"Jeg var ikke den bedste manager – men jeg var i top ét": Da Clough satte Derby på verdenskortet
I denne artikelserie sætter vi fokus på fænomenet Brian Clough. Dette er første af tredje del, som blandt andre omhandler en dynamisk duo.
Del 1: Dynamisk duo i Derby
Brian Clough var en spilintelligent og teknisk dygtig centerforward, der opnåede et par landskampe for England som aktiv spiller. Han blev født på denne dag i 1935. men denne artikel (i tre dele) skal omhandle hans karriere som manager og det enorme aftryk, han i den funktion satte på engelsk fodbold.
Clough og hans ”faste” assistent, Peter Taylor, begyndte deres nærmest sagnomspundne samarbejde i 1965 i 4. divisionsklubben Hartlepool United.
Ydmyg begyndelse
Clough havde måttet stoppe en ellers fin karriere som centerforward for fødebyen Middlesbrough og siden Sunderland på grund af en alvorlig knæskade. Som 30-årig var han den yngste manager i den engelske liga. Det var – for at sige det mildt – en ydmyg platform.
Hartlepool var blandt de absolut dårligste hold i hele det professionelle ligasystem, økonomien var på ruinens rand, og spillerne generelt desillusionerede og mere eller mindre drikfældige. På to år udskiftede Clough og Taylor det meste af holdet, forbedrede resultaterne mærkbart og rekrutterede en række unge, lovende spillere. Det sidste var især Taylors gebet. Han havde et helt usædvanligt klart blik for talenterne. Da Clough/Taylor forlod Hartlepool i 1967 til fordel for 2. divisionsklubben Derby County, tog de to spillere med sig, der skulle vise sig essentielle. Det var målmanden Les Green, som Peter Taylor kendte fra sit første managerjob i Burton Albion, og som han havde hentet til Hartlepool, samt den kun 17-årige skotske wing John McGovern. Sidstnævnte skulle siden blive omskolet til en af de mest løbe- og slidstærke defensive midtbanespillere i hele epoken.
Med ansættelsen i Derby havde den dynamiske duo avanceret to rækker, men jobbet syntes umiddelbart ikke særligt lovende. Økonomien og de sportslige resultater skrantede, og Peter Taylors evner som scout blev presset til det yderste. Han leverede imidlertid varen. Centerforsvareren Roy McFarland blev spottet i 3. divisionsklubben Tranmere Rovers, og den aldrende Tottenham-kaptajn Dave Mackay, der ellers blev regnet for at være færdig efter at have haft adskillige alvorlige skader, kom til at danne den stabile defensive base, som Derby havde stærkt behov for. Den talentfulde venstre wing Alan Hinton blev købt hos rivalerne fra Nottingham for sølle 30.000 pund, og endelig insisterede Brian Clough på at få en bøfcenterforward som murbrækker i front, hvorefter managerteam et rekvirerede den langsomme, men fysisk stærke John O’Hare, der kun havde spillet godt 50 kampe på tre sæsoner i Sunderland. Sammen med den meget undervurderede, men notorisk målfarlige Kevin Hector kom Derbys angreb til at volde mange modstandere hovedbrud. Ikke mindst på grund af førnævnte Alan Hintons præcise indlæg og pasninger frem mod de to tanks i forwardkæden.
Gigantisk succes og konstante magtkampe
Efter en større hovedrengøring i spillertruppen og på ledelsesgangen, var the Rams klar til at stange for alvor. I 1969 sikrede klubben sig oprykning til 1. division, og det første år blev en kæmpe succes med en fjerdeplads. Derby spillede pæn, teknisk fodbold – når ellers den sædvanligvis elendige bane på Baseball Ground tillod det – og med typer som den omskolede John McGovern, fighteren Dave Mackay og den lillebitte, men meget aggressive Willie Carlin var Derby et vanskeligt hold at nedbryde.
I 1970 afløste den løbestærke skotte Archie Gemmill førnævnte Carlin på midtbanen og dannede et centralt makkerpar med McGovern, der skulle gå over i historien som legendarisk. Og da Dave Mackay lagde støvlerne på hylden i 1971 (han sluttede karrieren med en sæson i Swindon), trak Brian Clough for første gang den store portemonnæ op af lommen, da han købte Colin Todd i Sunderland for 175.000 pund, hvilket dengang var britisk rekord for en forsvarsspiller.
Clough kendte Todd fra Sunderland, for han havde trænet the Black Cats’ ungdomshold i 1965, da den aktive karriere pludselig blev smadret. Todd var et ypperligt eksempel på de intelligente og boldfaste centerforsvarere, som England har haft en fin tradition for med Billy Wright og Bobby Moore som to af de fornemste eksempler.
Da Todd satte sin signatur på kontrakten med Derby County, skete det efter et karakteristisk Clough-stunt. Dagen inden transferen udtalte Clough til pressen, at købet ikke blev til noget, for Derby havde ikke råd. Det var sådan set sandt nok, for bestyrelsen – med formand Sam Longford i spidsen – var ikke indstillet på at sende så stort et beløb efter en forsvarsspiller. Det var mildt sagt ikke særligt velset internt, at Clough alligevel realiserede handlen, men hans navn var på det tidspunkt så profileret, at han slap af sted med det. Clough og Taylor måtte dog true med at sige op og i stedet stille sig i spidsen for Coventry City, før bestyrelsen krøb til korset – og lommerne. Det var således en særdeles kompetent defensiv base, som Clough/Taylor byggede deres mandskab på.
Ultimativ triumf efter historisk tæt opløb
I 1972 gik Derby hele vejen og tog overraskende det engelske mesterskab.
Triumfen kom i hus efter et af de tætteste opløb i historien. Hele fire klubber sluttede inden for et enkelt point afstand, og både Manchester City, Liverpool og Leeds United lå godt til undervejs, men det blev til sidst Derby, der trak det længste strå efter en nervepirrende sæsonafslutning. Mesterskabet var Derbys første nogensinde i historien. Ikke siden 1936 havde man kunnet mønstre en kampagne som titelkandidater, og the Rams havde kun et enkelt større trofæ i pokalskabet, en FA Cup fra 1946. I det lys skulle man tro, at bestyrelsen kunne se igennem fingre med Brian Cloughs opportunistiske frækhed i forbindelse med Colin Todd-transferen. Men da manageren foretog samme manøvre bag bestyrelsens ryg i sommeren 1972 og købte David Nish fra Leicester City for rekordbeløbet 225.000 pund, var bestyrelsens tålmodighed ved at være udtømt.
1972/73-sæsonen blev i det hele taget problematisk. Derby dykkede ned på en syvendeplads i ligaen, og Brian Clough lignede mere og mere en kamikazepilot på en selvdestruktiv mission. Han lagde sig ud med tilhængerne for ikke at yde nok støtte til holdet. Han begyndte at tale om den flove italienske krigsindsats i 2. verdenskrig, efter at Juventus havde slået Derby ud af Europa Cup turneringen for mesterhold i semifinalen. Han vakte opstandelse med åbne udtalelser om Leeds Uniteds ”beskidte spil”, og han førte hemmelige forhandlinger med West Ham United om et køb af Bobby Moore og Trevor Brooking – atter uden bestyrelsens vidende eller velsignelse.
Clough og Taylor håbede tydeligvis at være i stand til at vinde magtkampen med formand Sam Longford, men sådan gik det ikke. I oktober 1973 sagde managerteamet endnu engang deres stillinger op, men denne gang tog bestyrelsen imod dem. Den dynamiske duo røg på porten.
Anden del af artikelserien om Brian Clough udkommer senere lørdag.
