Hele Danmark tabte mælet: Husker du 70'ernes vildeste vidunderbarn og hans tragiske skæbne?
Der var engang. Sådan starter det klassiske eventyr. Og sådan kan fortællingen om en ung, elegant, farvet wing fra tiden hvor de danske familier samledes omkring Sportslørdag i fjernsynet om lørdagen, og hvor vi fulgte vores idolerne når den ugentlige fodboldkamp løb over skærmen, også meget passende indledes. Det er en beretning om et vidunderbarn, et naturtalent, der kæmpede imod tidens fjendtlige raceforestillinger og svær social modgang, men overkom fortrædelighederne med oprejst pande og øjnene på bolden. Men eventyret indeholder også en tragisk ende.
Der var ikke mange, der var mere flamboyante og fremragende, end wingen Laurie Cunningham. Han var intet mindre end forbløffende. Med driblinger, teknisk fuldkommenhed, speed og overblik lod han Sportslørdag-folket foran skærmene totalt åndeløse. Den, der skriver disse linjer, var overvældet af begejstring. Hvilken boldbegavelse!
Børn i 70’erne voksede op i en tid, hvor Pelé endnu var det ubestridt største globale fodboldidol. Men de fleste havde kun set ham spille i korte highlights fra blandt andet VM i Mexico. Johan Cruyff og Franz Beckenbauer var strålende spillere, men for mange var Cunningham simpelthen det vildeste, man havde set i live-tv. Han jonglerede, legede, fintede. Han udstrålede ren, uforfalsket spille- og legelyst.
Opvækst med musik og dans
Den unge mand, der blev beskrevet i medierne som en ”sort perle”, voksede op i London og havde som helt ung sin gang i kunstneriske musik-, danse- og performancemiljøer. Denne opvækst havde utvivlsomt en afsmittende effekt på Cunninghams fodboldmæssigt kreative evner.
Han startede i 2. divisionsklubben Leyton Orient og blev hentet til WBA af den tidligere Leeds United-strateg, Johnny Giles, som 21-årig i 1977. Giles trak sig fra managerjobbet kort efter og blev afløst af Ronnie Allen. Denne holdt kun et halvt år, for Allen var nemlig lidt af en globetrotter og foretrak at træne det saudiarabiske landshold og tjene godt med (olie)penge. Fundamentet for sportslig succes var imidlertid pænt lagt til rette af Giles og Allen til fordel for den næste manager i rækken i WBA, den karismatiske ”Big Ron” Atkinson.
West Bromwich etablerede sig i den øverste halvdel af 1. division og blev nummer seks i 1978, hvorefter holdet var klar til endnu større bedrifter. På pladsen som venstre wing havde Ronnie Allen primært foretrukket den skotske hidsigprop Willie Johnston. Men ”Wee Willie” gjorde sig grundigt upopulær i engelsk fodbold med sin dopingudelukkelse ved verdensmesterskabet i Argentina. Johnston søgte til Nordamerika for at få lagt lidt afstand til engelsk fodbold og til skandalen. Det blev Laurie Cunninghams chance. Og det tør svagt antydes, at han greb den.
West Bromwichs overflødighedshorn af succesrige og seværdige opgør i dansk tv i 1978 kulminerede med nytårsbraget mod Manchester United på Old Trafford. I dette uforglemmelige Sportslørdag-brag, som WBA vandt med 5-3, excellerede Cunningham med sin elegance og teknik, og ikke mindst konstruktive oplæg til en anden markant farvet stjerne, der dukkede frem hos WBA det år, Cyrille Regis. Sammen med angrebsbacken Brendon Batson udgjorde Cunningham og Regis det berømte farvede trekløver, der er gået over i fodboldhistorien som ”The Three Degrees”.
Forbillede for nye generationer
Selv om West Bromwich ikke blev mestre, men måtte nøjes med tredjepladsen i 1978/79, så vandt man mange hjerter på the Hawthorns. Ikke mindst i Danmark. Alt om Sport gennemførte dét år en afstemning blandt bladets læsere om, hvilken engelsk klub der var mest populær. WBA blev en overraskende nummer et foran Liverpool og Manchester United. I sportsblade optrådte the Three Degrees provokerende – og samtidig befriende humoristisk med reference til de musikalske Three Degrees, som Ron Atkinson ”opkaldte” dem efter – med arketypiske pelsfrakker og letpåklædte damer. Der er siden spekuleret meget i, hvorvidt de tre Birmingham-baserede idoler var med til at nedbryde tidens fordomme og raceskel. Det er bestemt sandsynligt.
I 2019 blev der endda opstillet en statue af de tre WBA-drenge foran et stort indkøbscenter i West Bromwich-bydelen. De var fornemme rollemodeller for de mange unge sorte fodboldspillere, der fulgte i deres fodspor.
Laurie Cunningham blev fortjent udtaget til det engelske landshold og debuterede imod Wales i 1979. Samme år scorede wingen en lukrativ kontrakt med selveste Real Madrid.
Efter en pæn start og et spansk mesterskab i den første sæson blev tiden i Spanien desværre præget af en uendelig strøm af skader. På fem år spillede englænderen blot 44 kampe for den royale, spanske klub. Skaderne spolerede fuldkommen Cunninghams momentum. Hans ubesværede og naturlige drive blev hæmmet og anstrengt. Fra 1983 til 1989 spillede han i syv forskellige klubber i Spanien, Belgien, Frankrig og England uden en succes, der tålte sammenligning med den gyldne West Bromwich-tid.
I 1988 medvirkede han som reserve til Wimbledons sensationelle FA Cup-triumf, da the Crazy Gang slog Liverpool i finalen. Men året efter blev han, mens han spillede for Madridklubben Rayo Vallecano, involveret i et tragisk biluheld og slået ihjel. Han blev kun 33.
