Ramsey: Svært at holde på Austin
Det lykkedes ikke Chris Ramsey at rede Queens Park Rangers fra nedrykning til The Championship. Alligevel har klubben valgt at ansætte ham på en tre-årig kontrakt. Ramsey har derfor allerede øjnene rettet mod næste sæson, hvor det klare mål er oprykning til Premier League.
I den forbindelse håber han, at det lykkes at holde på Charlie Austin, der har været den store profil på QPR-mandskabet med 17 mål i sin første sæson i Premier League.
Den 25-årige angribers sæson kulminerede dog, da han tidligere på ugen blev udtaget til det engelske landshold. Den flotte sæson lagt sammen med landsholdsudtagelsen har betydet, at flere topklubber holder et vågent øje med Austin.
Tottenham, Southampton og Newcastle er alle blevet meldt interesseret, og Chris Ramsey indrømmer, at han får svært ved at holde på den farlige angriber:
– Jeg tror, at vi får svært ved at holde på Charlie Austin.
– Han har været i topform gennem hele sæsonen og interessen er kun blevet større og større.
– Han vil uden tvivl blive fristet, hvis der kommer et lovende tilbud, men jeg håber selvfølgelig stadig, at vi kan holde på ham, slutter Chris Ramsey.