Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De var Danmarks bedste spillere, da Nordmakedonien blev most

27.03.2026 Kl. 11:18

Wow! Sikke en aften i Parken!

Efter en lidt forsigtig første halvleg, eksploderede det danske hold i et sandt festfyrværkeri, der var fortidens ”Dynamitdrenge” værdigt.

45 minutters helt igennem fremragende fodboldopvisning moste makedonerne, der ikke fik et ben til jorden.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Topkarakter til:

Gustav Isaksen.

Lazio-fløjen skulle lige se den debuterende ex-colombianer Herrera an før pausen. Efter tilløb i første halvleg udfordrede Isaksen flabet og opportunistisk gang på gang, og satte den mere og mere fortvivlede back med forrygende fart og frække udfordringer. 2 mål og ”Man of the Match”.

Mikkel Damsgaard.

Det var tydeligt, at det danske spil lykkedes bedst, når aktørerne ikke lige nøjedes med at spille den mest logiske aflevering. Det formår Damsgaard som få. En genial aflevering i dybden gav den første danske mulighed til Rasmus Højlund i første halvleg, og efter pausen sprudlede playmakeren og satte festen i gang med scoringen til 1-0. Som kampen skred frem, gjorde han nærmest hvad der passede ham.

Joakim Mæhle.

Hvad sker der for Mæhle? Han er lige vendt tilbage fra en længere skadespause, og har kun 180 minutters spilletid i benene. Men han moslede jo på i hele opgøret, og satte igen og igen modstanderne i problemer med sine utrættelige dybdeløb. Optimistisk, offensivt og ufatteligt energisk. Har han endnu 90 minutter i sig til på tirsdag? Jeg håber det.

Victor Nelsson.

Sikke et comeback for Veronaforsvareren! Nelsson viste sig i dén grad værdig til Brian Riemers tillid. Forrest på alle bolde. Dirigerede med overblik den afbudsramte defensiv som en vaskeægte general. Makedonerne var ikke meget bevendte i deres sporadiske angreb, men det skal ikke tage noget fra Victors fejlfri toppræstation.

Christian Nørgaard.

Jeg sad og blev helt glad over, at jeg kontinuerligt har anbefalet denne stopperkonstellation de sidste par måneder. Nørgaard spillede en intet mindre end fremragende kamp. Han måtte bokse med den store angriber, Rastoder fra schweiziske Thun, som Nordmakedonien lidt overraskende valgte til startopstillingen. Og det løste Arsenalreserven til UG med kryds og slange. Forsvaret gav en enkelt ”halv” mulighed væk til normalt skudstærke Enis Bardhi, men ellers blev gæsterne holdt totalt nede.

Victor Froholdt.

Sådan kender vi Froholdt, og sådan elsker vi at se ham. Allestedsnærværende og konstant i bevægelse. En kæmpe mundfuld for modstanderne. Han var med i mange gode opspil, især i anden halvleg, og var påpasselig både i boldomgangen og det defensive slæb.

Brian Riemer.

Den danske træner lagde den rigtige taktik og fandt den optimale opstilling. Det var fuldt forståeligt, at Danmark spillede lidt med seler og livrem i første halvleg, og dermed fik nerverne i ro. Fra anden halvlegs start blev der kaldt til overfald, og makedonerne blev løbet over ende.

Udskiftningerne var logiske og fornuftige. At Christian Eriksen kommer på banen og kort efter bliver ophavsmand til en scoring, det er sådan noget, der gør en træner glad.

Landstræner Brian Riemer og Mikkel Damsgaard under VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Nordmakedonien i Parken i København torsdag den 26. marts 2026.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Over middel:

Alexander Bah.

Fik et fornemt comeback på landsholdet efter en lang skadespause. Jeg havde forventet, at Brian Riemer ville starte med Lucas Høgsberg på højre back, men landstræneren foretrak – heldigvis – den offensive og risikovillige option, og viste Benfica-backen tillid. Det var en god disposition. Bah leverede en rigtig fin præstation og fik støttet Gustav Isaksen i mange sekvenser, uden at løbe i vejen for sin kant, eller fylde rummet på fløjen for meget op. Lige knapt så iøjnefaldende som Mæhle i venstresiden, men mere end godkendt.

Pierre-Emile Højbjerg.

Afleveringsniveauet var lidt svingende i første halvleg, men hvor kom han i vejen for meget! Bød ind med flere behjertede forsøg fra distancen, når hjemmepublikummet højlydt kaldte på skud. I anden halvleg førte han an i det høje og effektive danske presspil.

Morten Hjulmand.

Stærk kamp af Sporting-kaptajnen. Han løste sine defensive pligter godt og fik også lagt et par snorlige lange skift. En enkelt gang satte han forsvaret i problemer med et utilsigtet boldtab, men spillede ellers sikkert og pålideligt. Han må gerne byde ind med flere afslutninger udefra, når modstanderne ”pakker sig”.

Middel:

Mads Hermansen.

Det var et tungt ansvar, landstræneren lagde på sin debuterende keeper. Endda bag et, til lejligheden, sammenflikket forsvar. Men Hermansen klarede opgaven pletfrit. Når han kun bedømmes i ”middel” kategorien, så beror det på, at han ikke havde ret meget at bestille. Et par udspark ramte ikke helt hvor det var intentionen, men det var bagateller. Danmark har en ny, troværdig førstekeeper.

Rasmus Højlund.

Det blev ikke Rasmus’ kamp. Han sled godt i det og bandt de makedonske stoppere. Der var også – i anden halvleg – flere gode momenter, hvor han kom til sin ret som targetman. Men afslutningerne var ikke prangende, og Højlund burde have tæsket på mål mod slutningen, hvor Joakim Mæhle spillede ham helt fri. Det bliver bedre i Prag, når Rasmus i højere grad kan udnytte sin hurtighed.

Uden for bedømmelse:

Christian Eriksen (udmærket indhop, men kun ca. et kvarters spilletid).

Lucas Høgsberg.

Kasper Høgh (debutant).

Nikolas Nartey (debutant).

Oliver Provstgaard (debutant).

Læs også: ”Skal vi ikke sætte Munken ind, så vi er 11?”: Da Torsten Andersen klædte landstræneren af

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce