Skulderen af led og armen i slynge: Da Kejseren nægtede at give op og blev udødelig
Historien og folkeviddet har det med at tildele kælenavne til de store fodboldstjerner. ”Bisonen” Gunnar Nordahl og ”Professoren” Gunnar Gren er passende eksempler, der automatisk giver associationer til spillernes evner og karakteristika. ”Majoren” var Ferenc Puskas og ”Den flyvende Hollænder” kan jo kun være Johan Cruyff. Men det mest passende tilnavn af alle må Være Franz Beckenbauers. For der kan kun være 1 ”Kaiser”.
Beckenbauer havde nemlig en nærmest majestætisk udstråling på banen. Han var en uovertruffen taktiker og en unik, konstruktiv midterforsvarer. Han blev ophavsmand til liberobegrebet i nyere tid, da han bjergtog fodbolduniverset med sine uimodståelige fremstød fra de bagerste rækker, sine ”drejefinter” der skabte rum og plads til konstruktive afleveringer, og ikke mindst det forudseende forsvarsspil, hvormed han læste spillets udvikling som med en radar, og effektivt lukkede alle defensive huller.
Enestående karriere
Det blev FC Bayern München der kom til at udgøre platform for den aristokratiske tekniker. Bayern brød igennem til Bundesligaen i 1965, og afløste 1860 München som Sydtysklands stærkeste klub. I det følgende tiår kom opkomlingene til at dominere tysk og europæisk fodbold.
Det specielle kælenavn kom af, at en journalist mente, at Franz mindede om den gale Bayernkonge, Ludwig 2.
Franz havde en aura af storhed og uovervindelig feltherre på grønsværen, men privat var han genert og reserveret, hvilket ofte forveksledes med arrogance.
Gennembruddet på landsholdet var ved VM-slutrunden i 1966 i England, hvor en kun 20-årig Beckenbauer spillede på midtbanen og var med til at vinde sølv med Vesttyskland. Han kåredes dét år til ”Årets Spiller” i Vesttyskland for første gang af i alt 4.
Fire år senere scorede han et vigtigt VM-mål i Mexico mod England, og var dermed kraftigt medvirkende til de forsvarende verdensmestres fald i en myteomgærdet og legendarisk dyst. Beckenbauer vred sin skulder af led, men gennemførte semifinalen mod Italien med armen i en slynge. Han kunne dog ikke forhindre støvlelandet i at sejre med 4-3.
Tredje gang blev imidlertid lykkens gang. I 1974 blev han verdensmester med Vesttyskland ved VM på hjemmebane, en triumf som han senere fulgte op som tysk landstræner i 1990. Dermed er han en af kun tre, udover førnævnte Zagallo og franske Deschamps, der har vundet VM både som aktiv og som træner.
Titlen i 1974 betød, at Vesttyskland både var regerende Europa- og verdensmestre, eftersom EM i 1972 blev vundet af tyskerne i Bruxelles med en 3-0-sejr over Sovjet i finalen.
Kejseren blev kåret til Årets Bedste i Europa to gange, i 1972 og 76, blev to gange nummer 2 og en gang nummer 3. Han vandt tre Europa Cup turneringer for mesterhold og 4 tyske mesterskaber og 4 gange DFB-pokalen med Bayern München. Dertil skal lægges Europa Cuppen for pokalvindere i 1967. Bayernholdet, med Sepp Maier, Georg ”Katten” Schwarzenbeck, Paul Breitner, Uwe Hoeness og bomberen Gerd Müller, er formentlig aldrig overgået i tysk fodbolds historie, og i mine øjne blegner alle senere Bayern-mandskaber i sammenligningen, selv om klubben har domineret tysk fodbold tungt i en lang årrække. At danske Johnny Hansen var en fast og pålidelig højre back i den store æra i 1970’erne, er virkelig en markant hæder for dansk fodbold, og det vidner om Johnnys høje klasse.
Flygtede til USA
I 1971 optrådte Franz Beckenbauer på det vesttyske landshold i Idrætsparken i en venskabskamp mod Danmark (og Johnny Hansen) som tyskerne vandt i et overraskende tæt opgør med 3-1. Der Kaiser scorede det sidste tyske mål. Det var eneste gang, Kejseren var konfronteret med Danmark som spiller. Men som ”Bundestrainer” stod han i spidsen for det tyske EM-hold i 1992, der som bekendt fik klø af danskerne i Göteborg.
Efter den tredje Europa Cup triumf i 1975, hvor Bayern vandt (ufortjent) over engelske Leeds United, stod det klart, at den gyldne generation stod til udskiftning. Johnny Hansen rejste hjem til Vejle, Paul Breitner søgte nye græsgange i Spanien, Hoeness blev erklæret fodboldinvalid og Gerd Müller kæmpede med overvægt og alkoholforbrug. ”Sydens stjerners” suverænitet var en torn i øjet på mange, og pressen frydede sig over, og svælgede i holdets problemer. Franz søgte tilflugt fra det massive pres i USA, hvor han spillede på hold med Pelé i New York Cosmos og engagerede sig i NASL ligaen. Det blev også et definitivt farvel til det vesttyske landshold, som han repræsenterede 103 gange. Men i 1980 vendte han hjem og valgte – noget overraskende – at repræsentere FC Bayerns konkurrenter, HSV.
Hurtigheden i benene var ikke helt som i ungdommens vår, men spilintelligensen var usvækket, og Bayerns Kejser blev Fyrste af Elben, da han førte Hamburg – med danske Lars Bastrup i angrebet – til det tyske mesterskab i 1981. En sæson i New York afrundede en enestående aktiv karriere.
Det var ikke uventet, at ”Der Kaiser”, også som træner fik stor succes. Han blev fransk mester med Marseille i 1991 og tysk mester med Bayern i 1994 og desuden UEFA Cup vinder i 1996.
I 2010’erne blev Beckenbauer anklaget for at have spillet en lyssky rolle med bestikkelser, i forbindelse med det tyske forbunds (vellykkede) forsøg på at opnå værtskab for VM-slutrunden i 2006. Sagen endte uden nogen domfældelse.
Igennem mange år havde Franz Beckenbauer en fremtrædende position i FC Bayern München som klubpræsident. Han gik bort i 2024.
