De anede intet om offside: Alligevel skabte denne duo dansk mirakel
Denne artikel handler om de mest mærkværdige landsholdstrænere, Danmark har haft. Landstrænerduoen Aksel Bjerregaard og Ove Bøje. Begge var højt uddannede specialister med kompetencer på internationalt niveau. Og ingen af dem havde en pind forstand på fodbold.
Aksel Bjerregaard blev født i 1916. Hans slægt var primært fiskere og gårdmænd på Fur, og faren var maskinarbejder på Orlogsværftet på Holmen, hvor man under 1. Verdenskrig havde behov for masser af arbejdskraft i bestræbelserne på at ruste flåden til at imødegå en mulig tysk invasion, som i givet fald forventedes at finde sted i Køge Bugt. Det lå ikke i kortene, at Aksel skulle blive student, men til familiens stolthed lykkedes det ikke desto mindre, da han midt i 1930’erne fik huen fra Efterslægtens Gymnasium.
Et universitetsstudium blev imidlertid afbrudt, for Aksel var grebet af at udforske idrættens fysiologi, og i 1942 valgte han at gennemgå Statens Gymnastikskoles kursus, og i 1946 stiftede han bekendtskab med det svenske atletikforbunds kurser. Fra 1943 til 48 var han ansat i Københavns Atletik Forbund som fysisk instruktør, og opfandt, udviklede og finpudsede her metoder til at skærpe idrætsudøvernes præstationsevner, især via den såkaldte ”gentagelsestræning” eller circuit-metoden. Så kom Dansk Boldspil Union pludselig med et interessant og usædvanligt tilbud.
Danske fodboldspillere skal i form
Det danske fodboldlandshold havde i 1930’erne oplevet en ret konstant deroute. Den tekniske, taktiske og ikke mindst fysiske standard blev klart overmatchet af nordmændene, som havde en ren guldalderperiode, og af arvefjenden, Sverige. Kampreferater fra de årlige højdepunkter – svenskelandskampen – bærer kontinuerligt præg af ærgrelser over at de blå-gule modstandere optrådte mere disciplineret, hurtigere og mere vakse i duelspillet og udpræget fysisk stærkere. Danskerne forlod sig fortrinsvis på individuelle glansnumre, men der blev længere og længere imellem snapsene – og sejrene.
Da DBU endelig tog sig sammen til at bede om international trænerinspiration fra England, var elitespillerne i en historisk sløj forfatning på alle parametre. Op til DBU’s nordiske jubilæumsturnering i 1939 fik man Edward ”Ted” Magner til at coache landsholdet, og det blev en enorm succes. Magner efterlod sig et nærmest mytisk eftermæle, men 2. Verdenskrigs udbrud betød, at dansk fodbold blev isoleret, og forsøg på at få Ted Magner til Danmark efter besættelsen strandede desværre fordi hovedpersonen blev alvorligt syg og døde, men da det stod klart, at de Olympiske Lege i 1948 skulle finde sted i London, måtte DBU bryde med 28 års selvvalgt isolation fra international turneringsfodbold, da man ønskede så tæt en politisk tilknytning til briterne og de allierede. Landsholdet skulle kæmpe med om OL-medaljerne mod bl.a. Sverige, og forberedelserne til den store opgave afspejledes af dansk fodbolds ”grand old man”, UK-formanden Kristian Middelboes programerklæring: ”Man må stramme kravene til spillernes ydeevne. De må forstå, at de optræder som repræsentanter for vort land, og det er et stort ansvar”. De danske amatørspillere måtte, med andre ord, indstille sig på at skulle i bedre form, for Middelboe sigtede først og fremmest til spillernes fysiske tilstand. Her kom Aksel Bjerregaard ind i billedet. I selskab og nært samarbejde med en anden belæst ekspert.
En dynamisk duo
Ove Bøje var, ligesom Bjerregaard, en pioner på sit felt. Han blev født i Aalborg men uddannede sig på Københavns Universitet til læge med speciale i fysiurgi. Hans forskning var banebrydende inden for klinisk idrætsmedicin. Bøje var efter sin lægeuddannelse ansat 1931-33 på Gymnastikteoretisk Laboratorium og Zoo-Fysiologisk Laboratorium hvor skrev sin doktordisputats om blodsukkerregulation under idræt. Præcis som den 12 år yngre Aksel Bjerregaard var Bøje bidt af en gal idrætsudøver, han var som ung en talentfuld pugillist (bokser). Han havde ingen indsigt i fodbold, ud over altså de fysiske træningsaspekter. Men det var nok for DBU. Landsholdsspillerne skulle i form, og til det formål blev en dynamisk duo af de to teoretikere sat sammen.
Optakten og forberedelserne til OL blev ledet af den gamle rigstræner Sophus ”Krølben” Nielsen under supervision af Aksel Bjerregaard og Ove Bøje, og under deres direktiver for fysisk træning. Bøje havde den overordnede, videnskabeligt funderede planlægning, mens Bjerregaard styrede den praktiske del af den fysiske træning, indendørs og udendørs. Ikke alle var lige begejstrede. En udpræget amatørist som Knud Lundberg må have haft vanskeligt ved at indordne sig under det skærpede fysiske fokus, men i sin krønike ”Dansk Fodbold” udtrykker Lundberg dog stor faglig respekt for det usædvanlige landstrænerpar.
Landsholdet afsluttede forberedelserne med at løbe Polen totalt over ende med en knusende 8-0-sejr i Idrætsparken, hvilket foranledigede det polske forbund til at melde afbud til OL. Danskerne derimod var i bedre form end nogensinde, hvilket atter understregedes i en gyser af et førsterunde opgør i London, da et brutalt spillende og stærkt undertippet egyptisk landshold tvang Danmark ud i forlænget spilletid på en stegende hed julieftermiddag på Selhurst Park. Med flere halvskadede aktører måtte der graves dybt, men danskerne stod distancen og sejrede 3-1 i et sandt opslidningsslag.
Siden fulgte den berømte kvartfinale mod Vittorio Pozzos italienske OL-mandskab, en kamp som forfatter Niels Jørgen Larsen har kaldt ”den vigtigste i dansk landsholdsfodbolds historie”. På bl.a. 4 kasser af Frems John Hansen slog danskerne støvlelandets medaljehåb i smadder, og 5-3-nederlaget til de nordiske vikinger, fik efterfølgende de italienske klubber til at importere danske (og svenske) spillere i bundter til verdens stærkeste liga.
Semifinalenederlaget mod Sverige var først og fremmest forårsaget af taktiske brølere og ikke – som man ellers havde vænnet sig til – fysisk underlegenhed. Man kan dårligt bebrejde Bjerregaard og Bøje, eftersom de jo på ingen måde var fodboldkyndige. DBU havde da også hyret Boldklubben Frems engelske træner, Reg Mountford, for at coache holdet taktisk, men som Lundberg efterfølgende bemærkede, så var Mountford en ”behagelig mand, men man hørte ham ikke så meget”. Det har formentlig også været forvirrende og ganske lidt formålstjenligt at skulle navigere i spændingsfeltet mellem Bjerregaard og Bøje, rigstræner Sophus Nielsen og DBU’s udtagelseskomité (UK). Officielt var Mountford landsholdstræner under OL, mens Bøje/Bjerregaard havde det formelle ansvar i optaktskampene.
Hvorom alting er, så var landsholdets OL-bronzemedaljer en markant succes. Landsholdet havde bestået det internationale turneringscomeback med glans, og de danske amatørspilleres fysiske tilstand havde været second to none. Bjerregaard og Bøjes systematiske træningsmetoder havde sandsynligvis en positiv indflydelse på ”legionærernes” omstillingsevne til de professionelle forhold, da aktørerne røg til de udenlandske ligaer.
Ove Bøje blev professor i fysiurgi i 1964. Dansk Idrætsmedicinsk Selskab uddeler ”Ove Bøje prisen” hvert 4. år. Den gives, ifølge Selskabet, ”til en som gennem sit virke indenfor forskning, klinik eller undervisning har bidraget væsentligt til at fremme og højne niveauet indenfor klinisk idrætsmedicin”.
Han gik bort i Holte i 1982.
Bøje/Bjerregaards statistik:
Landsholdscoaches i 1948.
3 landskampe. 2 sejre og 1 nederlag. Målscore 12-2.
