Dette er historien om af engelsk fodbolds mest udskældte mænd. Den historisk første i det varme sæde som landsholdets coach. 

Walter Winterbottoms aktive karriere (som halfback i Manchester United) blev ødelagt allerede da han var midt i 20’erne pga. en alvorlig ryglidelse. I stedet kom han til at sætte et stort aftryk på engelsk fodbold som coach og manager.

Walter voksede op i en arbejderfamilie i Oldham, men viste i en tidlig alder god begavelse. Han blev uddannet til lærer og beholdt jobbet da han blev professionel i Manchester. Allerede i 1930’erne stod det klart for de fleste, at engelsk fodbold var groet fast i forældede taktiske dogmer. Fornyelse var hårdt tiltrængt. Herbert Chapmans 3-back system blev det første innovative tiltag i mange, mange år. Indtil Chapman kom på banen med sine ideer spillede alle engelske hold efter samme taktiske recept. Troen på at man allerede havde udviklet spillet til perfektion var naturligvis en kilde til stagnation og regression. Landsholdets resultater var da også stærkt bekymrende.

Da Skotlands ”Wembley Wizards” udspillede Three Lions efter noder i 1928 (skotterne vandt med 5-1) var det et wake up call som man imidlertid ikke fik lyttet til. Året efter tabte det professionelle engelske landshold for første gang til en kontinental nation (Spanien), og siden fulgte ret så pinlige nederlag til bl.a. Frankrig (2-5), Ungarn og Tjekkoslovakiet. Englands førende position i fodboldens verden var stærkt kompromitteret.

Første engelske landsholdcoach

Umiddelbart efter krigen udpegede FA for første gang en landsholdstræner, og valget faldt på Winterbottom. Han havde ingen tilknytning til nogen klubber som coach eller manager, og opfattedes derfor som objektiv. Desuden havde han en rolig og fattet væremåde, en pæn gentleman med pibe og tweed, hvilket mange opfattede som svaghed, og dermed den rette mand til stillingen. Klubberne ønskede ikke en flamboyant diktator, men derimod en pæn og korrekt skolelærer som kunne manipuleres af udtagelseskomiteen, der bestod af et større kludetæppe af klubmænd, der varetog hver deres særinteresser. 

Under de vilkår var det uhyre vanskeligt at skabe kontinuitet og vedvarende udvikling af holdet, for udtagelser og opstillinger blev om noget kompromisets kunst. Winterbottom navigerede imidlertid klogt, for han sørgede altid selv for at tage ordet først på komité-møderne, hvor han fremlagde sine egne ideer og visioner med den forestående landskamp. Derefter måtte komiteens mange fragmenterede medlemmer så modargumentere hver især. Winterbottom lavede altid sine egne (hemmelige) prioriteringer i forhold til hvem han eventuelt kunne udelade, og hvem han absolut ville have trumfet igennem. Møderne blev ikke sjældent langtrukne, næsten endeløse debatter, men Walter var en tålmodig mand, og gradvist stod det klart for de fleste at man ikke skulle undervurdere hans intellekt og formidlingsevner. Hvorom alting er, så var arbejdsbetingelserne særdeles vanskelige. Landsholdsspillerne kom også meget ofte med en forudindtaget holdning til det taktiske, og mange opfattede Winterbottom som en lidt tør skolemester.

Men resultaterne var, til at begynde med, forbløffende gode. Selv om engelsk fodbold havde mistet 6 år under krigen, så var der alligevel talent nok til at stille et ganske formidabelt landshold. I spillere som Frank Swift, Billy Wright, Wilf Mannion og Stan Mortensen rådede man over verdensklassespillere, og på fløjene havde man to af de ypperste i fodboldens univers, de to troldmænd Stanley Matthews og Tom Finney.

Winterbottom kom forrygende fra start. I hans første landskampsæson slog England Nordirland med 7-2, Irland med 1-0 og Wales med 3-0. Det blev til en uafgjort mod Skotland og en svipser med et nederlag i Schweiz, men man vandt med 8-2 over Holland, 3-0 over Frankrig og 10-0 over Portugal.

Slaget i Torino og nedturen

I maj 1948 kom kulminationen, da England besejrede verdensmestrene Italien i Torino med hele 4-0 i et brag af en match. Italienernes (ganske mange) chancer prellede af på kæmpen Frank Swift, og Matthews og Finney gjorde ondt på Vittorio Pozzos backs. Mod slutningen af kampen holdt tilskuerne vejret, da Matthews kæmmede sit hår midt i en dribling ved baglinjen, hvorefter han servede et langt og præcist indlæg til Finney, der scorede til 4-0. Winterbottoms recept med hurtigt fløjspil og fysisk kraft fungerede perfekt. England var klar til at deltage ved et verdensmesterskab for første gang.

Men ak. Den talentfulde og kompetente angrebskæde blev splittet ad. Nogle af spillerne blev for gamle, andre blev skiftet ind og ud af den fodslæbende udtagelseskomité. England tog til Brasilien i 1950 med en halvskadet Matthews, og med en kombination af malplaceret overlegenhed og dårlig forberedelse faldt favoritterne tungt. Nederlag til undertippede USA blev fulgt op af endnu en fiasko mod Spanien. Englænderne tog hjem i skam. Undskyldningerne stod imidlertid i kø. Varmen havde været imod de koldblodede angelsaksere og skader havde været et forstyrrende element.

De næste år bliver nok mest husket for Three Lions’ totale fallit i 1953 mod de mageløse magyarer. Fortet Wembley blev sprængt til atomer af Puskas og co., der gav englænderne en gedigen fodboldlektion og det første nederlag til en kontinental nation i løvens egen hule. Ungarerne fulgte op med en 7-1-ydmygelse i Budapest.

Stædig skipper på supertanker

Winterbottom var dog ikke nogen dumstædig mand. Han forsøgte på sin egen, stille facon at forny det taktiske grundlag, men må have følt sig som skipper på en usmidig supertanker, hvor han nok ofte ønskede sig en hurtig yacht.

Sideløbende med landsholdsjobbet organiserede Walter et omfattende netværk af trænerkurser i FA-regi for ihærdige coaches og talentudviklere. Det er indiskutabelt, at Winterbottom var en positiv inspirationskilde for mange senere topmanagers, såsom Joe Mercer, Ron Greenwood og Bobby Robson.

VM i Schweiz i 1954 gav Walter og landsholdet en vis oprejsning, for England nåede trods alt kvartfinalen, og pressen, spillerne og Walter selv harcelerede bagefter over, at brutalt uruguayansk spil havde stjålet chancen for en VM-medalje.

Fire år senere kom England i en ”dødens gruppe” i Göteborg, og tre uafgjorte kampe mod Sovjet, Brasilien og Østrig rakte ikke til videre avancement, da man tabte i playoff til russerne. Truppen agerede i skyggen af tragedien i München få måneder før, der berøvede England adskillige nøglespillere.

Slutrunden i Chile i 1962 blev Walter Winterbottoms sidste som ansvarlig for landsholdet. Landstræneren havde fået gennemtrumfet et tiltrængt generationsskifte og gjort plads til meget lovende spillere som Bobby Charlton og Jimmy Greaves. England slog Argentina, og gik ned med flaget og æren i behold i kvartfinalen, hvor de senere brasilianske verdensmestre sejrede med 3-1 i en særdeles fin kamp – formentlig slutrundens bedste.

Kritikken var alligevel ret massiv. Walter blev bebrejdet for at hans kølige, intellektuelle facon var uinspirerende for spillerne, og at han taktisk var gået helt i stå. 

I forbundet mente man, at Walters tid var omme, og han blev afløst af Alf Ramsey, der var en helt anderledes type end den stoiske skolemester. Ramsey afskaffede straks udtagelseskomiteen og strammede sejlene og rettede kursen frem imod VM på hjemmebane i 1966. Hvor Walter havde været en dannet demokrat, var Alf en stædig og egenrådig general.

I 1965 blev Walter Winterbottom leder af statens nyoprettede Sports Council, der arbejdede for at udbrede idrætten til masserne på mange fronter.

Han blev adlet i 1978 og gik bort i 2002.