Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Malersvenden i den akademiske kreds

22.03.2026 Kl. 13:22

I dag lyder det jo som det rene pladder. Nærmest en vits. Men endnu i 1960’erne var der folk der i alvor mente at man ikke havde noget at gøre i AB når man var uddannet malersvend. Det var Jan Larsen nu ret ligeglad med.

Den store, stærke rødhårede back spillede som lilleput i Gunnar Nu’s gamle klub, Handelsstandens Boldklub på Østerbro, men kom snart ind i folden på dét AB-junior og ynglingehold, sammen med bl.a. Niels Yde, Erik Sandvad og Flemming Kjærsgaard, der dominerede ungdomsårgangene og som skulle komme til at udgøre rygraden på akademikernes sidste mesterhold i 1967. 

Mesterskabet blev vundet med to points margin foran Frem og med overraskelsen Horsens på tredjepladsen. 

Barsk back med lange indkast

Jan Larsen havde en enorm fysisk styrke, og var en af de første eksperter i at kaste lange indkast herhjemme. I 1966 var det dog med til at sætte hans egen målmand, Poul Werner Henriksen, på en uventet prøve i en kamp mod Frem. Henriksen fejlbedømte et meget langt indkast fra Larsen, der smuttede under ham og i mål. Henriksen fik raget bolden til sig, men den havde passeret stregen. Der var ikke mange på stadion der vidste hvordan den situation skulle gribes an. Frem’erne krævede at der blev dømt mål, og opgørets dommer har nok også været i tvivl om regelsættet, for han lod som ingenting og lod spillet fortsætte. Reelt blev Frem dog kun snydt for et hjørnespark…

Jan Larsen var på mange måder en stout old school forsvarstype. I dansk fodbold verserede på det tidspunkt en debat om benskinner skulle gøres obligatoriske. Det brød AB’eren sig overhovedet ikke om: ”De irriterer mig, når de hele tiden ryger ned. Når jeg bliver sparket over benet, kan jeg da godt blive gal i skralden, men alligevel. Benskinner er altså ikke noget for mig”, sagde han meget karakteristisk i 1967 til Aktuelt. Med tanke på de mange skader der siden forfulgte Larsen, skulle han måske alligevel have været mere påpasselig…

I 1968 blev Jan Larsen for første gang udtaget til landsholdet til to landskampe i juni mod Norge og Sverige. Det var egentlig Vejles Johnny Hansen der skulle have spillet, men i sidste øjeblik skrev han kontrakt med tyske FC Nürnberg, og det banede vejen for Larsen. Heldigvis var hans malermester fodboldinteresseret. Det gjorde det nemmere at få fri en hel uge til de to opgør.

Taget i tolden

Debuten mod Norge blev en vældig succes. Ikke blot sejrede Danmark i Idrætsparken med hele 5-1, og  AB’eren fik uhyre fin kritik. Den næste kamp mod Sverige blev en mere blandet fornøjelse, idet danskerne tabte med 2-1 i Stockholm. Desuden blev en række af de danske spillere taget i tolden i Arlanda Lufthavn. De havde smuglet for meget sprut, og den slags var ikke velset, hverken hos vort nabofolk, hvor afholdsbevægelse og systembolag i generationer har sat sit præg på synet på alkohol, og det kastede også stramme miner af sig i DBU. Jan Larsen var blandt de største syndere, og han måtte notere sig en bøde på hele 130 kroner. 

Ikke desto mindre havde Jan Larsen bidt sig fast i landsholdssammenhæng, og han spillede de næste 25 landskampe i træk. 

Demonstrationer ødelagde Europa Cup chancen

AB’s mestre røg desværre ud af Europa Cup turneringen i efteråret. 

AB slog schweiziske FC Zürich ud i første runde efter en flot udesejr på 3-1, på mål af Flemming Hansen, Finn Wiberg og Johnny Petersen. I anden runde leverede danskerne derefter en fin indsats mod AEK Athen på udebane (0-0). Men hjemmekampen i Idrætsparken mod grækerne blev tabt med 0-2. Opgøret skæmmedes i høj grad af demonstrationer imod det græske militærstyre. Tilskuere invaderede banen og flere af AB’s spillere måtte korporligt slæbe dem ud. Det satte sandsynligvis et negativt præg på fokus og koncentrationen. Trist og ærgerligt, for ”De Grønne Mestre”, som Knud Lundberg kaldte det unge mandskab, indeholdt internationalt potentiale.

AB led under, at Kresten Bjerre blev professionel i 1968, men i 1970 var det kun den smallest tænkelige målkvotient der placerede det danske mesterskab hos B.1903. I den sidste kamp annoncerede stadionspeakeren, at AB var danske mestre, men der var regnet forkert, for 03’erne havde en grotesk lille, men afgørende, fordel i målkvotient, som dengang benyttedes ved pointlighed frem for målscore.

Jan Larsen spillede en fuldkommen forrygende sæson, og blev valgt til Årets Spiller i dansk fodbold. Endda med en overvældende majoritet blandt den 17 mand høje komité, der afgjorde kåringen imellem sig. 

Samme år opnåede AB-backen den hæder at anføre landsholdet i en – i øvrigt trist – 0-0-kamp mod Finland. Jan Larsen spillede sin 25. landskamp mod Norge i Idrætsparken, og det blev en vældig skuffelse, idet Danmark tabte 0-1. Året efter blev backen ramt af skader og måtte fra sidelinjen vantro se til, mens AB rykkede ned fra 1. division på en sidsteplads. Larsen var ellers udset til en sikker plads på OL-landsholdet i München, men skaden var for omfattende, og han spillede således sin sidste kamp for Danmark i et opgør mod Englands amatørlandshold.

Først i 1973 gjorde Larsen comeback for AB, men fysikken var for slidt. Året efter trappede han ned og blev spillende træner i Skovshoved IF.

Jan Larsen døde desværre pga. sygdom som kun 47-årig i 1993.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce