Jonas Wind meldes på vej væk fra Wolfsburg
Efter godt fire år i tyske Wolfsburg tyder alt nu på, at Jonas Wind skal finde sig en ny arbejdsgiver forud for næste sæson.
Til sommer har den 27-årige danske angriber kontraktudløb hos den kriseramte Bundesliga-klub, og der er ikke noget, der lige nu indikerer, at han får forlænget sin kontrakt.
Kasper Hjulmand meldes færdig i Bundesliga-klubben Bayer Leverkusen
Ifølge det tyske medie Kicker, der har ry for at være velinformeret, får han nemlig ikke en ny aftale med klubben, som allerede har truffet beslutningen.
Dårlig periode i Wolfsburg
Denne sæson har heller ikke været særlig god for Jonas Wind, som har siddet ude med en forstrækning i flere måneder. Det har betydet, at han blot har spillet omtrent 400 minutter fordelt over ti kampe, hvor han ikke har fået scoret.
Jonas Winds seneste mål for Wolfsburg faldt den 9. maj 2025, hvor han scorede i næstsidste runde af Bundesligaen mod Hoffenheim.
I tidligere sæsoner har han spillet regelmæssigt for folkevognsklubben, som han i alt er noteret for 122 optrædener hos. Her er det blevet til 34 mål og 13 assists.
Han har i løbet af sin karriere kun spillet for Wolfsburg og FC København. Tidligere er han blevet sat i forbindelse med engelske klubber, og til sommer vil de have mulighed for at hente ham transferfrit.

















