Steven Gerrards brev til Liverpool-fansene
Til alle mine fans.
Liverpool Football Club har haft så stor en betydning i mit liv, siden jeg var otte år, og jeg ved, hvor meget jeg kommer til at savne det.
Det har været en følelsesladet tid for min familie og jeg efter min sidste kamp på Anfield mod Crystal Palace og så min sidste optræden mod Stoke. Men jeg har været overvældet over den afsked, jeg fik af fansene, og jeg vil gerne takke jer alle for det. Det er noget, som jeg vil værdsætte resten af mit liv.
Det har været et privilegium at repræsentere denne klub i så lang tid. Højdepunktet i min karriere fik jeg i Istanbul for 10 år siden. Det var den bedste aften i mit liv. Der var ingen, der var mere stolt end mig, da jeg løftede Champions League-trofæet. Det betød så meget for mig at give jer dette trofæ. Fansene spillede så stor en rolle ved at inspirere os til dette berømte comeback. Jeg glemmer aldrig, hvor meget de hjalp os med at få hagen op fra jorden efter mareridtet fra første halvleg.
Mange har ofte spurgt mig om presset på mine skuldre for at skulle levere for Liverpool, men jeg har aldrig set det som en byrde. Der var været et stort ansvar på mig, men jeg har altid elsket det og taget det til mig. Det har været en kæmpe ære at være anfører for denne klub.
Jeg har altid givet mit bedste og forsøgt at lede på bedst mulige vis. Jeg har været heldig at spille sammen med nogle fantastiske spillere for managers, som har hjulpet mig til at blive bedre. Jeg er stolt af det, som jeg har givet tilbage – ofringerne, dedikationen og loyaliteten over årene. Men mest af alt, har jeg været så ufattelig heldig at have muligheden for at spille foran disse fans i så lang tid.
Jeg vil fortsætte med at spille hver uge i de sidste år af min karriere, og jeg ser frem til en ny udfordring med LA Galaxy i MLS. Jeg vil være væk de næste par år, men dette er ikke slutningen på min tilknytning med Liverpool Football Club. Jeg har været supporter hele mit liv, og det vil fortsætte.
Jeg håber på at vende tilbage en dag og tjene klubben. Jeg føler, at jeg kan bidrage noget til klubben i en eller anden rolle. Da jeg var knægt, hvor jeg løb rundt med en bold på Ironside Road i Huyton, var mit eneste ønske at spille for Liverpool. Jeg drømte om at trække den trøje over hovedet – bare en enkelt gang. Jeg troede aldrig, at jeg ville nærme mig det. Derfor er jeg stolt over at se tilbage på en karriere med 710 kampe over 17 år. Jeg har elsket hvert et minut ved at spille foran de bedste fans i verden. Det har været en fantastisk rejse.
Der er været nogle store op- og nedture, men I har givet mig en fantastisk støtte, og det vil jeg aldrig glemme. Opturene har været uforglemmelige, fordi jeg har opnået det med min barndomsklub. Vi har alle delt disse øjeblikke sammen. Jeg håber på, at jeg en dag får muligheden for at komme tilbage og tjene klubben.
Men i dag handler det om at se tilbage og sige tak til jer fans for den pragtfulde støtte, som I har givet mig igennem de sidste to årtier. I har hjulpet mig med at opnå mine drømme og givet mig minder, som jeg aldrig vil bytte for noget i verden.
Mange tak.
Steven Gerrard



