Husker du ham? Han var geniet bag engelsk fodbolds største øjeblikke
David James Sexton var en særegen blanding af markante karaktertræk. Svær at blive helt klog på.
Det fædrene ophav, Archie Sexton, var en relativt dygtig bokser, der udkæmpede ikke færre end 222 professionelle dyster, heriblandt den allerførste boksekamp der blev sendt i tv (i 1933). Det har nok ikke været nogen særlig sund levevej, og i 1936 fik han øjet slået ud i en fight, hvilket berøvede ham – og familien – det livsnødvendige indtjeningsgrundlag midt under den såkaldte Great Depression i 30’ernes London, hvor det var særdeles skidt at være arbejdsløs. Faderen blev betjent under krigen og endda dekoreret helt, da han reddede tre personer fra døden i et sammenstyrtet beskyttelsesrum. Siden emigrerede han til New Zealand hvor han døde som blot 49-årig i 1957.
Dave Sexton voksede altså op i en familie der nok ikke har været problemfri…
Barndomshjemmet i Islington lå i Arsenal FC’s ”baghave”, men Dave fik sin første professionelle kontrakt som ung spiller i Luton Town i 1951. Siden spillede han i bl.a. West Ham og Crystal Palace som en klog og arbejdsom, og forholdsvis målfarlig innerwing, men det blev i managersædet han for alvor slog sit navn fast i engelsk fodbolds historie. Efter at have virket som coach i nogle år i Chelsea fik Sexton sit første managerjob i Orient i 1965. Han blev dog overtalt til at blive first team coach i Arsenal, da Bertie Mee overtog chefjobbet på Highbury efter Billy Wright året efter. Den uerfarne Mee, der egentlig oprindeligt var Arsenals fysioterapeut, havde brug for taktisk ekspertise omkring sig, og headhuntede Sexton. Det gav en god platform for at folde sit trænertalent ud, og efter kun en enkelt sæson blev Sexton udpeget som manager i Chelsea FC.
Succes på The Bridge
The Blues havde på det tidspunkt et særdeles dygtigt og talentfuldt kuld af primært unge spillere, som Sextons forgænger, Tommy Docherty, havde samlet. Under Sextons ledelse opnåede Chelsea det helt store nationale og endda internationale gennembrud. Man kan lidt populært sige, at Stamford Bridge blev Sextons Rubicon.
Med underholdende og målsøgende spil etablerede klubben sig i subtoppen i 1. division, med en tredjeplads i 1969-70 som det bedste ligaresultat. Man sejrede i FA Cuppen samme år efter to jernhårde og intense finaleopgør mod Leeds, og året efter vandt Chelsea Europa Cup turneringen for pokalvindere over selveste Real Madrid i slutkampen. Atter efter to tætte kampe.
Chelsea swingede og der var en hype og en vibe omkring holdet og klubben. Som manager havde Dave Sexton sin spidskompetence i det taktiske, men i mandskabsbehandlingen kom hans meget restriktive og disciplinære grundsyn på kant med en række af spillerne. De mest oprørske krævede mere frihed under ansvar, men Sexton vægrede sig – nok i frygt for at løsere tøjler ville medføre rene bohême tilstande i klubben.
Stjernerne Peter Osgood og Alan Hudson kaldte til regulært spillermytteri, men Sexton havde bestyrelsen på sin side og vandt den interne magtkamp. Rebellerne blev solgt – til klubtilhængernes store vrede og sorg. Men Chelsea tabte sportsligt terræn. I 1973-74 sluttede klubben som nr. 17, blot et enkelt point fra nedrykning. Den hippe periode var forbi. Dave Sexton måtte et skridt ned ad rangstigen i 1. division for at genfinde succesen.
Super Hoops tæt på titlen
Han blev manager for den lidt oversete Londonklub, Queens Park Rangers. QPR var traditionelt underdogs i London, set i forhold til klubber som Arsenal, Tottenham, West Ham United og Chelsea. Men i 1975 opnåede Sexton en respektabel 11. plads med The Super Hoops. QPR blev faktisk dermed den bedst placerede klub i 1. division i den engelske hovedstad. Og der var noget stort på vej. Manageren formede med stor flid og dygtighed et topunderholdende og seværdigt team, med spillere som Dave Thomas, Don Givens og Gerry Francis. I Chelsea hentede Sexton den uhyre pålidelige midtbanegeneral John Hollins, og han byggede sin defensiv omkring Arsenals tidligere kaptajn Frank McLintock, som Bertie Mee slap alt for tidligt i 1973. Cremen på kagen blev den uregerlige playboy Stan Bowles, der – modsat hvad man kunne have forventet – foldede sit unikke talent ud, under den strenge Sextons ledelse.
QPR spillede nærmest uimodståeligt stærkt og ikke mindst kreativt i sæsonen 1975-76, og endte med at være en knivspids fra et sensationelt engelsk mesterskab. Liverpool tog guldet i sidste spillerunde, på sene scoringer af Keegan og Toschack, i en kamp hvor Wolverhampton var tæt på at spille mesterskabet til Loftus Road.
Ingen triumfer med United
I 1977 overtog Dave Sexton for anden gang et managersæde fra Tommy Docherty. Det var denne gang i Manchester United. Med spillere som Gordon Hill, Steve Coppell, Gordon McQueen, Joe Jordan og Sammy McIlroy var det forventet at det taktiske geni Sexton ville føre United frem til en ny storhedstid. Han overtog et FA Cup vindende mandskab i stor fremdrift og med en stærk selvforståelse. Men spillet på banen fungerede ikke helstøbt. Især defensiven forekom usammenhængende og dårligt organiseret. I 1979 tabte Manchester United FA Cup finalen til Arsenal, og året efter opnåede man en opmuntrende 2. plads i ligaen. Men året efter betød en elendig stime, at Sexton blev fyret til fordel for Ron Atkinson. Der blev ingen trofæer til pokalskabet på Old Trafford (bortset fra en delt Charity Shield i 1977).
Efter den nedtur fandt Dave Sexton melodien som overordnet chef for talentudviklingen og U-21 landstræner for England. En position han bestred fra 1977 (sideløbende med managererhvervet i Manchester) og frem til 1990. I 1981 til 83 var han desuden manager for Coventry i den ”tunge ende” af 1. division.
I 1982 og 1984 stod han i spidsen for meget talentfulde engelske U-21 landshold, der vandt europamesterskabet.
Dave Sexton døde i 2012.
