Vildt: Saints-stjerne scorer hurtigste hattrick nogensinde
Aston Villa har været inde i en god periode på det seneste, mens Southampton er gået en smule i stå sidst på sæsonen.
Billedet var dog vendt fuldstændigt rundt i starten af kampen i Southampton, hvor hjemmeholdet kørte Villa ud af banen i kampens indledning.
Efter blot 16 minutters spil havde Southampton bragt sig foran med 3-0, hvilket i sig selv er vanvittigt. Omstændighederne er dog endnu mere besynderlige, idet alle tre mål blev scoret af Sadio Mané – og endda på under tre minutter.
Mané skulle blot bruge sølle 2 minutter og 56 sekunder på at lave Premier Leagues hurtigste hattrick nogensinde!
Vi tager hatten af for Manés vanvittige præstation, der bestemt er en Premier League-rekord værdig.
Southampton fører kampen med hele 5-1 ved pausen. Shane Long og Christian Benteke har scoret de resterende mål.