Manden der skabte Danmarks bedste VM-resultat nogensinde
Bo Johansson debuterede som landstræner den 14. august 1996 med en venskabskamp på Nya Ullevi i Göteborg mod Bosses eget hjemland. Danmark vandt med 1-0 på et mål af debutanten Ole Bjur, og der var mærkbare forandringer at spore i den danske tilgang, i forhold til forgængeren Richard Møller Nielsen.
Det var tydeligt, at man i DBU mente at det var tiltrængt med et ”frisk pust”. Under Bo Johansson spillede landsholdet mere direkte og med mere offensiv aggression og højere pres, end tilfældet havde været under Ricardo. Det var straks iøjnefaldende i arvefjendeopgøret, og det blev en stil som Bosse praktiserede i hele hans æra som landstræner.
Jovial og lyttende chef
Den da 43-årige Bo Villy Roland ”Bosse” Johansson havde haft stor succes i svensk fodbold, og som træner i Silkeborg, som han førte til et meget imponerende dansk mesterskab i 1994. Johansson var en dygtig talentudvikler, og en mester i mandskabsbehandling. Han havde et overskudsagtigt, nærmest filosofisk forhold til sin metier, der virkede beroligende og behageligt på omgivelserne og de mennesker som han samarbejdede med.
Som taktiker var Bosse – ligesom Ricardo var det på sin måde – meget tydelig i de værdier som han var eksponent for. Svenskeren spillede altid en ret traditionel og simpel 4-4-2 med en diamantopstilling på midtbanen. Bagkæden skulle være stram og strømlinet, og der blev lagt vægt på solide kollektive værdier og hårdt arbejde.
Det blev hurtigt et tilbagevendende debatemne, om der i virkeligheden var plads til begge Laudrupbrødrene i ”diamanten”. Det forekom at være en ret animeret diskussion, for det ville være absurd, hvis en af de to danske verdensstjerner skulle sidde udenfor. Bosse var heldigvis aldrig det mindste i tvivl, og tilpassede sin taktiske tilgang, så Laudrup’erne kunne komme til deres ret. Michael som 10’er, og Brian som hængende angriber. Debatten var opstået i Ricardos epoke, hvor det ofte blev bemærket, at Michael ikke fik det optimale ud af sit blændende talent, mens Brian til gengæld leverede serier af stærke præstationer. Der er ingen tvivl om, at Ricardo havde det stramt med spillere der ikke fightede og var villige til at få blod på støvlerne, men i stedet brugte ressourcerne på de kreative momenter. Under Johansson fandt Michael ro og tryghed som landsholdets indiskutable playmaker.
Under Bosses ledelse forekom landsholdet revitaliseret. Det blev til 4 sejre i 4 kampe i debutåret 1996, og trods en alvorlig forskrækkelse med et 3-0-nederlag i Bosnien, kom VM-kvalifikationen i hus via en hårdt tilkæmpet 0-0 i Athen, hvor danske tilskuere blev dænget til med kasteskyts på lægterne i en meget ond atmosfære.
Svenskerens glansresultat blev VM i 1998 i Frankrig, hvor Danmark, som bekendt, nåede kvartfinalen. Den bedste danske VM-præstation nogensinde.
Kvartfinalen var en af de bedste kampe et dansk landshold har medvirket i. Nordens brasilianere mod de ”rigtige” brassere. Man endte med et smukt nederlag på 3-2 i en kamp, hvor danskerne var de kanariegule sydamerikaneres ligemænd. Laudrupbrødrene sluttede af på landsholdet med et brag af en kamp, og der var ikke et øje tørt. For Bo Johanssons vedkommende blev den flotte slutrunde en smuk belønning for gennemprofessionelt arbejde, og den sikrede ham et fint eftermæle i dansk fodbold.
Svingende resultater og en ”psykisk ustabil” Gravesen
Uden de to sublime feinschmeckere måtte Bosse bygge en ny offensiv i tiden derefter. EM-kvalifikationen kom meget skidt fra start med 0-0 i Minsk mod Hviderusland og et choknederlag i Parken mod Wales. Den joviale Johansson optrådte dog altid afbalanceret og imødekommende udadtil og over for pressen. Kun den unge brushane Thomas Gravesen kunne få den rare svensker til at se rødt. Gravesens adfærd stemte ikke overens med Bosses værdier, og han stod frem i pressen og kaldte vejlenseren ”psykisk ustabil”. Stabiliteten i landsholdsresultaterne indfandt sig efterhånden.
Med 6 sejre i træk lykkedes kvalifikationen. Et hjørnesparksmål af anfører Jan Heintze slæbte en kneben 1-0-sejr hjem over Hviderusland. Wales og Schweiz blev besejret, og Italien sensationelt (og lidt heldigt) bytte for et sultent dansk landshold, der troede på chancen i Napoli og aldrig gav op.
To playoff opgør mod Israel blev vundet overbevisende med samlet 8-0.
EM-slutrunden i 2000 blev desværre noget møg. Danmark havnede i en skrækpulje med Frankrig, Holland og Tjekkiet, og tabte samlet de tre gruppeopgør med 0-8. Bosse takkede stille og roligt af. Der var ingen dramatik eller sure miner. Han havde selv den stoiske indstilling, at man ikke skal være på for lange kontrakter, for synergien mellem træner og spillere har brug for fornyelse efter noget tid.
Johansson bør huskes for at han, med forholdsvis simple midler, fik frigjort nogle offensive ressourcer på landsholdet. Og for en personlighed med humor, ro og ægte autenticitet.
Og så var hans mesterskab med Silkeborg tilbage i 1994 jo en stærk præstation. En anekdote fra hans tid dér er karakteristisk for hans dygtige forberedelse. Bosse vidste alt muligt om alle mulige modstandere, og på et taktikmøde fortalte han at AaB’s målmand, norske Thomas Gill, havde en svag skudside. Bosse snakkede videre om de forskellige AaB’ere, da en af Silkeborgspillerne afbrød: ”Men hvilken side er det, at Thomas Gill er svag i”? Bosse kløede sig intenst på panden, tænkte sig godt om og svarede: ”Fy fan, det husker jeg ikke”. Den svenske selvironi afstedkom selvfølgelig en spontan munterhed. Sådan havde Morten Olsen aldrig sagt!
Statistik:
Landstræner 1996-2000.
40 landskampe. 17 sejre, 9 uafgjorte, 14 nederlag. Målscore: 52-43.
