Kort før Real Madrid: Pep Guardiola aflyser træningen
I et spektakulært træk har Pep Guardiola valgt at give spillerne hos Manchester City fri. Det sker dagen før, at klubben møder Real Madrid i Champions League.
De lyseblå fra Oasisbyen skal forsøge at rejse sig, efter at klubben tabte med 3-0 i Madrid i det første opgør af ottendedelsfinalen i Champions League.
Men ifølge lokalavisen Manchester Evening News er træning altså ikke en del af dagsprogrammet hos spillerne dagen før kampen mod Real Madrid.
Spillerne rejste mod London til lørdagens kamp mod West Ham i Premier League, der noget skuffende endte 1-1. Dermed sakker man yderligere agterud i forhold til Arsenal i titelræset i Premier League.
Da truppen var hjemvendt til Manchester søndag stod den på genoptræning, og ifølge Guardiola er den bedste forberedelse altså at slippe af, inden strabadserne går løs mod Real Madrid i tirsdagens dyst.
Meget tyder på, at netop dét opgør kan blive den sidste Champions League-kamp i denne sæson, med mindre man præsterer, hvad der i Spanien kaldes en remontada.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Ikke første gang
Beslutningen er usædvanlig, men ikke uden fortilfælde. I november skete det samme, da klubben skulle møde Borussia Dortmund i Champions League. Tre dage inden havde klubben mødt Bournemouth på hjemmebane.
Manchester City er forpligtet til at sende videooptagelser af træningssessionerne til UEFA. Ifølge førnævnte avis vil det dog være 15 minutters klip fra søndagens træningspas, der i stedet vil blive udleveret til Det Europæiske Fodboldforbund, som så sørger for at sende disse videre til rettighedshaverne.
Efter kampen mod Real Madrid får spillerne ikke lov til at hvile på laurbærrene. I stedet venter Arsenal i Carabao Cup-finalen på Wembley, hvor sæsonens første trofæ kan komme i hus. Herefter er der landsholdspause, og efter den venter Liverpool i kvartfinalen i FA Cuppen den 4. april.
Samtidig forlyder det nu, at gigantklub angiveligt står klar med 1,2 milliarder kroner for Michael Olise. Læs mere her.


















