Han var Danmarks bedste forsvarer – men da de vandt OL-bronze, måtte han se med fra sidelinjen
Poul Eyvind Petersens karriere var på mange måder paradoksal og modsætningsfyldt.
Han var egentlig oprindeligt en talentfuld angriber, men kom til at spille back af den meget defensive slags. Han blev udtaget til den prestigefyldte kamp på Hampden Park i 1947 mellem Storbritannien og resten af Europa, men spillede forfærdeligt. Han var Danmarks bedste forsvarsspiller i tiden efter besættelsen, men kom ikke til at spille for bronzeholdet i 48.
Forud for sin tid
Poul Petersen var en teknisk særdeles dygtig spiller. Han havde en veludviklet sparketeknik og et godt overblik. Desuden var han hurtig og klog. Det var ikke så mærkeligt at hans klub AB så et strålende talent i Poul Petersen. Det underlige er at han, som seniorspiller, omskoledes til back i en klub der ellers satte pris på dygtige teknikere og taktikere.
Backpladsen i tre-back systemet var udpræget defensiv og destruktiv. Backerne skulle passe på modstanderens wings og samtidig bakke op om den lidt ”ensomme” centerhalf i midten, der ofte lå isoleret med sin direkte modspiller – fjendens centerforward. Der var altså meget lidt – om overhovedet nogen – muligheder for at agere konstruktivt og offensivt som back. Tommelfingerreglen var at backerne ikke skulle bevæge sig over midterlinjen, og når de fik fat i bolden, skulle de spille den hurtigt og gerne langt væk fra farezonen.
Poul Petersen havde så meget mere fodbold i sig, end den placering han måtte spille indebar. I det gamle 2-back system havde han været en gudbenådet konstruktiv forsvarer. Men i 40’erne måtte man som back nøjes med at være møver.
Poul debuterede på landsholdet i 1946 i en kamp i Oslo mod Norge. Det blev en voldsom skuffelse med et uventet nederlag på 1-2. Han spillede en uvant plads som venstre back for at gøre plads til veteranen Poul L. Hansen fra B. 93 i højre side.
Det danske hold stillede ellers med en stærk opstilling, med Jørgen Leschly Sørensen, Karl Aage Hansen, Knud Lundberg, Johannes Pløger og Carl Aage Præst i angrebet. Et olympisk mandskab med slagkraft var ved at blive sammenspillet, forud for OL i London to år senere. DBU havde oppet sig og ansat den tidligere Arsenalspiller, James D. Butler som træner for landsholdet.
Butler – født i Colombo i Ceylon (nu Sri Lanka) – havde spillet næsten 300 kampe for the Gunners og en enkelt landskamp for England, og var coach for det belgiske landshold i flere perioder og desuden manager i bl.a. Crystal Palace og Leicester City. Han nød stor tillid blandt landsholdsspillerne, men måtte rasende konstatere at de nærmest opførte sig som om de var på feriekoloni i Norge, da man bagefter evaluerede kampen. Det gik vist ikke stille af sig.
På Europas udvalgte hold
Poul Petersen fik dog genvalg til næste landskamp mod Sverige. Et trimmet og topmotiveret dansk mandskab udspillede fuldkommen svenskerne, der ellers havde et uhyggeligt stærkt internationalt hold på vej. Deres sprudlende talentfulde inner-trio hed: Gunnar Gren, senere Milan, Gunnar Nordahl, senere ligeledes Milan, samt Henry ”Garvis” Carlsson, senere Atlético Madrid. Tre af de dygtigste forwards svensk fodbold nogensinde har produceret. Danskerne lukkede dem imidlertid effektivt ned, ikke mindst på stærkt forsvarsspil af anfører Arne Sørensen og unge Poul Petersen, og længere fremme på banen dominerede den danske offensiv kampen totalt. En forrygende afslutning med to mål kort før tid af Leschly Sørensen og Præst sikrede en fuldt fortjent dansk hjemmesejr. Siden spillede Poul Petersen backpladsen på landsholdet fast de næste 6 år. Endda så overbevisende, at han blev udtaget til prestigeopgøret mellem Storbritannien og Europa på Hampden Park i Glasgow i 1947. Det indbragte navnet Europa-Poul – og en på mange måder frygtelig sportslig oplevelse, eftersom det kontinentale Europa blev udspillet og tabte med 6-1.
Poul Petersen var, sammen med AB-kollegaen Knud Bastrup-Birk, udset til danne et solidt backpar ved OL i London i 1948. Men begge var skadede under turneringen og kom ikke til at spille. Det satte et umiskendeligt præg på det danske spil. I semifinalen mod Sverige manglede det danske forsvar taktisk struktur og tabte fortjent med 4-2. Et nederlag der kunne være blevet langt større, hvis ikke Eigil Nielsen havde vogtet det danske mål med bravour.
Dansk fodbold i tiden efter de Olympiske Lege blev kraftigt påvirket af den store spillerudvandring til især Italien. Eftersom Poul Petersen ikke havde haft et udstillingsvindue ved OL, og eftersom forsvarsspillere ikke var i høj salgskurs, kom ”Europa-Poul” aldrig til udlandet som professionel. I stedet nåede han at vinde hele 5 danske mesterskaber med AB og deltog ved de Olympiske Lege i 1952 i Helsinki, hvor Danmark nåede kvartfinalen.
Landstræner med ringe erfaring og sløje vilkår
Efter den aktive karriere blev Petersen landstræner efter Arne Sørensen i 1962. Det var en drøj udfordring, eftersom det var tunge fodspor at skulle træde i, og da Poul Petersen faktisk ikke havde megen erfaring med træner-hvervet. Europa-Poul er helt uden tvivl den danske landstræner i historien, der har haft de smalleste træner-cv. Han havde faktisk aldrig trænet et seniorhold. Til gengæld havde han praktisk erfaring.
Ansættelsen vidnede omvendt om den store respekt for Petersens taktiske kunnen der fandtes i dansk fodbold på det tidspunkt. Som kontoruddannet og med administrativ erfaring fra bestyrelsesarbejde i AB (og søn af en politibetjent) var Poul vant til at holde system i sagerne. Men arbejdsvilkårene som landstræner var frustrerende ringe.
Det startede ellers lovende med bl.a. en flot 4-1-sejr over Holland. Men siden måtte man sande, at dansk fodbold var kraftigt stagneret taktisk, teknisk og ikke mindst på talentudviklingen. De sidste amatørers landshold måtte forlade sig på defensivt og destruktivt spil, ofte til publikums mærkbare mishag. Og i virkeligheden langt fra landstrænerens egen dybeste overbevisning om hvordan fodbold bør spilles.
Europa-Poul gik bort i 1997.
