Husker du Tottenham-legenden Garth Crooks? Her er fortællingen om rekordskiftet og det tragiske knæk
Umiddelbart efter 2. verdenskrig belønnede Storbritanniens regering de, der havde tjent Commonwealth i kampen mod fascismen med muligheden for at få indrejse med fuld britisk statsborgerret og uden visa til de britiske øer. Det tilbud var der rigtig mange der tog imod.
I 1948 åbnedes en regulær immigrationsbølge, da skibet Empire Windrush fragtede ca. 800 håbefulde sjæle fra Kingston, Jamaica, til Port of Tilbury ved Themsens indsejling mod London. ”Windrush” blev fællesbetegnelsen for alle de vestindiske tilflyttere, der i årene derpå rejste til Storbritannien i tiltro til en bedre tilværelse med flere muligheder. I realiteten blev de ofte mødt med dyb mistillid og en åbenlys racisme, der modificerede de sociale og økonomiske vilkår en hel del. Windrush indvandrerne spredtes over hele England, og hovedpersonen i denne lille fortælling blev født i Stoke-on-Trent i 1958. Han fylder netop i dag 68 år.
Blændende talent i Stoke
Garth Crooks var en lynhurtig, pågående og teknisk stærk angriber, der kom op igennem Stoke Citys talentudviklingssektor i 1970’erne. Ungdomsstrategien hos The Potters var kraftigt influeret af klubbens mangeårige manager og innovator, Tony Waddington. Han var kendt for at spille simpelt, men underholdende og angrebsfokuseret fodbold. Det smittede af på de unge lærlinge, og bekom en seværdig type som Garth Crooks særdeles godt. Crooks blev engang spurgt af Frits Ahlstrøm i forbindelse med et interview i alt om Sport: ”Hvad betød Tony Waddington for dig som ung spiller i Stoke City?” Svaret var: ”Tony betød alt. Hele hans holdning til fodboldspillet. Jeg tror næsten, at han foretrak, at vi spillede 3-3 i en underholdende kamp, end at vi vandt 1-0 i en kedelig.” Med en sådan grundlæggende indstilling til spillet måtte der komme dygtige offensive spillere ud af talentarbejdet. Og det gjorde der. Foruden Crooks udklækkede Stoke spillere som Adrian Heath, Lee Chapman og managerens søn, Steve Waddington.
Garth debuterede i 1976 og blev Stokes blot anden ”farvede” spiller i historien, hvis man fraregner den etniske kineser Frank Soo, der var en vældig profil i klubben i 1940’erne.
I sæsonen 1977-78 markerede Crooks sig stærkt med 18 ligascoringer i 2. division, men Stokes manager Alan Durban valgte alligevel at rykke den opportunistiske måljæger ud på fløjen. Det såede desværre et dårligt indbyrdes forhold mellem den gamle walisiske landsholdsspiller og den unge fremstormende forward. Stoke rykkede op i 1. division, og Crooks tilbageerobrede pladsen i frontlinjen, hvilket gav et afkast på 12 scoringer i klubbens comeback-sæson 1979-80. Men relationen med manageren var spoleret, og Crooks kom på transferlisten og blev solgt til Tottenham Hotspur for et beløb på 650000£, hvilket dengang var klubrekord.
Seværdige Spurs
På White Hart Lane kom Crooks under vingerne på en anden angrebsorienteret chef, Keith Burkinshaw. Denne havde ført Tottenham op i 1. division i 1978 efter en skammelig nedrykning året før. Han hentede Osvaldo Ardiles og Ricky Villa til London, og han gav plads og rum til at Englands mest kreative boldspiller, Glenn Hoddle, kunne folde sit talent ud på midtbanen. Under Burkinshaws ledelse kunne Tottenhams fanbase atter drømme søde drømme om trofæer. De blev indfriet.
I 1980-81 sprudlede Spurs med seværdig fodbold. Englands mest spilintelligente midtbane med Ardiles og Hoddle suppleredes af bl.a. en venstre flanke, hvor de irske hurtigløbere, Tony Galvin og Chris Hughton stormede ud over stepperne, og i angrebet fandt Crooks ind i et særdeles frugtbart samarbejde med den skotske måltyv, Steve Archiblald. Tottenham vandt FA Cup turneringen efter et uforglemmeligt og hæsblæsende finaledrama på Wembley mod Manchester City. Slutkampen gik over to opgør, og argentinske Ricardo Villa afgjorde det hele i Spurs favør med et brillant slalomløb igennem Citys forsvar i omkampen. Garth Crooks havde forinden udlignet Manchesters 2-1-føring midt i anden halvleg.
I ligaen endte Burkinshaws tropper med en lidt mat 10. plads, men spillet var lovende, så stod det ret klart, at defensiven foran keeper Ray Clemence var for sårbar. Crooks gjorde en stærk figur med 16 mål, mens Steve Archibald blev ligatopscorer med 20 kasser.
Året efter sluttede Tottenham som nummer 4 i ligaen og genvandt FA Cuppen med en smal finalesejr over 2. divisionsklubben Queens Park Rangers. Crooks scorede 13 gange og var i høj grad inde i billedet til det engelske landshold. Desværre begyndte knæproblemer at influere negativt på hans præstationer. En eksplosiv angriber lever i overvejende grad på sin hurtighed, og skaderne hæmmede Crooks speed. I 1982-83 gik det nogenlunde med 15 mål i alle turneringer, men året efter var der ikke mere i tanken. Crooks røg på bænken og fik meget begrænset spilletid. Da Tottenham triumferede i UEFA Cup turneringen med finalesejr på straffesparkskonkurrence over Anderlecht (med Morten Olsen, Frank Arnesen og Kenneth Brylle), måtte Garth overvære begivenheden fra reservebænken.
Efter en lejeperiode i Manchester United røg Crooks til West Bromwich Albion i 1985, og derefter til Charlton i 1987. Trods en stærk sæson i 1. division for The Addicks i 1988 med 10 ligascoringer, så blev det aldrig helt som før skaderne. Grooks nåede aldrig at spille for det engelske A-landshold. Til gengæld blev han i 1988 valgt til formand for den engelske spillerforening. En fin hæder for en efterkommer af fattige Windrush immigranter.
Garth Anthony Crooks blev efter den aktive karriere fodboldekspert i de engelske medier, og han var ansat på BBC i 10 år, hvor han sammensatte ”Ugens Hold” i Premier League. Det skabte en del debat og mishag, da disse holdsammensætninger ofte var ubalancerede og med aktører placeret uden for deres normale positioner, og Crooks blev fyret i 2024 og afløst af den tidligere Watfordspiller Troy Deeney.
