Den første farvede chef
I dag er det vanskeligt at begribe, hvor barsk det var at bryde igennem som farvet topspiller i engelsk fodbold i efterkrigstiden og helt op i 1980’erne. Chikanen og racismen på lægterne (og internt i klubberne) var nærmest grotesk.
Denne fortælling handler om en mand, der havde mod og stædighed nok til at etablere sig som engelsk fodbolds første farvede manager. Hovedperson er Tony Collins.
Anthony (Tony) Norman Collins blev født (på denne dag) i London i 1926. Lille Tony var et ”uægte” barn, som man sagde dengang med ret åbenlys kynisme. Forældrene var ikke gift, og Tony var et produkt af en kort kærlighedsaffære mellem en sort mand og en hvid kvinde. Skammen og den sociale udstødelse betød, at moren overlod det til sine forældre at opdrage barnet. Tony voksede op i Kensington med 5 ”søskende”, der altså i realiteten var hans mostre og onkler. Fra en tidlig alder måtte knægten være beredt til at forsvare sig imod verbale og fysiske krænkelser, og det lærte han med tiden med så stor effektivitet, at han udviklede såvel et kvikt fodarbejde som et stenhårdt venstre hook. Boksetræneren i den lokale ungdomsklub var overbevist om, at han skulle være professionel bokser, for der var ”penge i den venstre”, bemærkedes det. Men så røg Tony i hæren og blev sendt i krig.
Den britiske armé var et af få steder i datidens samfund, hvor racismen og forskelsbehandlingen var minimal. Her kæmpede indere, gurkhaer, vestafrikanere og folk fra Jamaica side om side i det kammerateri, der udvikles mellem mænd der som sit daglige gøremål må kæmpe for livet.
Tony var en karismatisk og energisk sjæl, der organiserede fodboldkampe i kamppauserne ved fronten i Italien, og blev yderst populær blandt mandskabet. En af de menige skrev et brev til Sheffield Wednesdays manager, Eric Taylor, da den globale konflikt klingede af, og Collins blev inviteret på et træningsophold på Hillsborough, hvorefter Sheffield skrev kontrakt med den fodrappe Tony.
Mobbet ud
Sørgeligt nok gjorde Sheffields coaches det til en æressag at presse det 21-årige talent ud af klubben. Den farvede hud var som en rød klud for staben, der ikke skyede nogen midler i deres modbydeligheder. Collins fik udleveret et par fodboldstøvler der var tre numre for små, og hans anmodninger om at få dem skiftet, blev konsekvent ignoreret. Efter nogle uger var hans fødder blodige efter hvert træningspas og tåneglene faldt af. Manageren fik udvirket en transfer til York City i 3. division, og her skabte Collins en platform for en fin karriere som venstre wing, der indbragte 333 ligakampe for bl.a. Watford, Norwich og Crystal Palace. Tony var den første farvede spiller i alle de nævnte klubbers historie.
Støvlerne (i den rette størrelse) blev lagt på hylden i Rochdale i starten af 1960’erne, hvorefter holdkammeraterne lavede en samlet henvendelse til klubbens bestyrelse, hvori de foreslog Tony som ny manager. I juni 1960 blev Collins den første farvede manager i engelsk professionel fodbolds historie.
Allerede året efter førte han Rochdale til klubbens eneste pokalfinale nogensinde – før eller senere.
Sensation i Liga Cup og scout i mægtige Leeds
4. divisionsklubben havde vist stor styrke hjemme på Spotland Stadium, og The Dale slog efter tur de langt større klubber, Southampton, Charlton og Blackburn, og gik sensationelt i Liga Cup finalen, hvor Norwich dog blev for stor en mundfuld. Liga Cuppen blev dengang afgjort over to finalekampe, men Norwich punkterede spændingen efter få minutter på Spotland og vandt det første opgør med 3-0. Dermed var der lagt op til en regulær ydmygelse i returkampen på Carrow Road, men Rochdale kæmpede forbilledligt og tabte knebent med 1-0 på et mål af Norwichs nordirske landsholdsspiller Jimmy Hill.
Nu skulle man tro, at 4. divisionsholdets forbavsende succes ville bane vejen for et stort jobtilbud til Tony Collins. Men ingen ville vide af ham. Rochdale havde ikke økonomi til at forstærke holdet, og selv om man faktisk kom meget tæt på oprykning flere gange, så måtte Collins, efter 7 år i managersædet, erkende, at han ingen vegne kom. I stedet tog han job som assistent i Bristol City i 1968, og her blev det bemærket, at Collins havde et meget sikkert øje for talent. Han blev Bristols scoutingchef og udviklede stillingsbetegnelsen med en fuldkommen nyskabende, metodisk tilgang. Alle spillere, modstandere såvel som unge talenter, blev bogført i et arkiv der indeholdt alskens nyttige informationer.
Leeds Uniteds store chef, Don Revie, fik nys om Bristols myreflittige talentspejder, og fiskede Collins til Elland Road. Her blev Tony en højt skattet medarbejder, og i den engelske presse blev han ligefrem udnævnt til ”engelsk fodbolds mesterspion”. Da Don Revie blev chef for det engelske landshold i 1974, tog han Tony med sig, og kreerede dermed en position som scout for landsholdet.
Siden virkede Tony i bl.a. Manchester United, hvor han opdagede spillere som Paul McGrath og Lee Sharpe. Det blev også til perioder i en lang række andre klubber, inden Tony Collins trak sig tilbage i 2006, som 80-årig! Han gik bort i 2021, 94 år gammel.
