Han bluffede sig hele vejen til toppen: Den bizarre opdagelse der reddede hans karriere
David Carlyle Rocastle blev født på denne dag i 1967.
”Rocky” voksede op i Lewisham i det sydlige London og havde en lidt forhutlet barndom. Han elskede fodbold og kuglen rullede ved hver en given lejlighed.
Han kunne ikke se en pind
I Millwall mente man ikke, at den teknisk dygtige teenager havde tilstrækkeligt potentiale, men Arsenal gav ham en lærlingekontrakt 1982. Der var imidlertid et problem. Han manglede totalt overblik, og driblede rundt med bøjet hoved og øjnene klistret på bolden. En af trænerne på Colney anlægget undrede sig såre, og tog knægten med ud midt på banen. ”Kan du se målet?”, spurgte han. Det kunne Rocky ikke. Han var ekstremt nærsynet, og det vækker forbløffelse, at han altså havde bluffet sig igennem skolen uden at nogen opdagede det. Klubben forsynede med kontaktlinser og så tog karrieren fart.
I 1985 debuterede den hurtige fløjspiller på Arsenals førstehold under Don Howes lederskab. Men det blev da George Graham kom til roret og genopbyggede og revitaliserede Arsenal i anden halvdel af 1980’erne, at Rocky kom til at spille en central rolle som den individualistiske, kreative kunstner i et hårdtarbejdende kollektiv.
Graham havde sit betonforsvar på plads. Kæden med Adams, Bould (eller O’Leary), Dixon og Winterburn blev kendt og frygtet under benævnelsen ”The Arsenal Back Four”. En velsmurt defensiv maskine med en offsidetaktik der fungerede som et schweizisk præcisionsur.
På midtbanen rådede den karismatiske manager over løbestærke fightere som Kevin Richardson og Michael Thomas. Offensiven bestod af Brian Marwood og Rocastle på kanterne, og så Alan ”Smudger” Smith og ”The Romford Pelé”, Paul Merson i front. David Rocastle var så absolut det farverige og teknisk seværdige element på et mandskab med meget stærke kollektive værdier. Grahams udgave af The Gunners blev nedsættende kaldt ”Boring Arsenal”, men han skabte en stærk vindermentalitet på Highbury og hans mandskab var meget vanskeligt at nedbryde. Resultater og trofæer tikkede ind efter års titeltørke.
Triumfer på stribe
I 1987 slog Arsenal Liverpool i Liga Cup finalen med 2-1 på to mål af ”Champagne Charlie” Nicholas, som Graham ikke desto mindre erstattede Med Alan Smith året derpå.
Den dramatiske mesterskabsafgørelse på Anfield i 1989 kom til at stå som et højdepunkt i Rocastles karriere. Året efter blev han ramt af en knæskade, der blev en indikation på tilbagevendende skadesproblemer. Han fik kun 16 kampe i 1990-91 sæsonen, hvor Arsenal atter blev engelske mestre. I 1992 kom han stærkt tilbage, men det blev en skuffende sæson for klubben med en 4. plads i ligaen og hurtig exit i alle cupturneringer. George Graham begyndte at miste tiltroen til Rocastles evner, og erstattede ham med Millwallspilleren Jimmy Carter, der imidlertid blev en komplet fiasko.
En strøm af skader og en tragisk ende
Rocky blev solgt til Leeds United, hvor han de næste halvandet år desværre var plaget af skader. Dét billede ændrede sig ikke meget med en transfer til Manchester City. I 1994-95 fik han kontrakt i Chelsea og spillede en rimelig god sæson, men derefter gik det stærkt ned ad bakke med skader.
Forsøg på at rette op på karrieren i Norwich og Hull mislykkedes, og til sidst tog Rocastle et par år i Malaysia.
På det engelske landshold debuterede Rocky mod Danmark i 1988, og siden blev han lidt af en talisman for Three Lions, idet England ikke tabte en eneste af hans 14 A-landskampe. Alligevel kom han aldrig til at optræde ved en slutrunde.
I efteråret 2000 blev Rocky diagnosticeret med aggressiv blodkræft. Det gik stærkt. De forskellige behandlingsformer havde ingen effekt, og han døde tragisk nok i 2001, kun 33 år gammel. Han efterlod sig hustru og tre børn.
