde sprængte portene og fyldte stadion til randen – inklusive banen. Der var totalt kaos, og hvis der var udbrudt panik, var det endt helt galt. En enkelt hvid politihest, Billy, skubbede imidlertid roligt og forsigtigt mængden tilbage til linjerne, så kampen (Bolton-West Ham) kunne gennemføres. Man anslår at der har været et sted mellem 260000 og 300000 tilskuere presset sammen på åbningsdagen. Begivenheden er siden kaldt ”the White Horse Final”.
Trofæet er blevet skiftet ud nogle gange. Det originale fra 1872 blev stjålet i 1895 i Birmingham, i Aston Villas varetægt. En ny pokal blev fremstillet, men i 1911 besluttede man at pokalen burde være større og mere imposant. Det siges at juveleren, en mr. Fattorini fra Bradford, oprindeligt fremstillede the cup som en champagnekøler. Den pokal der spilles om nu til dags, er en kopi. Den ”ægte” opbevares bag lås og slå, idet den er vurderet til 1 million pund.
I 2002/03 blev det gamle Mekka revet ned. Det havde vel haft sin tid, men det er nu alligevel trist. De to ikoniske tvillingetårne med det mauriske look var desværre for gennemrådne til at kunne blive bevaret/restaureret.
Det nuværende New Wembley Stadium er langt fra en kopi af det gamle, men helt givet flot og imponerende. Det er jo moderniseret og tiptop på enhver tænkelig facon. Kommercialiseringen er ret massiv. Ude bag tilskuerpladserne ligner det en mellemting mellem Bilka og IKEA. I de neutrale områder inde på stadion er det forbudt at bære klubfarver. Og der er masser af ansatte der hele tiden passer på at folk ikke jubler for meget, hidser sig op eller råber for højt. I så tilfælde dukker der hurtigt en steward op, der høfligt, men bestemt, beder om en korrekt opførsel. Det er alt sammen professionelt og strømlinet, og en lille smule kedeligt. Til gengæld kan fansene fra de duellerende mandskaber følges fredeligt ad på vejen ud af området bagefter dysterne. Der er – heldigvis – sket meget på den front siden hooliganismens svøbe satte sit umiskendelige, voldelige og destruktive præg på engelsk fodbold i Sportslørdag-epoken i 1970’erne og 80’erne.
Årets højdepunkt
I min barndom/ungdom så man frem til FA Cup finalen med omtrent samme spænding som juleaften. Især hvis ens eget favorithold deltog. Danmarks Radio transmitterede kampen live hvert år, og man slugte grådigt ethvert øjeblik. Traditionerne, orkestret, de kongelige håndtryk. Det var næsten som at være der. Hvert eneste år, hver eneste finale havde sine egne uforglemmelige højdepunkter og specielle dramaturgi.
Listen over de vindende kaptajner fra dengang der stolt kunne løfte trofæet for verdens ældste pokalturnering, bringer virkelig minderne frem: Eddie McCreadie, Frank McLintock, Billy Bremner, Bobby Kerr, Emlyn Hughes, Billy Bonds, Peter Rodrigues, Martin Buchan, Mick Mills, Pat Rice, Steve Perryman, Bryan Robson, Kevin Ratcliffe, Alan Hansen, Brian Kilcline, Dave Beasant, Ronnie Whelan. Man jublede med vinderne og følte med de sønderknuste tabere.
Sensationerne er et kapitel for sig. Hvad med dengang da Wimbledon slog Liverpool? Og da Sunderland nedlagde mægtige Leeds? Dem er der blevet færre af som tiden er gået og polariseringen blevet stærkere. Men så alligevel. Crystal Palaces sejr i fjor over Manchester City var da noget af en gedigen overraskelse. Når David tæsker Goliat, så giver det os alle sammen en følelse af, at alt i livet kan lade sig gøre. Det er ubetaleligt og befriende. Penge og budgetter er ikke altid afgørende. For i en finale kan alting ske.
For mig personligt var det mest uforglemmelige øjeblik, blandt mange, Alan Sunderlands sidste-minuts scoring i finalen i 1979, da Arsenal slog Manchester United med 3-2 i en af de mest forrygende afslutninger en FA Cup finale har budt ind med. Det var et elektrificerende moment! Sådan har vi nok alle et Wembley-øjeblik, godt og grundigt og levende lagret på hukommelsens hornhinde.
