VM-skandale: Tog linjevogteren hævn for den kolde krig?
Det er den 30. juli og klokken er 11 minutter over 5 om eftermiddagen. Verdens opmærksomhed er for en stund rettet mod noget andet end de igangværende internationale politiske kriser i Argentina og Afrika. Folk sidder klinede til radio-og tv-apparater kloden over, og følger i intens spænding transmissionerne fra finalen om verdensmesterskabet i fodbold. Det er det klassiske opgør mellem de gamle dødsfjender i to verdenskrige, England og (Vest)Tyskland, der udkæmper en tæt og nådesløs match om det mest prestigefyldte trofæ i fodboldens univers: Jules Rimet pokalen.
Hjemmeholdet har generelt spillet bedst og presser på i den forlængede spilletid ved stillingen 2-2. Finalens yngste aktør, Evertons iltre Alan Ball, sender et indlæg ind imod det trætte tyske forsvar. Englands centerforward, Geoff Hurst, som landstræneren Alf Ramsey har foretrukket frem for folkehelten Jimmy Greaves, får fyret kuglen mod mål. De 97000 tilskuere i fodboldens Mekka – det mægtige Wembley – holder vejret, mens bolden rammer overliggeren og ryger ned bag keeper Hans Tillkowski og derfra ud på banen. Er der mål? Var den inde? Den schweiziske dommer Gottfried Dienst er forståeligt i tvivl. Han har ikke VAR eller ”advanced goal technology” til sin disposition, så han afbryder spillet og konfererer med sin linjevogter, Tofiq Bahramov, der er overbevist om, at bolden var over stregen, og Dienst dømmer mål. Tyskerne raser over kendelsen, men må sætte alt ind i de døende minutter for at få en udligning. Satsningen medfører, at Geoff Hurst får en kontrachance som han kanonerer i kassen til 4-2. England har vundet verdensmesterskabet og titlen fejres på behørig vis i de små hjem og på pubberne, mens anfører Bobby Moore bæres i guldstol og midtbanekrigeren Nobby Stiles opfører en lille sejrsdans med trofæet i den ene hånd og hans gebis i den anden.
Men er den engelske triumf i virkeligheden resultatet af et kæmpe fupnummer? Er publikum vidne til den største skandale i VM’s historie?
I Tyskland er man ikke i tvivl. Bolden var aldrig over stregen, og Hursts angiveligt uretmæssige scoring får tilnavnet ”Wembley Tor”, altså et mål der aldrig burde have været godkendt. Der opstår rygter og konspirationsteorier om bestikkelse og svindel i FIFA. Men har englænderne virkelig snydt sig til triumfen?
Urent trav?
Opmærksomheden retter sig først og fremmest imod dommer og linjevogter. Sidstnævnte bliver generelt kaldt ”den russiske linjedommer” i pressen. Det er dog noget misvisende. Bahramov er fra Azerbadjan, der dengang hørte med til Sovjetunionen, og han er kolossalt respekteret i sit hjemland. Han dømte en række store internationale opgør i sin karriere og fik det nationale stadion i Baku opkaldt efter sig.
Footage fra finalen viste klart, at Bahramov ikke stod særlig godt placeret i forhold til at træffe den tonstunge afgørelse om hvorvidt bolden var i mål eller ej. Det affødte talrige spekulationer. Tog linjedommeren hævn for Sovjets semifinalenederlag til Vesttyskland? Var han politisk/ideologisk påvirket til at være partisk? Var han ligefrem bestukket af det engelske fodboldforbund? Der findes imidlertid ikke et eneste bevis eller nogen former for vægtige indikationer på urent trav. Efter al sandsynlighed dømte Bahramov og Dienst efter deres bedste skøn, og de har nok været påvirket af, at det faktum, at de engelske spillere som befandt sig i spillets nærhed i det splitsekund, hvor bolden dunker i græsset bag Tillkowski, Roger Hunt og Geoff Hurst, begge rakte armene jublende i vejret, frem for at forfølge den stadig åbne chance. En impulsiv og instinktiv reaktion, der formentlig har virket suggestivt overbevisende på mændene i sort. Hunt fastholdt til sin død, at bolden var inde. Det var den nu ikke.
Videnskabelige undersøgelser har påvist, at bolden var 50% over stregen, og det er jo ikke lovformeligt tilstrækkeligt. Kendelsen må betragtes som et fejlskøn af kolossale dimensioner. Men samtidig en menneskelig fejl der intet har med svindel eller bestikkelse at gøre. Shit happens i fodbold. Eller i dette tilfælde ”scheisse”, for det var naturligvis en bitter pille at sluge for vesttyskerne. I øvrigt havde England spillet bedst og fortjente sejren, men det er jo en helt anden sag.
Konspirationsideerne var imidlertid tilsyneladende endeløse. De kom også til at omfatte det mystiske forløb af Englands kvartfinale mod Argentina.
Rattins mystiske udvisning
Den kamp var et sammenstød mellem to meget forskellige fodboldkulturer. England spillede dårligt og Argentina mødte ind med en meget defensiv indstilling. Opgøret tippede afgørende til hjemmeholdets fordel, da den vesttyske dommer Rudolf Kreitlein udviste sydamerikanernes anfører, Antonio Rattin.
Argentineren forstod tydeligvis ingenting og var meget længe om at bevæge sig ud af banen og stadion (Wembley). Udvisningen var ikke fremkaldt af et groft frispark eller lignende, og Kreitlein udtalte bagefter, at Rattin havde begået ”sproglig vold”, hvilket forekom noget forvrøvlet, eftersom tyskeren ikke talte spansk og Rattin ikke talte tysk.
Fodboldhistorikeren Jonathan Wilson foretog en saglig og kritisk analyse af kampforløbet i sin bog, ”The Anatomy of England”. Her var konklusionen, at Rattin havde begået et par frispark i den hårde ende, men tilsyneladende uden at modtage speciel opmærksomhed fra dommeren, svarende til en advarsel (der fandtes ikke gule og røde kort på det tidspunkt).
Men Wilson konstaterede også, at Rattin gentagne gange brokkede sig og gestikulerede foran dommeren. I mindst ét tilfælde hev han Krautlein i ærmet. Det blev dengang anset for utilbørlig optræden og er en rimelig og plausibel årsagsforklaring på, at dommeren fik nok af Rattin. Denne har, på sin side, nok ment sig berettiget til at protestere over kendelser undervejs i kraft af anførerhvervet, og som det var ganske almindelig kutyme i sydamerikansk fodbold. Så man kan måske sige, at argentineren blev offer for et kultursammenstød. Men skandaløst var det nu næppe.
Det var til gengæld pinligt, at den engelske landsholdcoach, Alf Ramsey, efter kampen nægtede sine spillere at bytte trøjer med modstanderne, hvorefter han kaldte argentinerne ”animals” på det efterfølgende pressemøde. Det var både groft, blamerende og utilstedeligt.
Ifølge Jonathan Wilsons analyse af opgøret var de indbyrdes skærmydsler og konfrontationer ikke i nærheden af et alarmerende niveau. Det tålte ingen sammenligning med fx ”Slaget i Bern” i 1954 eller ”Slaget i Santiago” i 1962. Set i relation til sådanne voldsopvisninger var kvartfinalen forholdsvis fredsommelig. Det kan man imidlertid ikke ligefrem sige om Ramseys egen midtbanevagthund, Nobby Stiles. Manchester United fighterens tilgang var så rå og kynisk, at dele af den britiske presse stillede spørgsmålstegn ved, om VM-værterne kunne være bekendt at have sådan en mand på landsholdet. Det satte Ramseys ”Animals” udtalelse i et endnu mere pinligt relief.
Sprogforbistringen og den kommunikative nedsmeltning ifm. Rattins udvisning inspirerede FIFA-dommer Ken Aston til at opfinde systemet med gule og røde kort. Det kan du læse mere om i fortællingen om VM-skandalerne i 1962.
Hvis du vil læse mere om nogle af slutrundens hovedpersoner, så er der portrætter af disse store profiler her på PLBold i dag:
Alf Ramsey: Link.
Bobby Moore: Link.
Nobby Stiles: Link.
Uwe Seeler: Link.
Franz Beckenbauer: Link.
Eusébio: Link.
Links til de øvrige artikler om VM-historien:
VM-skandalerne 1930: Link.
VM-skandalerne 1934: Link.
VM-skandalerne 1954: Link.
VM-skandalerne 1962: Link.
