Målmand med gyldne fødder: Jesper Christiansen fylder år i dag
I moderne fodbold er det blevet mere og mere ”moderne”, at målmænd er kompetente i spillet med fødderne. Det levede Jesper Christiansen perfekt op til, som en af de første i dansk fodbold.
Jesper Ringsborg Christiansen blev født 24. april 1978 i Skovby. Han fylder altså 48 år i dag.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Som stortalent til Glasgow
Christiansen kom oprindeligt fra Roskilde og spillede sine første seniorkampe i RB 06. Via Ølstykke kom han til OB, og blev efter relativt få kampe solgt til Glasgow Rangers, hvor han dog aldrig slog igennem.
Det blev til korte udlejningsophold i Vejle og Wolfsburg, men blot 3 kampe for Rangers. Wolfsburg var en fejlcasting, så langt som Jesper ingen chancer fik på førsteholdet overhovedet.
Målmandstalentet var imidlertid indlysende, og i 2004 fik han et fint comeback i dansk fodbold i Viborg. Fra domkirkebyen kom Christiansen til FC København i 2005, og med ”Løverne” kunne Jesper Christiansen fejre fire danske mesterskaber og en pokaltitel i de efterfølgende år.
Hele tre gange vandt han Det Gyldne Bur; i 2005, 06 og 07.
Pers skudsmål
Da jeg skrev bogen ”Sikker-Per” om Per Wind, der i mange år var målmandstræner i FCK, gav han dette skudsmål om Jesper Christiansen:
”Jesper kom til FCK i sommeren 2005 og blev førstekeeper foran Benny Gall og Thomas Villadsen, efter at vi havde sagt farvel til Balasz Raboczki og Magnus Kihlstedt. Jesper var en rigtig god keeper, men man kunne godt af og til se på hans spil, at han havde været markspiller langt op i ungdomstiden. Jeg syntes, at han derved kom til at mangle lidt skoling og teknik. Det kom til udtryk bl.a. i luftspillet. Men til gengæld var han stærk i fødderne, og passede dermed godt til de moderne krav til målmændene.
Jeg husker tydeligt da han lige tog det frække træk bagom støttebenet i den store Champions League kamp i Parken i 2006 mod Manchester United. Når man gør sådan over for Wayne Rooney, så er selvtilliden på plads. Jespers reaktionsstyrke var også formidabel. Han var en virkelig god shot stopper”.
Afløste Thomas Sørensen
På A-landsholdet debuterede Christiansen 2. juni 2005 – endnu som Viborgspiller – i Tampere med et clean sheet, da han afløste Thomas Sørensen i pausen i en testkamp mod Finland.
I alt spillede Jesper Christiansen 11 landskampe, hvoraf han blev indskiftet i hele 6. Bortset fra en sort aften i Aarhus i 2007 (mod Irland), gik der blot 6 kasser ind.
Som Per Wind var inde på, så var Christiansen velsignet med mange gode målmandsegenskaber, såsom gode reflekser og stor styrke i mand mod mand situationer, og hans største naturlige force var nok spillet i fødderne.
I ungdomstiden var han markspiller til at begynde med, og hans tekniske kvaliteter var iøjnefaldende. Dermed blev han en af de første danske målmænd på landsholdsplan, der til fulde var i stand til at leve op til de ”nye/nyere” krav til keepernes kompetencer i spillet med fødderne.
Efter FCK-æraen spillede Jesper Christiansen i Elfsborg, OB og Vendsyssel, hvorefter karrieren blev rundet af i AB i 2018, hvor han fungerede som spillende assistenttræner.
I 2021 meddelte Jesper Christiansen, at han ikke længere ønskede at være en del af trænerteamet i Fremad Amager. Opsigelsen skete i protest mod den nye ejerkreds i Fremad. Han udtalte i den forbindelse til Bold.dk: ”Det er en ejerkreds, der har et blakket ry, som gør, at jeg ikke vil have mit navn sat i forbindelse med dem”.
Derefter var han cheftræner i Vejby/Tisvilde i nogle år, men nu er han tilbage som assistenttræner i Fremad Amager.


















