Avis: Falcao tæt på PL-retur til topklub
Manchester United bekræftede søndag aften, at de ikke ville gøre brug af købsoptionen på Radamel Falcao, som dermed vender tilbage til Monaco. Men den franske klub, der betalte mere end 400 millioner kroner for colombianeren for to år siden, ser ikke ud til at få gavn af angriberen i den kommende sæson. Han er nemlig opsat på at vende tilbage til Premier League.
The Telegraph, som normalt er en troværdig kilde, rapporterer, at Falcao er en kandidat i Chelsea denne sommer, men han vil dog være tvunget til at gå langt ned i løn. I øjeblikket tjener han £265.000 om ugen, men det vil The Blues ikke være villige til at betale. Efter Didier Drogbas farvel mangler klubben en ny angriber, da Mourinho ikke vil satse på unge Patrick Bamford.
Avisen skriver dog, at colombianeren er så desperat efter at komme til Stamford Bridge, at han er parat til at gå langt ned i løn.
The Independent skriver, at Mourinho først ønsker at se angriberen spille for Colombia under sommerens Copa America, før portugiseren ønsker at komme med et konkret bud på den tidligere Atlético Madrid-bomber.
Falcao har samme agent som José Mourinho, og der er dermed lagt op til, at Jorge Mendes kan spille en afgørende rolle i forhandlingerne.
