Solgt i 2021: Nu overvejer Liverpool at hente ham tilbage
Der venter formentlig en travl sommer i transfervinduet for Liverpool, der blandt andet overvejer en tidligere spiller, som er på en fri transfer.
Meldingen kommer fra TEAMtalk, der kan fortælle, at der med al sandsynlighed skal hentes en række nye spillere til klubben.
Det skyldes blandt andet, at Andy Robertson og Mohamed Salah med sikkerhed forlader klubben, mens det også synes sandsynligt, at Federico Chiesa er færdig.
Samtidig er Hugo Ekitiké ude i mange måneder, og Arne Slot har derfor brug for nye spillere, der kan øge konkurrencen, bredden og kvaliteten generelt i truppen.
Her bliver walisiske Harry Wilson nu nævnt som en mulighed af TEAMtalk. Den 29-årige midtbanespiller har kontraktudløb hos Fulham efter denne sæson, hvor han har storspillet i Premier League.
I 30 ligakampe er det blevet til ti mål og seks assists fra midtbanespilleren, som har en fortid hos Liverpool, hvor han var gennem hele klubbens ungdomsafdeling.
I løbet af sine første mange år hos The Reds blev han udlejet gang efter gang, og derfor blev det også blot til to førsteholdskampe for klubben.
I 2021 blev han solgt til Fulham for omkring 100 millioner kroner, og hos London-klubben har han efterfølgende spillet mere end 180 kampe.
Nu vil tiden vise, hvorvidt der bliver gjort konkret ud af Liverpools overvejelser om at hente den alsidige midtbanespiller, der kan hentes kvit og frit.



















