Medie: Chelsea dropper Pogba - jagter Liverpool-stjerne
Chelsea har allerede sikret sig Premier League-titlen, selvom der fortsat resterer to runder af indeværende sæson.
Derfor er Mourinho begyndt at kigge frem mod sommerens transfervindue, hvor man formentlig vil forsøge at forstærke sig en smule frem mod den kommende sæson, hvor Chelsea skal forsvare sin Premier League-titel.
Express skriver, at José Mourinho har udset sig Philippe Coutinho som erstatning for Oscar, hvis brasilianeren forlader klubben, hvilket avisen melder som en sandsynlighed.
Avisen melder ydermere, at Chelsea skal have meldt sig ud af kampen om Juventus-stjernen, Paul Pogba, der er jagtet vildt af et utal af de største europæiske klubber, såsom PSG, Manchester City, Manchester United, FC Barcelona og Real Madrid, da man har vurderet, at den tidligere United-spiller vil være for dyr at hente til Stamford Bridge. Franskmanden forventes at koste op imod 500 millioner kroner.
I stedet retter Mourinho angiveligt blikket mod Coutinho i Liverpool, der har været blandt Liverpools absolut bedste spillere, hvilket også udmøntede sig i en nominering til årets spiller i Premier League, som Chelsea-stjernen Eden Hazard dog vandt.
Det er yderst tvivlsomt, hvorvidt Liverpool FC vil slippe brasilianeren, men Anfield-klubben kan få svært ved at holde på ham, hvis en seriøs henvendelse, der kan indbringe Liverpool mange millioner, finder sted.
Bør Liverpool sælge Coutinho, hvis de får et stort beløb?
