Liverpool-komet nomineret til årets spiller i U21-rækken
Walisiske Wilson, der fik landsholdsdebut i en alder af blot 16 år for snart halvandet år tilbage, fyldte 18 i marts måned i år. I denne sæson har han været blandt de bedste på Liverpools reservehold, der endte nummer to i U21-ligaen efter Manchester United.
Wilsons venstrefod blev blandt andet afgørende, da han med et kanonmål fra distancen sikrede Liverpool sejren over rivalerne fra Everton i overtiden tidligere på sæsonen.
Wilson har også optrådt for U18 – og U19-holdet i Liverpool i denne sæson og derfor er det helt ekstraordinært, at han er nomineret til årets spiller i U21-ligaen.
Blandt de andre nominerede er blandt andet Chelseas Dominic Solanke, Sunderland-angriberen Duncan Whatmore, Arsenals Dan Crowley og Southamptons Ryan Seager.
Wilson er noteret for 18 kampe og seks mål i Barclays U21 Premier League i denne sæson.