Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Den akademiske folkehelt

08.04.2026 Kl. 09:35

Joseph (Joe) Royle blev født og voksede op i Liverpool, men i modsætning til en masse andre dygtige fodboldspillere fra Merseyside (og mange andre steder i England), så var Joe ikke et produkt af en fattig opvækst hvor man måtte kæmpe sig ud af en udsigtsløs tilværelse i en kulmine eller lignende.

Royle kom fra et pænt borgerligt hjem og gik i en velestimeret skole (der i øvrigt også har lagt uddannelse til folk som John Lennon, Steve Coppell, et par ministre m.fl. Således blev Royle en slags ”akademisk” modstykke til den typiske arbejderklasse fodboldspiller.

Portrættet fortsætter efter videoen.

Historiens yngste debutant i Everton

Royles fodboldtalent var imidlertid så indlysende, at det kastede en kontrakt med Everton af sig, efter at hans evner var blevet noteret af scouts fra Goodison Park.

Faktisk var talentet særdeles iøjnefaldende, for Joe blev i 1965 Evertons på det tidspunkt yngste debutant i historien, som kun 16-årig. Siden blev det til 276 ligakampe i den blå del af Liverpool, og Royle medvirkede til et engelsk mesterskab i 1970 under Harry Cattericks ledelse.

Joe var en både fysisk og teknisk dygtig centerforward, og i årene 1967-71 scorede han 16, 22, 23 og 17 kasser for Everton. Han var kolossalt populær på Goodison, formentlig på grund af hans spillestil; et mix af teknisk overlegenhed og dedikeret knofedt.

Han svigtede aldrig supporterne med sin indstilling, og leverede samtidig kerneopgaven: Mål. Desuden var han en flot, høj fyr, hvilket nok har givet points hos de kvindelige tilhængere i den blå del af Liverpool.

I 1971 debuterede den da 22-årige Royle på det engelske landshold i en EM-kvalifikationsmatch mod Malta på den berygtede grusbane i Gzira.

England sled en smal 1-0-sejr hjem på et mål af Martin Peters. I Royles næste kamp mod (Jugoslavien) scorede han, og det så grangiveligt ud til, at Joe ville blive afløseren for Geoff Hurst i det nationale angreb, men skader kom i vejen, og det blev kun til 6 A-landskampe for England og 2 mål.

Langtidsholdbar karriere

Skaderne i første halvdel af 70’erne betød, at klubben mistede troen på deres centerforward, og i 1975 solgte Everton ham til Manchester City. Det faldt ikke i supporternes smag.

Royle er da også på en alle tiders 5. plads på listen over Evertons største målscorere gennem tiderne. Endda med samme placering hvis man regner efter scoringssnit. Der er ikke noget at sige til, at publikum på Goodison elskede ham.

På Maine Road spillede Royle nogle gode sæsoner og var med til at vinde Liga Cup turneringen i 1976. Med alderen blev han i høj grad den kloge opspil-station, der kunne skabe plads til hurtige medspillere, mere end den typiske goalgetter.

I slutningen af 1970’erne spillede Royle tre sæsoner i Bristol City, og karrieren blev rundet af i Norwich.

Samlet set opnåede forwarden 557 kampe i den øverste række og præsterede 181 ligascoringer.

Efter den aktive karriere blev Joe manager i Oldham, og det var et særdeles godt match. Under Royles kompetente management rykkede The Latics op i 1. division i 1991 efter at have spillet sig frem til Liga Cup finalen året forinden (Nottingham Forest vandt den med 1-0).

Efter succesen med Oldham havde Royle perioder som chef i Everton, Manchester City og Ipswich, og han har haft jobs som assistent og talentudvikler i flere klubber.

I de senere år har Joe Royle ofte været benyttet som medieekspert, ligesom han har gjort et stort arbejde for at gøre opmærksom på problemet med tidlig demens blandt forhenværende topspillere.

Alle tiders bedste målscorere i Everton:

  1. Dixie Dean 377 431
  2. Graeme Sharp 159 445
  3. Bob Latchford 138 289
  4. Alex ”Sandy” Young 125 314
  5. Joe Royle 119 276
  6. Dave Hickson 111 253
  7. Roy Vernon 111 203
  8. Edgar Chadwick 110 300
  9. Alex Young 109 275
  10. Tony Cottee 99 230

Læs også: Han er den perfekte afløser for Brian Riemer

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce