Kicker: United og Bayern i vild byttehandel
Mediet beretter, at Manchester United skulle være klar til at sende Angel Di Maria til Allianz Arena, hvis man får forsvarsspilleren Dante og midtbanegeneralen Bastian Schweinsteiger den anden vej.
Di Maria skiftede til United fra Real Madrid sidste sommer for en britisk rekord på omkring 600 millioner kroner. Den tekniske kantspiller fik en god start på sin tid i England, men blev dårligere imod slutningen af sæsonen, hvor han til sidst stod bagved Ashley Young i køen til Uniteds startopstilling.
Ikke desto mindre, så er der ingen tvivl om, at Di Maria er en klassespiller og med visse eksperters gisninger om, at han ikke passer til engelsk fodbold, så kan den mere direkte stil i Bundesligaen være vejen frem. Bayern München skulle være interessede, da de i stigende grad har haft det svært, når kanterne Ribery og Robben har været ude med skader.
Bastian Schweinsteiger og Louis Van Gaal har et godt forhold, eftersom de nød stor succes sammen, da Van Gaal var træner i Bayern fra 2009-2011. United skulle se Schweinsteiger som en pendant til Michael Carrick, der med sine mange skader, ikke har været stabil nok for De Røde Djævle.
Brasilianske Dante er lidt af et vildt kort – dog burde han med sin store erfaring kunne gå ind og forstærke Uniteds defensiv. Selvom han til tider har haft svært ved at finde vej til Bayern-holdet i denne sæson, så er det alligevel blevet til 27 Bundesliga-kampe for den 31-årige landsholdsspiller.
Det er naturligvis spekulation altsammen. Reporter fra England siger, at Di Maria tager endnu en sæson i Premier League, men med to spillere på nøglepositioner ind den anden vej, så kan tilbuddet være fristende for både Louis Van Gaal og Pep Guardiola.



