Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Karakterer: Én dansker dumper efter VM-nedtur

01.04.2026 Kl. 07:51

Det går ikke altid efter fortjeneste i fodbold. 

Danmark havde 35 afslutninger mod Belarus, men kunne kun score to gange. Modstanderne nettede to gange på to angreb. Vi kontrollerede Skotland totalt på Hampden helt ind i tre minutters overtid, trods en helt uretmæssig decimering til 10 spillere, men tabte på en isoleret og uheldig fejl.

På Epet Stadium i Prag blev billedet desværre nådesløst fuldstændiggjort. Alt uheldet var med danskerne. En tidlig scoring efter 3 minutters spil på et ”piv” oppe i hjørnet uden chance for Mads Hermansen. Og efter at have hentet den tjekkiske føring og fuldkommen domineret kampen, ramte den tjekkiske anfører, Krejci, enestående heldigt Alexander Bahs fod i et ufarligt forsøg, og bragte det nedpressede hjemmehold på sejrskurs i den forlængede spilletid. Komplet og fuldstændig ufortjent. Danskerne fightede sig forbilledligt tilbage med et ”gudemål” af den stærkt troende indskifter Kasper Høgh, men i straffesparkskonkurrencen var hjemmeholdet bedst. Stolpe ind og ud.

Det er tungt at give afkald på VM-slutrunden til sommer, men når jeg skal give min samlede evaluering af indsatsen torsdag aften i Prag, må jeg gentage hvad jeg her torsdag aften skrev til en af det danske landsholds (mange) store fans i udlandet, engelske Nigel: I’m gutted, but I am still proud of the guys. Stolt, fordi jeg så et dansk landshold, der styrede begivenhederne fuldkommen og kæmpede sig tilbage to gange i et stenhårdt og nervepirrende opgør. Jeg så en helstøbt og helhjertet præstation af et hold, et team, der fightede som en enhed og gik ned med ære. 

Ikke alle individuelle præstationer ramte ”loftet”, som det var tilfældet mod Nordmakedonien, men det var også en noget mere vanskelig udfordring landsholdet stod over for i Prag, end i torsdags i Parken. 

Er Brian Riemer færdig?

På ingen måde. Den positive udvikling som landsholdet har gennemgået siden Kasper Hjulmand stoppede, den skal fortsætte. 

Jeg var ikke tilhænger af Brian Riemers ansættelse i sin tid, men det modige og boldbesiddende – med Riemers egne ord ”risikovillige” – spil, som landsholdet har været eksponent for, har overbevist mig om landstrænerens karakter og ideologiske mod. Det er helt godnat at forlange Riemers afgang på dette bagtæppe. 

Torsdag aften så jeg på tv, to ”eksperter”, David Nielsen og Bo Henriksen, kritisere det danske spil og landstrænerens dispositioner på et så sløjt fagligt plan, og på en så gemen måde, at det var vanskeligt ikke at tænke, at d’herrer er drevet af egennyttig sult efter den prestigefyldt stilling som landstræner. Det var et pinligt og patetisk dolkestøds-snigmord på Riemer for åbent tæppe. Trænerkollegaerne Nielsen og Henriksen appellerede åbenlyst og på helt ublu vis til laveste fællesnævner hos sofafansenes indre svinehund. Et på alle måder uberettiget karaktermord på en mand, der på enhver tænkelig vis leverede en gedigen trænerpræstation på dagen. Og som de sidste to år har ændret det danske landsholds attitude fra Hjulmands ørkenvandring til noget langt mere positivt og seværdigt. 

Landsholdet rejser sig, under Brian Riemers ledelse, til nye højder, så snart Trumps VM er overstået. Ingen grund til panikbeslutninger.

Vurderingerne

Topkarakter: 

Mikkel Damsgaard 

”Dams” spillede en forholdsvis forsigtig første halvleg. Men hvor var han god i anden! Det var med bjergtagende bravournumre udi det tekniske, og med et overblik der tangerede verdensklasse. Synd at det ikke gav en kampafgørende scoring. Og lidt uforståeligt at han blev skiftet ud med blot 5 minutter til en straffekonkurrence. Mon ikke at Danmarks bedste dødboldekspert kunne have klasket et spark fra 11-meter pletten i rusen?

Rasmus Højlund 

Højlund var fremragende. Når boldene blev spillet op på ham, så viftede han lige sin tjekkiske overfrakke væk og tog kuglen med sig i løb frem mod fjendens mål. Han var en stærk spilbar opspilsstation i hele første halvleg og kom til tre gode afslutninger. Det var logisk, at han fik mindre rum efter pausen, hvor tjekkerne trak sig tilbage og forsvarede med alle mand. Vi manglede kun en kasse fra Danmarks ihærdige førsteangriber. 

Over middel: 

Mads Hermansen 

Fejlfri præstation med en stærk redning i straffesparkskonkurrencen som højdepunktet. Mads var på forhånd udpeget som et svagt punkt i den ventede luftkrig mod tjekkerne, men han klarede sig fint – også i spillet på indlæg. Han var sagesløs ved de to tjekkiske scoringer. 

Alexander Bah

Særdeles fin indsats både defensivt og offensivt. Bah er vendt tilbage fra en langvarig skade for ganske nylig, men tilførte holdet god energi og friske initiativer. Han virkede lidt flad i anden halvleg, men kæmpede sig igennem 120 minutter.

Victor Nelsson 

Var ligesom mod Nordmakedonien fuldkommen suveræn i alle indgreb. Det må være den aldeles urimelige advarsel, han modtog i første halvleg, der gjorde, at landstræneren valgte at tage ham ud. Brian Riemer ville formentlig undgå en situation lig den, som Rene Nissen Kristensen endte i mod Skotland. Det er svært at fortænke ham i. Men Nelsson løste alle sine opgaver i playoffopgørene på perfekt vis.

Christian Nørgaard

Endnu en flot præstation af ”nødløsningen” i centerforsvaret mod Nordmakedonerne. I Prag leverede Arsenal-reserven igen en pletfri indsats. 

Kasper Høgh

Det er klasse at komme ind og score et mål, der med bare lidt held kunne være blevet afgørende for Danmarks VM-skæbne. Høghs positive mindset og indstilling passer SÅ godt til det her landshold! 

Middel:

Victor Froholdt 

En gedigen fighterindsats af Danmarks løbemaskine. Det var forståeligt, at landstræneren gerne ville have plads til en offensiv udskiftning, da Froholdt blev udskiftet i anden halvleg, Men jeg savnede hans energi i det efterfølgende opslidningsslag.

Morten Hjulmand

Kæmpede godt, men uden at få sat et afgørende aftryk på kampen. Det er på tide, at han lægger forsigtigheden fra sig og træder i karakter med alle de kompetencer, som vi ved at han er i stand til at byde ind med.

Under middel:

Joakim Mæhle 

Egentlig er det urimeligt at forlange to toppræstationer på 5 dage fra en mand, der netop er vendt tilbage efter at have været skadet i lang tid. Men indsatsen mod Nordmakedonien var så fremragende, at det skabte håb om mere af samme skuffe. Mæhle spillede desværre ikke nogen god kamp. Især var afleveringsniveauet i første halvleg meget ringe. Timingen i de energiske løb var off, og Danmarks dygtige venstre wingback var under dagligt vande. 

Pierre-Emile Højbjerg 

Pasningerne var upræcise og Højbjerg fik slet ikke sat sig igennem på den centrale midtbane. Det var hans dårligste landskamp i lang tid, og Brian Riemer burde have skiftet ham ud, uagtet hans anførerbind. Ærgerligt med en offday, når vi havde så meget brug for en toppræstation. 

Joachim Andersen

Det lå i kortene, at der skulle gøres plads til Fulhamkaptajnen, efter at han havde udstået karantæne. Men det var ikke nogen forstærkning. Det vigtige mål til 1-1 trækker selvfølgelig op, men han var usikker i en række indgreb og afleverede gentagne gange dårligt. Det blev mere stabilt efter pausen, men man sad alligevel og ønskede, at konstellationen med Nelsson/Nørgaard var blevet fastholdt. Joachim Andersen har efterhånden spillet så mange skuffende landskampe, at hans faste plads i centerforsvaret må tages op til alvorlig overvejelse.

Christian Eriksen 

Kampen i Prag var måske Eriksens sidste på landsholdet. Han fik ikke sat noget mindeværdigt aftryk med sin indsats på Epet, men hvor er det en fin og fornem repræsentant for dansk fodbold, der – måske – takker af nu. Han havde fortjent en afslutning på højeste internationale niveau. Jeg synes ikke at Brian Riemers udskiftning med Eriksen/Froholdt lykkedes.

Anders Dreyer

Jeg var glad for at se Dreyer få chancen. Han bød ind med et par gode initiativer, men burde have været mere selvisk i de afgørende situationer. Kom nu med nogle afslutninger, for pokker!

Dumpet: 

Gustav Isaksen

Hold da op, et fald i niveau. 

Isaksen var fantastisk i Parken i torsdags, men intet lykkedes i Prag. Han havde et godt frisparksforsøg, men ellers var der ikke meget at glæde sig over. Han burde, set i bakspejlet, have været skiftet ud noget før. 

Uden for bedømmelse:

Mathias Jensen.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce