Tandløs, halvskaldet og nærsynet – men han blev hele Englands jernmand og VM-helt
Kun 2 engelske fodboldspillere har opnået at vinde både en FIFA VM-guldmedalje og Europa Cup turneringen for mesterhold. Nemlig Bobby Charlton og Nobby – egentlig Norbert – Stiles.
Nobby var en aldeles usædvanlig fodboldstjerne og rollemodel. Allerede som ung lignede han en ældre kontorist. Han havde dårlige tænder som barn og fik fjernet de fleste pløkker, der blev erstattet af et gebis. Han var også halvskaldet hvilket afstedkom en gyselig hentehårsfrisure. Han var ekstremt nærsynet. Og så var han ret lille, i alt fald for en spiller der lever på fysik og nærkampstyrke. For dét gjorde Nobby. I en grad så han fik opbygget et ry som Englands hårdeste spiller.
Nobby var Manchesterdreng og glødende supporter af United, så det var noget af en drøm der gik i opfyldelse, da Matt Busby skrev kontrakt med den undselige Stiles i 1960. Den lille kompromisløse terrier blev en af grundpillerne i Busbys rekonstruktion på Old Trafford.
Ramseys matchspoiler
Sir Alf Ramsey så også mulighederne og Nobby spillede en fuldkommen uvurderlig rolle på verdensmestermandskabet i 1966, bl.a. ved at losse Eusebio ned et utal af gange i semifinalen, og dernæst sætte et tungt og uophørligt fysisk pres på den vesttyske midtbane i VM-finalen. Det var en mere end en smule pinligt at Alf Ramsey offentligt kaldte argentinerne for brutale ”animals”, mens træneren selv slap sin vagthund løs på modstandernes nøglespillere i kamp efter kamp. Nobby var nok tandløs, men også særdeles bidsk. Medierne var meget delte i deres opfattelse af Stiles’ stil, og flere aviser krævede ham fjernet fra holdet. Der blev stillet spørgsmålstegn om hans tilgang var værdig for opfinderne af en gentlemansport som fodbold. Men englænderne tog den lille fighter til deres hjerter da han efter finalen, ved præmieoverrækkelsen, opførte en lille improviseret jig, med trofæet i den ene hånd og de kunstige tænder i den anden.
Stiles’ stil og hans rolle på det engelske VM-mandskab dannede hurtigt mode i engelsk fodbold. Snart havde alle ligahold med respekt for sig selv, en hardhitter på den defensive midtbane der skærmede for den kreative spilopbygning og tog slagsmålene i maskinrummet. I 1970’erne blev denne spillertype så udbredt at fænomenet ”hatchetmen” – øksekrigere – blev ganske uomgængeligt. Leeds United havde Norman Hunter og Billy Bremner, Arsenal havde den uhyggelige Peter Storey, Aston Villa entrerede med den skæggede vildmand Trevor Hockey der spillede i rugbystøvler, og siden hen bragte Wimbledons Crazy Gang høvding Vinnie Jones hårdheden i spillet op på et helt nyt plan. Lille, undselige Nobby var simpelthen rollemodellen for dem alle.
I 1968 medvirkede Nobby Stiles i høj grad til Manchester Uniteds Europa Cup triumf i mesterholdenes turnering – datiden Champions League. Nobby led af en knæskade og var tvivlsom op til finalen mod Benfica, men til manager Matt Busbys lettelse, lykkedes det ham at blive klar. Atter stod Stiles overfor tidens største fodboldspiller (i konkurrence med Pelé), den forrygende portugisiske perle, Eusebio. Og endnu en gang neutraliserede den lille terrier den store elegante kreatør med benhårdt spil. Det banede vejen for en 4-1-sejr efter forlænget spilletid til United, der dermed blev den første engelske vinder af et Europa Cup trofæ.
Ved indgangen til Sportslørdag/Tipsfodbold-epoken i 1970’erne havde Stiles dog mistet sin plads på det engelske landsholds midtbane. Alf Ramsey foretrak Tottenhams Alan Mullery som defensiv, central midtbanemand, og det forstår man måske godt, for Mullery var helt indiskutabelt en langt bedre fodboldspiller end Stiles. Alligevel var den lille United-fighter hårdt savnet i Englands VM-opgør mod Brasilien og Vesttyskland ved verdensmesterskabet i Mexico. Bobby Moore var ikke på samme niveau som i 1966, og det engelske forsvar savnede i dén grad en hård hund, der var i stand til at aflaste defensiven og give lidt albuerum. Selv om Alan Mullery blev udvist ved EM i 1968 (som den første engelske landsholdsspiller i historien), så havde han ikke Nobbys kompromisløse kynisme. Stiles sad på bænken i alle Englands kampe ved slutrunden i 1970.
Nærsynethed var forklaringen på det hårde spil
Udenfor banen var Stiles godheden selv. Han udtalte flere gange, med et glimt i øjet, at hans dårlige syn var årsagen til hans ofte brutale spil. Han kom for ofte for sent i tacklingerne fordi han ikke kunne se – og afstandsbedømme – ordentligt. Nobby bar da også briller med hinkestens-tykke glas, men på banen bar han kontaktlinser, som i datidens udgave var pinefulde og ubehagelige for øjnene. Da han blev manager, opbevarede han altid linserne i en lille fin fløjlsæske på sit kontor, hvilket ind imellem foranledigede folk til at tro at det måtte være VM-medaljen der lå i den.
Nobby Stiles sluttede af i Manchester United i 1971. Han spillede derefter to udmærkede sæsoner i Middlesbrough i 2. division, hvor han var med til at sætte en positiv udvikling i gang. Til slut endte karrieren med et par år i Preston North End, hvor Stiles siden blev en respekteret manager. I modsætning til mange andre tidligere stjerner i epoken lykkedes Stiles fint med at føre en stille og harmonisk tilværelse efter den aktive karriere. Siden 1963 var han gift med en søster til den tidligere Manchester United- og Leedsstjerne, Johnny Giles.
På sine ældre dage led Nobby under fremskreden demens, sandsynligvis som en konsekvens af mange hovedstød med de tunge bolde der var i anvendelse før i tiden.
Senere verdensmesterskabs-slutrunders engelske slagsange (og deres musikvideoer) har udødeliggjort hans lille VM-jig fra triumf året 1966. Men I 2020 havde Stiles danset af. I slutningen af oktober sov den lille jernmand stille ind.
