Den døve stjerne
Cliff ”Boy” Bastin er uden nogen diskussion en af Arsenals største stjerner gennem tiderne. Han udfoldede sit enorme talent og nåede et omdømme som en af verdens absolut bedste wings, selv om han måtte håndtere et alvorligt handicap.
Clifford Sydney Bastin blev født i Exeter i 1912 og voksede op i et arbejderhjem, hvor faren var ansat på et mejeri. Cliff var allerede som helt ung knægt et gudbenådet fodboldtalent. Lynhurtig, teknisk stærk, og i besiddelse af et sublimt overblik. Han spillede for lokale Exeter, og debuterede som 16-årig på den plads som han skulle tage permanent ejerskab på igennem det meste af karrieren: Venstre wing. Tilfældigvis skulle Arsenals legendariske manager, Herbert Chapman, bese en lovende Watfordspiller ved navn Tommy Barnes, i en match imod Exeter, men det blev den lille wing med drengeansigtet der stjal billedet og Chapmans opmærksomhed. I 1929 skrev Bastin kontrakt med The Gunners, og fik hurtigt en fast plads og kælenavnet ”Boy”.
Chapman byggede et vinderteam, der kun er matchet meget få gange (om overhovedet) i engelsk fodbolds historie. Angrebskadren med Bastin, Joe Hulme og Alex ”Wizard” James sparkede Arsenal til tops med mesterskaber i 1931 og 33 og en FA Cup i 1930, og da centerforwarden Ted Drake kom til i 1934, gik alt op i en (endnu) højere enhed.
Slaget på Highbury
I 1934 havde The Gunners 7 mand på det engelske landshold i den bemærkelsesværdige sejr på Highbury over verdensmestrene Italien. Et opgør, der – selv på en tid, hvor spillerne gik til stålet – er blevet beskrevet som et af de mest nådesløse i engelsk landsholdsfodbolds historie. Italienerne fik to mand sparket i stykker, og englænderne måtte fuldføre kampen med et ubeskriveligt lazaret af smadrede spillere. Der stod enorm prestige om denne ”venskabskamp”. Støvlelandet var netop blevet verdensmestre på hjemmebane, og England nægtede at deltage i FIFA’s VM-turnering, og prioriterede i stedet de årlige Home Nations kampe mod de andre britiske nationer. Matchen blev almindeligt opfattet som en uofficiel dyst om status som verdens bedste. Arsenals 7 aktører er en rekord for det engelske landshold, der stadig står.
Herbert Chapman døde pludseligt i januar 1934, men Arsenal var i gode hænder hos afløseren på managerposten, Chapmans tidligere assistent, George Allison. Arsenal vandt således mesterskabet i 1934, 35 og 38, og FA Cup turneringen i 1936. Tilsammen 5 mesterskaber og 2 FA Cup triumfer på et årti. Det er en suverænitet, der står mål med de bedste engelske klubpræstationer gennem tiderne, og det lagde grundlaget for et brand, der manifesterede Arsenal som en globalt beundret institution.
Bastin blev døv
Cliff Bastin leverede oplæg efter oplæg til især Ted Drake, men han var også brandhamrende farlig på egen hånd. Hans 178 mål for Arsenal indplacerer ham som den tredjebedste i klubbens lange historie. Dertil kommer 21 landskampe for England og 12 scoringer. Præstationerne og hans meritter sættes i relief af, at ”Boy” allerede som 18-årig var plaget af så dårlig hørelse, at man internt i klubben måtte opfinde et improviseret tegnsprogssystem, sådan at Cliff kunne inddrages i taktiske overvejelser og indbyrdes aftaler. Midt i 1930’erne – da Bastin var på toppen – var han praktisk talt helt døv.
Måske medvirkede døvheden til at han virkede iskold og totalt upåvirket af nerver, tilskuertilråb og lignende, når han entrerede banen. Men det var nu synd at Cliff ikke kunne høre publikums bragende hyldester, og at han kun visuelt fornemmede de stående ovationer. Det er ikke for meget sagt, at han var supporternes helt.
Under krigen blev Bastin, naturligt nok, undtaget fra krigstjeneste, men de italienske fascister var ikke klar over Cliffs handicap og spredte en falsk historie over radioen om, at han var faldet i kampe på Kreta i 1941.
Efter krigen spillede Cliff nogle få kampe for Arsenal, men døjede med skader og stoppede i januar 1947. The Boy blev husvært på en pub og levede et stille liv i fødebyen Exeter til han gik bort i 1991, 79 år gammel.
