Man kan diskutere hvem der er tysk fodbolds største profil og stjerne gennem tiderne. Der har været mange stærke kandidater. Franz Beckenbauer, Gerd Müller, Uwe Seeler fx har i både kvalitet og popularitet besiddet det ypperste format. Men tysk fodbolds største HELT, det må være Fritz Walter.

Walter blev intet mindre end synonym med det tyske ”wirtschaftswunder”, den gennemgribende genopbygning af vesttysk økonomi og det demokratiske samfund, der blomstrede op fra ruinerne af 2. Verdenskrigs forfærdelige ødelæggelser. Vesttyskland rejste sig fra asken som Fugl Phønix, og Walter var, mere end nogen, manden bag den sensationelle sportslige succes, der fik uvurderlig betydning for det tyske folks sammenhængskraft og nationale selvbillede. 

Der naturligvis Tysklands overrumplende VM-triumf i 1954, der er tale om. Men Fritz’ fodboldkarriere startede længe før. Mod det danske landshold.

Tvunget til at spille mod besættelsesmagten

Året var 1940. I november måned havde Danmark været besat af det Tredje Riges Værnemagt i et halvt års tid, og tyskerne pressede på for at få samarbejdspolitikken bredt ud til også at omfatte en idrætslig kollaboration. Formålet var at knytte mønsterprotektoratet endnu tættere til det – på det tidspunkt af krigen – sejrende Nazityskland, og at infiltrere de danske idrætsforbund, så ungdommen kunne indoktrineres når de gik til sport.

Dansk Idræts Forbund var yderst skeptisk, men måtte balancere mellem politiske nødvendigheder og pres. Man overlod det til de enkelte forbund hvorvidt, og i hvilket omfang, man ville indgå i det, fra tysk side, ønskede fællesskab.

Fodbold var naturligvis den største idræt herhjemme, og Værnemagten gjorde intet for at forhindre gennemførelsen af den danske turnering. Divisionerne omorganiseredes dog for ikke at trække for store veksler på infrastrukturen og de knappe ressourcer. Men Tyskland pressede på for at spille landskamp. Det var der ikke ret mange af de danske elitespillere der var begejstrede for, for nu at sige det mildt.

Formanden for DBU, Leo Frederiksen, var klar i mælet. DBU ville gå med til at afvikle to landskampe mod tyskerne, og spillerne havde at makke ret. Man frygtede angiveligt at besættelsesmagten ville lukke ned for al fodbold i Danmark, eventuelt for tilskuere, hvis ikke man samarbejdede. Det ville i givet fald rykke det økonomiske fundament væk under såvel DBU som klubberne.

En temmelig modvillig spillertrup tog så til Hamburg. Propagandanummeret blev gennemført på SC Viktorias stadion (hvor danske August ”Smart” Lindgren havde spillet omkring 1910) foran 28.000 tilskuere.

Forventningerne fra dansk side var på forhånd meget små. Et lidt blandet landshold med Arne Sørensen som anfører, boldkunstneren Walther Christensen og pågående Børge Mathiesen var de største profiler. Flere af aktørerne gik senere aktivt ind i modstandsbevægelsen, bl.a. KB’s Erik Glümer og reservekeeperen Eigil Nielsen (også fra KB). Det var lettere kontroversielt, at B.1903’s jødiske innerwing, Alex Friedmann var med. 

Det tyske hold var særdeles stærkt. Det rummede bl.a. legenden Paul Janes, østrigeren Franz Binder og den unge, næsten uprøvede innerwing, Fritz Walter. Sidstnævnte var et af rigstræner Sepp Herbergers ”fund”. Han havde debuteret nogle måneder tidligere og scoret tre gange i en venskabskamp mod Rumænien.

Tre år forinden havde Tyskland gennemtævet danskerne i Breslau med chokcifrene 8-0. Men denne gang gik det anderledes. På trods af at kampens dommer Ahlfors fra Finland var tydeligt partisk, kæmpede det forholdsvis urutinerede danske landshold sig til et knebent nederlag på 0-1.
Målet blev scoret af den senere landstræner Helmuth Schön. Propagandaeffekten var således begrænset og både DBU og sportspressen kunne ånde lettet op. Lilleputten gjorde brav modstand og var på ingen måde i fare for endnu en ”snitter” som i 1937. Dog stod Frems Egon Sørensen en aldeles fremragende kamp, hvilket i høj grad medvirkede til det pæne resultat.

Året efter gentog samme scenarie sig. DBU måtte vride armen om på de danske elitespillere og true med bål og brand hvis man meldte afbud. ”Returmatchen” blev også afviklet på tysk grund. I kulturbyen Dresden, der endnu stod intakt i 1941. Men på dette tidspunkt var RAF godt i gang med de strategiske bombninger, der senere skulle lægge Tyskland i grus. Arne Sørensen har berettet hvordan spillerne på rejsen ned gennem Nordtyskland, i nervepirrende og angstfremkaldende situationer måtte sidde i et mørklagt tog, mens Lancasterflyene smed deres dødbringende last på himlen over dem. 

Om ikke andet, så fik spillerne et indtryk af et krigsforløb der ikke længere så entydigt gik nazisternes vej.

Selve kampen blev en lille triumf for det danske landshold. Trods brutalt tysk spil kunne ”herrefolket” ikke knække de undertippede gæster. Stortysklands angreb, med Fritz Walter, østrigeren Wilhelm Hahnemann, polakken Ernst Willimovski og den hyperfarlige Edmund Conen, havde mere end vanskeligt ved at trænge igennem den danske defensiv, mesterligt kontrolleret af Arne Sørensen og KB-kæmpen Oscar Jørgensen. En chokscoring af ”Lille-Kaj” Hansen betød, at danskerne sensationelt klarede 1-1 til stor utilfredshed for de 45000 tilskuere i Dresden. 

Undslap med nød og næppe Gulags gru

For den meget lovende Fritz Walter lakkede fodboldkarrieren tilsyneladende allerede mod enden. Spillerne blev indkaldt til militærtjeneste og Walter blev sendt til de bestialske kampe på østfronten. Han blev taget til fange og stod over for at blive sendt til Gulag-lejrene af de sejrrige sovjetiske styrker, men en ungarsk fangevogter gjorde russerne opmærksom på, at Walter var en fremragende fodboldspiller, og at han slet ikke var tysker, men kom fra Saar-regionen. Det var en (delvis) løgn der formentlig reddede Fritz’ liv. I stedet for rædslerne i Gulag blev han sendt hjem.

I stedet kunne han genoptage fodboldspillet i Kaiserslautern, som han repræsenterede i hele sin lange karriere, og på det tyske landshold, som atter fik lov at stille op i international sammenhæng i 1950.  

Samlet opnåede Walter 61 landskampe og scorede 33 mål. Den vigtigste og mest markante optræden for det tyske landshold var utvivlsomt i VM-finalen i Bern i 1954, hvor Tyskland indskrev sig i fodboldhistorien med den største finalesensation nogensinde. Walter scorede ikke, men piskede som anfører og inspirator sine landsmænd frem til ”Miraklet i Bern”, en tysk 3-2-sejr over de ellers, på det tidspunkt, totaldominerende magiske magyarer. Fritz’ bror, Ottmar, var også med på det sejrende tyske hold. Ferenc Puskas holdt sig bagefter ikke for god til at antyde, at tyskerne havde bestukket dommeren, og at modstanderne havde været dopede. Men der er ingen som helst beviser for noget sådant.

Landsholdskarrieren stoppede med VM i 1958, hvor Walter anførte en angrebskadre med Uwe Seeler og Helmuth Rahn. Vesttyskland blev nr. 4. 

Tysk fodbolds største helt fik stadion i Kaiserslautern opkaldt efter sig. Han har den dag i dag et eftermæle som en gigant. Friedrich (Fritz) Walter gik bort i 2002.

Liverpool-spiller skadet. Læs mere her.