Manuel Francisco dos Santos. Navnet siger nok ikke ret mange ret meget. Men hvis man anvender kælenavnet ”Garrincha”, så er sagen en helt anden. 

Manuel ”Mané” Garrincha (den lille fugl) blev født i 1933 i landsbyen Pau Grande i den brasilianske delstat, der er opkaldt efter millionbyen Rio de Janeiro. Hvis den lille fyr drømte om at blive fodboldspiller, så var han ikke just begunstiget fra naturens side. Hans ene ben var 6 cm. Kortere end det andet, han var hjulbenet og kalveknæet, og desuden en lille og spinkel statur. Ikke just idealbilledet på en sportsmand. 

Han voksede op i et socialt udsat, ludfattigt og alkoholiseret hjem. Mané var ikke specielt kvik i skolen, han giftede sig og fik børn allerede inden han var fyldt 20, og på trods af at han elskede at spille fodbold, så var han hverken ambitiøs eller målrettet.

Af uransagelige årsager viste han sig imidlertid at være helt abnormt talentfuld. Når han satte gang i de hjulede og skæve ben, havde modstanderne vanskeligt ved at forudse – og dermed stoppe – hans tricks og driblinger. Han udviklede en fænomenal teknik med bolden og en bemærkelsesværdig hurtighed. I dag, mange år efter at Garrinchas aktive karriere, fremstår han fortsat som en af de bedste og mest underholdende driblere i fodboldhistorien. Måske den mest seværdige overhovedet.

Botafogo opdagede Mané, mens han ubekymret lallede rundt med amatørfodbold på et lavt plan i Serrano, og gav knægten en professionel kontrakt i 1953. Der gik ikke længe førend han vandt alles hjerter. 

Knægten, der som lille var blevet karakteriseret som ”krøbling” af den lokale landsbydoktor, behøvede hverken krykker eller hjælpemidler. ”Den lille fugl” fløj så let og naivt hen over banerne, og forenede lysten til den simple leg med bolden, med en evig, barnlig glæde ved spillet, der henrykkede Botafogos fans og hensatte modstanderne i halv fortvivlelse, halv beundring. Noget taktisk geni var han ikke. Men gav man ham kuglen, så skete der noget hver eneste gang. Blev han losset ned, så rejste han sig ufortrødent med et smil, og fortsatte så med sine finurligheder og udfordringer. Han spillede intuitivt og på instinktet som et ægte, uforfalsket naturtalent. 

Ginga eller kynisme?

Allerede i 1954 var Garrincha så populær, at mange krævede hans tilstedeværelse på det brasilianske VM-hold, der tog til Schweiz for at deltage i slutrunden om verdensmesterskabet. Men den nationale landsholdscoach, Zezé Moreira, mente ikke at den spinkle fugl passede ind i strategien.

På den tid – og sådan har det vel egentlig været lige siden – kappedes to vidt forskellige fodboldkulturelle retninger om at præge landsholdet. Den ene var det såkaldte ”Ginga”, eller ”Jogo Bonito”, en spillestil der inkorporerede den unikke brasilianske, æstetiske, teknisk baserede tilgang. Den anden var den mere ”europæiserede” med en langt mere taktisk og struktureret organisering af spillet. Moreira hældede til den sidstnævnte udgave, og droppede Garrincha fra sin trup. Brasilien røg ud efter en rå og uskøn match i kvartfinalen mod de mageløse magyarer, og spillere og ledere tog nederlaget så tungt, at kampen på grønsværen blev fulgt op af et kæmpe slagsmål i omklædningsbygningen. De kanariegule rejste hjem i vanære. Ude af stand til at revanchere choknederlaget ved VM fire år forinden på hjemmebane. 

Men nedturen banede vejen for Garrincha. Han debuterede for sit land mod Chile i 1955, og selv om han begejstrede sine mange fans, så var Moreiras afløser i landstrænerjobbet, Vicente Feola, alligevel stærkt i tvivl om driblekongens kompetencer når der skulle konkurreres på det højeste niveau. Garrincha blev dog udtaget til Brasiliens hold til VM-slutrunden i Sverige i 1958, og heldigvis for det.

Triumferne

Efter en sløj og tam brasiliansk start på turneringen, slækkede Feola på de taktiske tøjler, og smed sin brillante højre wing ind mod formidable Sovjetunionen i den tredje og afgørende puljematch. Legebarnet tog fodboldverdenen med storm. Hans nærmest symbiotiske samarbejde med den kun 17-årige Pelé blev intet mindre end en åbenbaring. 

Brasilien udspillede Frankrig med Kopa og Fontaine i semifinalen, og vandt med 5-2 på bl.a. tre kasser af Pelé, og i finalen blev værtsnationen besejret med samme cifre efter charmerende og smukt teknisk fodbold. ”Ginga-stilen” vandt og erobrede guld og global begejstring. Alle talte om vidunderbarnet Pelé, men Garrincha var reelt holdets helt uimodståelige profil. 

I 1960 gæstede Brasiliens populære verdensmestre København. Det skulle egentlig have været en landskamp, men brasserne forlangte honorar for at spille, og det ville DBU ikke gå med til. I stedet spillede landsholdet i Stævnets dragt på dagen, og opgøret blev ikke indregnet i DBU’s landskampstatistikker. Fodboldfolket fik nu alligevel en uforglemmelig oplevelse. En proppet Idrætsparken lagde græs til en af de mest underholdende kampe i dansk fodbolds historie. Garrincha fik kamp til stregen af Vejle benhårde Poul Jensen, og danskerne leverede et brag af en indsats. Brasilien vandt dog med 4-3.  

Den lille fugl fløj atter højt ved VM i Chile i 1962. Pelé blev skadet tidligt i turneringen, og Garrincha var turneringens eneste virkelig blændende oplevelse.  Slutrunden var præget af råt spil, og Brasilien optrådte ikke specielt inspireret. Det rakte dog til et forsvar af VM-guldet, og Jules Rimet trofæet kom med ”Selecao” hjem. 

Nedturen

Triumfen blev imidlertid en kulmination på Garrinchas karriere. Den ubekymrede lille fugl blev vingeskudt af en serie skader og var ikke i topform, da VM-titlen skulle forsvares i England i 1966. Han havde imidlertid ry for at være noget af en talisman for landsholdet, idet brasserne ikke havde tabt en eneste gang i hans 48 landskampe. Men Pelé blev sparket i smadder i den første gruppeopgør mod Bulgarien, og i Garrinchas landskamp nummer 50 gik det galt. Ungarn vandt med 3-1, Garrincha fulgte Pelé på skadeslisten, og Brasilien blev slået ud. 

Så fulgte en voldsom deroute. Alderen og skader indhentede Mané. Og privatlivet skejede ud. Han blev skilt fra sin barndoms kærlighed, med hvem han havde 8 børn, og giftede sig med en sambasangerinde. Det er i øvrigt en kendt sag, at han havde et afkom i Sverige også, undfanget under VM i 1958. I alt havde han angiveligt 14 børn. 

Karrieren lakkede mod enden og tomheden uden det magiske legetøj, fodbolden, blev fyldt ud med massive mængder af alkohol. Ægteskab nummer 2 gik i opløsning og bankbogen var tom. I sin naivitet havde Garrincha aldrig sparet op. Der var heller ikke store formuer i de kontrakter som han signerede med ubehjælpsom skrift i Botafogo gennem årene. Til gengæld nægtede klubben ham en transfer til Europa, hvor pengene var langt større. 

I 1983 døde Mané Garrincha, kun 49 år gammel, af skrumpelever. Ludfattig, dybt alkoholiseret og glemt. 

Den lille fugl skulle ikke flyve mere.