Dansk fodbolds knock-out konge
Fodbold i 1910’erne var en hård kontaktsport. Men den havde en gennemgående fairness der gennemsyrede spillernes indstilling og mentalitet, der i dag virker næsten fremmedartet. Aktørerne dengang kunne aldrig finde på at svindle sig til hverken store eller små fordele i kampene, og der var i det store og hele en afbalanceret og respektfuld holdning overfor dommerne. Der var dog enkelte spillere der kunne være et særdeles ubehageligt bekendtskab.
Den tårnhøje centerhalf fra KB, Svend Aage Castella, kaldet ”Spir” var en sådan. Castella spillede egentlig ikke unfair. Han kunne sagtens spille en hel kamp uden at begå et eneste frispark. Det ville være nærmest utænkeligt på topplan nu om dage. ”Spir” fik heller aldrig røde eller gule kort i sin karriere. Det hænger selvfølgelig sammen med at udvisninger var ekstremt sjældne og advarslen først blev opfundet langt senere. Men Castella var ualmindeligt hård at ramle sammen med. Han var enerådende i hovedspillet og han perfektionerede som en af de første den glidende tackling, hvor han drog stor nytte af sine lange ben. Dengang var der ikke et klart defineret regelsæt for, om sådanne tacklinger måtte ”gå igennem” modstanderne inden man ramte bolden. Metoden betød jo at mangen en håbefuld angriber effektivt kunne jævnes med jorden.
Castella var ikke uvant med barsk nærkontakt. Hvor de fleste andre fodboldspillere dengang dyrkede cricket eller atletik (somme tider tennis), var ”Spir” en særdeles dygtig amatørbokser. Endog dansk mester i sværvægt på et tidspunkt. Det var ikke for ingenting, at de fleste modstandere bævede lidt i bukserne når de stod over for den enorme KB-kleppert.
Måtte gå på mål i landskamp
I modsætning til de fleste andre fra KB’s ”chokoladehold” (de fejrede ”3. halvleg” med kakao) kom Spir ud af en meget beskeden og ret så hårdfør baggrund. Oldefaren med det særprægede navn Pancras Bruno Castella (stammede måske fra Frankrig) blev skudt i smadder i slaget på Reden i 1801 som 18-årig, og levede siden af pension fra flåden. Svend Aages far Peter Castella var kontorbud, og familien boede i et ydmygt baghus i anden baggård i Istedgade. Det var et barsk miljø at vokse op i omkring 1900.
I 1911 landsholdsdebuterede Castella sammen med 7 andre i en landskamp på Park Royal i London, og det blev en særpræget oplevelse, idet den ligeledes debuterende målmand, Sophus Hansen fra Frem, brækkede en knogle i foden efter en modbydelig engelsk eftertackling. Der var ingen reservemålmand i den danske trup, og det besluttedes at Castella måtte gå på kassen. Her pilede han rundt på stregen og sparkede til alle bolde han kom i nærheden af. Hænderne benyttede han ikke så meget. Det var ikke så underligt at Danmark tabte kampen – dog kun med 3-0.
Desværre blev ”Spir” skadet i forbindelse med OL-turneringen i 1912, og han var stærkt savnet i finalen mod England.
Første straffeskytte
Til gengæld satte Svend Aage Castella i høj grad sit præg på landskampene mod Sverige. En tilbagevendende sportsbegivenhed, der efterhånden skulle blive landets største.
Til at begynde med var der ganske vist stor klasseforskel på de to landes udvalgte. Svenskerne haltede nemlig langt efter udviklingen i dansk fodbold. Men det forhindrede ikke det opportunistiske fodboldforbund hinsidan i, gang på gang at udæske DBU til at stille op til officiel landskamp. Danskerne havde ikke megen lyst og det hænger simpelthen sammen med en ganske nøgtern vurdering af nabolandets styrke – eller mangel på samme. De gamle amatørledere mente, at man kun skulle stille op mod modstandere som man enten kunne udkæmpe en lige kamp med, eller som man kunne lære af. Først i 1913 gav DBU efter for svenskernes plagerier og arrangerede historiens første landskamp mellem Danmark og Sverige. Det skete den 25. maj 1913 foran 8000 spændte tilskuere i Idrætsparken. Til den historiske første svenske-landskamp stillede Danmark med syv KB’ere (rekord) og et af verdens tre bedste landshold på det tidspunkt. Sverige blev totalt ydmyget. De 8-0 som de gul-blå slap med i den sidste ende var nådigt. Danskernes hurtige short passing fodbold viste sig fuldkommen overlegent. Som kampen skred frem, gik der legestue i den, og Danmark kunne have sejret langt større, hvis spillerne havde lagt mere vægt på resultat end æstetik. Den svenske presse bortforklarede deres landsholds pinlige sammenbrud med at spillerne fra Göteborg og Stockholm på holdet ikke kunne samarbejde…
I 1915 scorede den lange forsvarer det første danske straffespark-landskampmål i historien. Castella, der sparkede lige så hårdt som han tacklede, peb bolden i mål i en kamp mod Norge i 1915. Året efter i Kristiania (nutidens Oslo) blev han så den første danske landsholdsspiller der brændte en tilsvarende mulighed. Danmark vandt begge opgør, med henholdsvis 8-1 og 2-0.
I 1919 blev Svend Aage Castella desværre så skadet at han måtte stoppe karrieren. Han fortsatte en årrække som leder og dommer i dansk fodbold, ligesom han havde forskellige tillidserhverv, bl.a. forbundskasserer, indenfor boksesporten. Han døde desværre allerede i 1938 på Hotel Hafnia af en nikotinforgiftning efter et boksestævne i København. Dansk fodbolds – i flere generationer – mest frygtede forsvarsspiller blev kun 48 år.
