Ny melding: Arsenals første sommertransfer er på plads
Mikel Arteta og Arsenal spilder ikke tiden. Selvom sommerens transfervindue 2026 kun lige står for døren, er den første store brik i det taktiske puslespil faldet på plads.
Den polske landsholdsspiller Jakub Kiwior vender ikke tilbage til det nordlige London efter sit lejeophold. I stedet bliver skiftet til portugisisk fodbold nu gjort permanent i en handel, der sikrer Arsenal en vigtig økonomisk indsprøjtning.
Ifølge den portugisiske avis Record har FC Porto valgt at aktivere den købsoption, der blev indskrevet i aftalen, da Kiwior blev udlejet i sommeren 2025. Prisen lyder på 150 millioner kroner. Et beløb, der falder på et tørt sted, når Arsenal skal ud og jagte forstærkninger til den kommende mesterskabskamp.
Den 26-årige polak har haft en forrygende sæson under Francesco Fariolis ledelse i Porto, hvor han er noteret for hele 37 optrædener. Nu belønnes han med en fast fireårig aftale i den portugisiske havneby.
Men salget af Kiwior er efter alt at dømme kun begyndelsen. Arsenal-ledelsen står over for en sommer, hvor truppen skal trimmes, og flere prominente navne sidder i en usikker situation, såsom Gabriel Martinelli, Leandro Trossard og Gabriel Jesus.
Sidstnævnte kæmper fortsat med at finde sit gamle topniveau efter en alvorlig korsbåndsskade. Med kun ét år tilbage af sin kontrakt til sommer, tyder meget på, at Arsenal vil lytte til bud på angriberen.
Pengene fra salget forventes at blive geninvesteret i en trup, der skal kunne kæmpe med om titlen på alle fronter i næste sæson.
Rygtet til FCK: Nu sætter han millionvilla til salg


















