Det er altid modbydeligt vanskeligt at leve op til en ultimativ succes i ”sæson 2”. Men 1978/79 startede faktisk særdeles stærkt for de forsvarende mestre, Forest. 

Forest stormer videre

Brian Cloughs rødklædte armé stormede hen over Bobby Robsons Ipswich Town i Charity Shield-kampen med hele 5-0 og var derefter ubesejret i turneringen i de første 16 kampe. Lægger man dem oveni den forrige sæsons 26, opnåede Forest altså en stime på 42 opgør som ubesejret i træk i ligaen. I december stoppede festen imidlertid på Anfield, hvor Liverpool vandt med 2-0 og altså fik revancheret fire indbyrdes opgør uden sejre indtil da. Siden viste Liverpool sig for stærke i turneringen, men Nottingham blev en flot nummer to, otte point efter The Reds, men foran Ron Atkinsons stærke WBA. Clough og Taylor havde forstærket angrebet med den unge hovedspils specialist Garry Birtles og Birmingham-stjernen Trevor Francis. Der var en vis forskel på overgangssummerne for de to nyerhvervelser. Birtles var gratis, idet han var af egen avl fra ungdomsafdelingen, mens Francis kostede skjorten og køkkenvasken. Han blev nemlig den første spiller, der blev handlet for en million pund i Storbritannien. Alligevel var Birtles mest effektiv. 

Brian Clough havde en umiskendelig hang til luftstærke centerforwards. Han foretrak et klassisk angrebspar med en fysisk betonet forward og en mere teknisk og væver andenangriber. Garry Birtles passede fint ind i den forestilling sammen med Tony Woodcock eller Francis. Han præsterede hele 26 scoringer i sin debutsæson (fordelt over samtlige turneringer). Til sammenligning måtte Trevor Francis nøjes med syv. Til gengæld producerede Super Boy Francis det vigtigste af alle Forests mål det år med sin finalekasse i Europa Cup turneringen for mesterhold, hvor Nottingham besejrede svenske Malmö FF. 

Den moralske finale var blevet udkæmpet allerede i første runde, hvor Forest besejrede Liverpool med 2-0 på City Ground på mål af Birtles og Colin Barrett, mens Nottingham kunne takke Peter Shilton for en brandkamp i returkampen på Anfield, der endte 0-0 trods et massivt pres fra hjemmeholdet. 

Endnu en Liga Cup-triumf beseglede endnu en bragende successæson for Forest. To mål af Garry Birtles og et af Tony Woodcock sikrede en smal 3-2-sejr over Alan Balls Southampton. 

Landstræner?

På det tidspunkt var der megen snak om, at Brian Clough burde være engelsk landsholdstræner. Siden er det blevet et tilsyneladende utømmeligt tema for kontrafaktisk diskussion mellem fodboldfans. Var Cloughie den bedste landstræner, som nationen aldrig fik? Det mente han – ikke overraskende – selv. 

I 1985 udtalte han til BBC Radio: ”Jeg var den rette for England. Jeg havde et fantastisk jobinterview med FA, og de burde have udpeget mig. Jeg vidste, at jeg havde gjort det godt, enhver fodboldspiller ved, når han har lavet en god præstation. For mig var tiden moden til det job, men de besluttede sig for Ron [Greenwood, red.] i stedet, og han gjorde det jo fremragende. Jeg tror nok, at de [fodboldforbundet, red.] var lidt forsigtige, fordi de måske havde en snigende mistanke om, at jeg ville forsøge at køre hele FA. Og de havde helt ret … Efter det var chancen for at stå i spidsen for England forpasset for mig.” Havde Clough været den manager, der kunne have ført England tilbage til toppen af international fodbold? Det forbliver jo tankespind, men det er da en nærliggende tanke. Jeg tror, at Clough havde været fremragende i det job. Han havde været perfekt til at få det psykiske pres fra omgivelserne drejet væk fra spillerne og over på sig selv. Og han havde ikke forekommet usikker over for tv eller i taktikrummet, som Ron Greenwood fremstod – ikke en tøddel! Den manager, der formår at få sit hold til at stole blindt på, at han har den rette opskrift på sejre, har allerede vundet et halvt point, inden spillerne går på banen. Om Clough så havde forsøgt at tage styringen over stort og småt i hele det hæderkronede gamle engelske fodboldforbund, det havde måske i virkeligheden været tiltrængt … 

Den dynamiske duo i opløsning

Miraklet i Nottingham fortsatte et års tid mere. Forest understregede sit høje internationale format ved at genvinde Europa Cuppen i 1979/80. I finalen mod Hamburger SV holdt den engelske defensiv landsmanden Kevin Keegan totalt nede, og et flot skruet spark fra kanten af feltet af John Robertson sikrede, at pokalen med de store ører kom med hjem til City Ground. Op til finalen havde Clough vist både sin manipulerende og sin skruppelløse side. Manageren stod med tre kvalificerede kandidater til to pladser på den centrale midtbane. John McGovern, Ian Bowyer og Archie Gemmill. Han lovede dem alle tre en startplads på forhånd bag om ryggen på de andre. Det kunne jo ikke lade sig gøre, og i sidste ende blev en meget skuffet Gemmill droppet. Skotten, der havde tjent under Clough i både Derby og Forest, røg et par uger efter på transferlisten og blev solgt til Birmingham. Uden at Clough følte det nødvendigt at forklare sig. 

Året efter takkede coachen Jimmy Gordon af på grund af sygdom. Og forholdet mellem Brian Clough og Peter Taylor blev efterhånden anspændt. Mange års diskussioner og med- og modspil havde skabt en slitage i makkerskabet, der forekom ramt af mental træthed. Desuden er det ingen hemmelighed, at Peter Taylor følte sig ladt i stikken med arbejdet med Nottinghams trup, når Brian Clough i stigende grad opsøgte bijobs i medierne. Cloughs tiltagende drikkeri trak også store veksler på deres indbyrdes relation, og i 1982 forlod Taylor Nottingham for at blive manager i Derby. 

De to tidligere så uadskillelige kammerater blev uvenner og endte til sidst med ikke at være på talefod. Ifølge sin selvbiografi, the Autobiography, fortrød Clough dog sit stivsind og stædighed sidenhen, da Taylor pludselig døde i 1990. 

Det erfarne og velsmurte maskineri af et sammenspillet mandskab, som havde ført Forest frem til mesterskab og to Europa Cup-triumfer, trængte efterhånden gevaldigt til udskiftning. De ældre, rutinerede kræfter havde toppet, og Clough solgte også ud af arvesølvet. Tony Woodcock til FC Köln, Garry Birtles til Manchester United, Peter Shilton til Southampton og gulddrengen Trevor Francis til Sampdoria. 

I løbet af 1980’erne lykkedes det imidlertid for Brian Clough at opbygge et nyt og ganske stærkt Nottingham Forest. Det skete for relativt små penge i kraft af effektiv scouting og talentarbejde. 

Placeringer som nummer fem i 1983 og tre i 1984 viste, at Nottinghams sherif ikke havde mistet grebet. Det var med en ny generation af spillere som Des Walker, Chris Fairclough, Steve Hodge og Peter Davenport. Da mange af de bedste spillere atter forsvandt, satte Clough atter et nyt lovende hold sammen med spillere som Neil Webb, Franz Carr, Stuart ”Psycho” Pearce, Gary Crosby og Brian Cloughs egen søn Nigel. 

Forsumpede i alkoholisme 

I 1988 og 1989 blev Forest en flot nummer tre, og i den sidstnævnte sæson løftede Clough for tredje gang Liga Cup-trofæet efter en finalesejr over Luton Town. En triumf, der blev fulgt op af endnu en Liga Cup året efter (finalesejr over Oldham). 

Set i bakspejlet kunne man næsten have ønsket, at Cloughie var stoppet på det tidspunkt. Med æren i behold. Igennem anden halvdel af 80’erne tog alkoholismen til, og historier om mærkværdig, irrationel og grænseoverskridende adfærd florerede. Det gjorde desværre også rygter om svindel med returkommission. Gentagne gange involverede en tydeligt alkoholpåvirket Clough sig i voldelige konfrontationer med baneløbere og lignende. Egentlig er det utroligt, at ingen stoppede ham. Han var som et fragttog, der kørte ud over afgrunden, uden at nogen trak i nødbremsen. I stedet fik Brian Clough i 1993 en uværdig afsked med en fyring på gråt papir efter 18 år på City Ground. Samme år rykkede Nottingham ud. 

I dag står der statuer af Brian Clough både i Middlesbrough, Derby og Nottingham. Han døde i 2004.