Han kan forlade Liverpool nu: Vild Saudi-melding skaber uro
Ifølge en ny melding fra Saudi-Arabien har Liverpools sportsdirektør, Richard Hughes, indgået en aftale om en lignende stilling med en klub i oliestaten fra sommeren 2026.
Skotten overtog sin position på Anfield for to år siden, hvor han forlod Bournemouth. Sidste sommer blev det til indkøb for mere end fire milliarder kroner, mens han også har forhandlet forlængelser på plads med Mohamed Salah, Virgil van Dijk og Ryan Gravenberch inden for de seneste 12 måneder.
Men hvis man skal tro på de seneste meldinger, der er dukket op inden for de seneste 24 timer, er den 46-årige nok ikke at finde hos Liverpool meget længere.
Mandag aften kunne den saudiske journalist Ahmed Al-Ajlan således rapportere på det sociale medie X, at Al-Hilal har indgået en aftale med Hughes om at overtage rollen som sportsdirektør i klubben fra Riyadh fra sommeren 2026.
Det hævdes, at begge parter har opnået enighed om de personlige betingelser i en kontrakt, der nu blot venter at blive skrevet under på.
I oktober sidste år kom det frem, at Al-Hilal forsøgte at hente Hughes, og at det var noget, man arbejdede på, så det er ikke et rygte, der blot er taget ud af det blå.
Hvis der blot er det mindste hold i historien, og at 46-årige Hughes overvejer en exit fra Merseyside, er det blot med til at styrke fortællingen om, at der tit er udskiftning på sportsdirektør-posten hos Liverpool.
Siden Michael Edwards forlod stillingen i klubben i sommeren 2022, har også Julian Ward, Jörg Schmadtke og nu altså Richard Hughes været at finde hos The Reds.
Det vil langt fra være ideelt for ejerne fra Fenway Sports Group (FSG), hvis klubben skal begynde at lede efter en ny afløser til sportsdirektør-posten tre måneder før sommerens transfervindue begynder. Hvorom alting er, er dette en melding, der er med til at skabe uro.
FIFA har besluttet sig for at straffe to nationer kort før VM. Læs mere her.



















