Newcastle tabte til Queens Park Rangers
Truslen om nedrykning til the Championship hænger stadig tungt over Newcastle-spillerne og manager John Carver, da det i dag blev til endnu et nederlag mod Queens Park Rangers. Hjemmeholdet, der intet havde at spille for efter deres fremtid blev forsejlet i sidste weekend, formåede at hive sig selv op til dagens kamp.
Måske QPR-spillerne følte at de skyldte en ordentlig indsats over for de fans, som i sidste weekend kunne følge en forfærdelig indsats i kampen mod Manchester City, som blev tabt med 6-1.
Det startede ellers skidt for hjemmeholdet og dets fans, da Newcastles Emmanuel Riviére lidt heldigt kunne gøre det til 1-0 efter 24. minutters spil. Det var også stillingen ved halvleg, og dermed lignede Newcastle en vinder af nedrykningsduellen i Premier League.
Ud til anden halvleg kom et forvandlet Queens Park Rangers mandskab, som straks satte sig på spillet. Det udmøntede sig efter 10 minutter, da Charlie Austin fandt Matt Philips i feltet som let kunne passere Tim Krul i Newcastle-målet med et velplaceret hovedstød.
Syv minutter senere kom Queens Park Rangers foran. Med et fremragende langskud sendte Leroy Fer hjemmeholdet i front, og det blev også slutresultatet. Dermed betalte QPR lidt tilbage, efter en rædselsfuld præstation sidste weekend.
Hvad angår Newcastle og John Carver, så må de prise sig lykkelige for, at Hull ikke formåede at få point med fra White Hart Lane her til eftermiddag. Før sidste spillerunde har Newcastle blot to point ned til Hull under stregen i Premier League.
Der er lagt op til drama på sidste spilledag af 2014/2015-sæsonen i Premier League.
